Plader

Crippled Black Phoenix: A Love of Shared Disasters

Skrevet af Anders Mortensen

Den eklektiske næsten-supergruppes debutalbum er en lang, sørgmodig affære, der med en victoriansk ørkenstemning kaster sig over noget så umoderne som et konceptalbum. Og så er det endda begyndelsen på en trilogi. Men de slipper heldigt fra, hvad der må kaldes et af årets modigste albums.

Det første, der møder én i Crippled Black Phoenix’ univers, er lyden af en messende sømand, der med en rumlende baryton og bølgerne som baggrundsstøj sandsynligvis vil give store øjne hos de fleste førstegangslyttere. Lidt efter bliver han akkompagneret af et stort rumlende kor af andre søulke, hvilket blot gør oplevelsen endnu mere bizar. Men når bølgerne slår mod skibet, er det svært ikke at leve sig ind i en verden, hvor døden er rundt om hvert rev, og spørgsmålet om himmel eller helvede i sidste ende er det, der betyder mest. Der er nok også de lyttere, der ikke vil blive grebet af denne helt særlige introduktion til en plade, og de lyttere vil i de fleste tilfælde nok bare stoppe ved track 1 og ånde lettet op. Det er synd af to forskellige årsager.

For det første er det omtalte nummer, “The Lament of the Withered Mercenary”, en vældig effektiv åbner, og for det andet vil éns fordomme og/eller mistro blive gjort til skamme allerede ved albummets anden skæring “Really, How’d It Get This Way”, der bevæger sig over i en mærkværdig blanding af americana og victoriansk atmosfære. Men det er ikke outreret eller fremmedgørende. Tværtimod er det båret af John Volks meget rene vokal, der igennem hele pladen sørger for det sørgmodige, men også det trygge, og det er en stærk force igennem hele albummet, der tager en del veje. Samme americana-tilbøjeligheder findes også i albummets bedste nummer, “Suppose I Told The Truth”, der med lidt god vilje kunne klare sig på en mellemstor radiostation, og det er en af de kroge, der holder én fast i pladen.

Men lige når man føler sig tryg, tager pladen endnu en afstikker i retning af det atmosfæriske og dystre i instrumentalnummeret “The Whistler”, der med blid, blid guitardrone og langsommelig trommen leder ens tanker i retning af store, åbne landskaber, men også håbløshed. Koret i baggrunden er svagt og virker næsten som et spøgelses klagesang, og dronen bliver stærkere og stærkere og blander sig til sidst med mågeskrig. Det er bestemt ikke nemt at sætte sig ind i, men det eklektiske har sin helt naturlige forklaring.

Gruppen er nemlig i sig selv en blanding af alle lydlige aspekter. Den er dannet af Electric Wizard-trommeslageren Justin Greaves, Mogwai-bassisten Dominic Aitchison og singer/songwriter John Volk, der også er forsanger i heavybandet Gonga. Derudover består den af fire andre kunstnere fra diverse mærkelige projekter og venners venner. Alt dette er forklaringen på albummets variationer og krinkelkroge, men det giver samtidig også mere mening, at det er blevet et konceptalbum, da det ellers ville være svært at skabe sammenhæng ud fra så forskellige baggrunde. Det lykkes igennem konceptet om håbløshed, sørgmodighed og søgen at få skabt en fælles lyd, der rent faktisk fungerer, om det så er rumledrone eller melodisk alt.country.

Og heldigvis for dette album, når det ikke ud på en tangent, hvor det bliver for ekstravagant eksperimenterende i lyden, hvilket blot ville skabe totalforvirring i stedet for at tilføre albummet noget nyt. Eksperimenteringen ligger ikke i det overordnede lydbillede, men i sammensætningen, der konstant skifter mellem melodien og fladerne, mellem Neil Young og post-sømandsvise-drone. Begge dele fungerer for det meste fortrinligt, men der kan godt opstå kedsommelige og alt for travende øjeblikke, når man har vænnet sig til det umiddelbart mærkelige. Det er, som om der ikke kommer nok skub i den fortælling, der ligger og lurer under overfladen, og når man har i tankerne, at dette album efter sigende er første kapitel i en trilogi, kan man allerede mærke metaltrætheden snige sig ind. Problemet med den slags plader er, at de enten bliver fortrinlige growers eller hurtigt uinteressante, for selv om americana-øjeblikkene er de mest tiltalende, er der et par stykker, der forsvinder ud i glemselen. Men modigheden driver værket, og det er endda blevet et vellykket et af slagsen. Det skal uden tvivl honoreres.

Læs også Undertoners anmeldelser af:
Mogwai: Happy Songs for Happy People
Mogwai: Mr. Beast

★★★★½☆

Deltag i debat