Koncerter

Camera Obscura, Klaxons, Annuals, Brian Jonestown Massacre 06.07.07, Roskilde Festival

[Martin Thimes, Lasse Dahl Langbak og Mikkel Arre]Camera Obscura, 13:00, Pavilion
Efter en torsdag af de allerværste var det blidt og behageligt at kunne starte fredagen i selskab med skotske Camera Obscura, hvis musik minder meget om kaffe: hyggelig, bittersød og opkvikkende. Med det Spector-lignende popnummer “Come Back Margaret” som åbner spredte skotterne smil og god stemning, og den småkejtede fælles håndklap-passage gav hints om gruppens tweepop-fortid.

Let’s Get Out of This Country-albummet fra sidste år havde bandet et mere fyldigt udtryk end tidligere, og den varme havde de med sig til Roskilde. Især de solide orgelflader gjorde deres for at give sangene noget at stå imod med. Endnu mere charmerende var de fine trompetmelodier, som understøttede den småtriste grundtone.

Den lavmælte melankoli fik nu næppe nogen mundvige til at vende nedad blandt publikum. Dels var Tracyanne Campbell indtagende både som sangerinde og som underspillet showkvinde mellem sangene, og dels var to tredjedele af showet ret så upbeat. I den midterste tredjedel var tempoet dog lige rigeligt sløvt, og kombineret med en flok sange uden de store hooks gav det noget af en bølgedal. Men så kom de seks skotter tilbage på sporet med en håndfuld hurtige, Motown-influerede popsange af den fængende slags. Især “Lloyd, I’m Ready to Be Heartbroken” og “If Looks Could Kill” blev leveret så veloplagt (og en smule utight), at det var umuligt at være hverken utilfreds eller utilpas.
(MA)

Karakter:

Klaxons, 20:00, Odeon
New rave? Det er vist allerede overstået, og godt det samme. Heldigvis var der ikke meget tilbage af hverken “new” eller “rave”, da teenager-heltene i Klaxons fik lov til at bryde mudderoverfladen med soniske bølger fra deres relativt korte, men alligevel overraskende succesfulde levetid.

Klaxons – foto: Peter Christian Binau-Hansen/LiveShot.dk

Klaxons’ musik placerer sig hele tiden midt imellem at ville være helvedes dansabel og helvedes punket. Og alt for tit ender det et eller andet sted imellem, hvor der godt nok ikke bliver lukket for festen før tid – men knæklysene brænder aldrig for alvor igennem. Det er faktisk bare meget diskant rockmusik, som tusinde andres.

Heldigvis har Klaxons et par solide hits at trække på. Især “Golden Skans”, der excellerer i artigt overraskende vokalharmonier og vellyd, samt den smadrende “Atlantis to Interzone”, der lyder lidt som at overskride alle fartgrænser i en neonfarvet japansk sportsbil, livede op i andet end knæklys og fløjter. Der skulle også en del til for at hanke op i det store publikum, der på grund af forfejlet programplanlægning måtte tage til takke med Odeon-scenen og ikke den langt mere velegnede Arena, hvor der ville have været mere bund i lyden og plads til den fest, som kun publikum under teltdugen var inviteret til.
(MT)

Karakter:

Annuals, 23:00, Pavilion
Det var trommernes aften, da det unge amerikanske band Annuals gav en koncert, der var endnu mere mere sprudlende vild, end deres folkpoppede debutalbum, Be He Me, lægger op til. Ud over det ekstra trommesæt, der stod til fri afbenyttelse for frontmand Adam Baker og guitarist Zack Oden ved siden af den faste trommeslager Nick Radford, var der på gulvet opstillet et par trommer ud for både guitarist og sanger Kenny Florence og i Adam Bakers nærhed. Godt nok benytter Annuals sig ofte af dobbelttrommer på deres plade, men rytmesektionen var endnu mere markant og massiv på Pavilion-scenen.

Annuals – foto: Peter Christian Binau-Hansen/LiveShot.dk

Slagtøjet understøttede ikke bare Radford, de fik også nogle aggressive hug, når sangene nåede deres maniske klimaks. Det var vildt og dyrisk. I centrum for udskejelserne sprang Adam Baker rundt, og når han stod ved sin plads, lå han nærmest vandret hen over sit keyboard, mens han svingede overkroppen fra side til side og sang indlevende om både barndomsminder og døden – men trods alvor på tekstsiden var Annuals ramt af musikalsk legesyge.

Annuals bliver bl.a. sammenlignet med Animal Collective, men koncerten var nu ikke præget af skæv folk, i hvert fald ikke på en positiv måde. Faktisk havde lydbilledet en tendens til at blive lidt mudret, når sekstetten satte tempoet ned og fremførte de mere afdæmpede og komplekse dele af Be He Me. Men det lykkedes for Annuals at holde sig oven vande og undgå at drukne i deres detaljerige kompositioner ved at skrue lydniveauet i vejret. Højdepunktet var derfor også “Brother”, der eskalerer i buldrende trommer, men også de iørefaldende “Complete, and Completing” og “Carry Around” blev leveret med et overskud så smittende, at det var umuligt at stå for.
(LDL)

Karakter:

Brian Jonestown Massacre, 02:00, Odeon
»In one second we’ll be playing a song, and it’s gonna be sick as fuck. Watch!« Frontmanden Anton Newcombe nåede ikke meget mere end at sparke de første fire takter i gang, før han langede ud efter den ene af guitaristerne i sit band og bad ham om at dæmpe rockstjerneattituderne. Det var Antons scene, og ingen har modet til at tage den fra ham.

Brian Jonestown Massacre er berygtede for deres kaos-koncerter, og det var, som om publikum på Odeon-scenen var helt på det rene med det faktum. Og at de havde tænkt sig at gøre hvad som helst for at tirre forsangeren med ølkast og andre provokationer. Men heldigvis for musikken er det netop en tirret bandchef, der skal til for at åbne for de enorme reserver af klassisk, psykedelisk rockmusik, som Brian Jonestown Massacre bærer med sig rundt på turné. Der var alt fra lette, lyse popsange til meget lange støjjams med bankende trommer som puls. Der var lidt af det hele, og de tre guitarer gik i symbiose omkring trommeslagerens voldsomt solide, men aldrig kedelig spil.

Sammen skabte de det vel nok bedste bud på en videreførelse af den musik, Spaceman 3 leverede i slutningen af 80’erne uden at have glemt rødderne i The Rolling Stones, The Byrds og de syrede solskinspoppere Love. Tilsæt det hele et skvæt af den melodiske grundtone hos House of Love, og du har et band, der lader sig svælge i guitarens muligheder og ikke rigtig bekymrer sig om andet end musikken. Nå-ja, og så lige Antons enorme narkoficerede ego.
(MT)

Karakter:

Læs også Undertoners anmeldelse af:
Camera Obscura: Let’s Get Out of This Country

Deltag i debat