Plader

Dolores O’Riordan: Are You Listening?

Skrevet af Camilla Grausen

Voksen og afklaret melodisk rock, der i længden bliver for middelmådig og ikke helt fortjener at blive husket.

Du husker hende sikkert fra 90’erne: den tynde kvinde med det helt korte, afblegede hår, mærkelige bevægelser og en speciel, men imponerende stemme. Dolores O’Riordan var efter hittet “Zombie” pludselig verdenskendt som den både kraftfulde og sky frontfigur for irske The Cranberries. Det særprægede nummer havde høj hit-faktor, men også albummet bag, No Need to Argue fra 1994, opnåede roser hos anmelderne. Det var ikke The Cranberries’ eneste gode album, men her nåede bandet toppunktet af deres succes.

Det er nu en del år siden, The Cranberries er opløst, og forsangerinden har taget en velfortjent pause fra musikken. I mellemtiden har hun fået mere ro på tilværelsen, blevet gift og blevet mor tre gange. Efterhånden kom sangene alligevel snigende ind på Dolores O’Riordan, og det har nu resulteret i hendes første soloalbum, Are You Listening? Albummet lyder, som man ville forestille sig fortsættelsen af The Cranberries’ musikalske arbejde. O’Riordans vokal ligger i lydbilledets gyldne snit, hvor den krøller og sukker på karismatisk vis, som den altid har gjort.

Selv om albummets åbner og første-single “Ordinary Day” handler om Dolores O’Riordans oplevelse af at få sin datter, Dakota, er Are You Listening? ikke lyden af en afbalanceret mor, der bager boller til de tre børn. Der er gamle dæmoner, der lurer, som i “In the Garden”, hvor sangerinden med panik i stemmen advarer: »You can’t come here«. Nummeret er samtidig et af dem, hvor de mørkere lag i Dolores O’Riordans sind modsvares af tunge og dystre guitarer. Et andet eksempel er den fint konstruerede “Black Widow”, der begynder næsten som en klaverbåren spøgelseshistorie, der løber koldt ned ad ryggen, indtil de tonstunge guitarer sætter skybruddet i gang.

Det er mærkbart, at Dolores O’Riordan er blevet voksen og afklaret med mange ting i tilværelsen. Teksterne kan sommetider lyde lommefilosofiske, men de får en anden ballast, når de kommer fra en kvinde, der har oplevet mange sider af livet. Dolores O’Riordan har gjort sig mange erfaringer, har gamle sår og noget på hjerte. Hendes måde at synge på vidner om, at der ligger masser af viden og følelse bag teksterne.

Albummet indeholder nu ikke kun rocknumre med dystre tekster, men også en del numre fra den mere tilfredse side af O’Riordan, som f.eks. kærlighedssangen “Apple Of My Eye”, der er et ganske sødt og mere positivt klingende nummer. Den irske sirene efterlader også sine lyttere i et behageligt og drømmende sindelag via det melodisk hviskende omkvæd i sidste nummer “Ecstasy”.

Rækken af gode numre til trods er der dog på bundlinjen for mange middelmådige rocksange, der aldrig hæfter sig fast i hverken øregange, hjerte eller tanker – “Loser”, “October” og “Accept Things” er eksempler på disse mere kedelige numre. Sådan set er det værd at svare ja til Dolores O’Riordans spørgsmål og lytte til hendes soloalbum. Men alligevel vil jeg hellere opfordre til at tage Dr. Martens-støvlerne på og genopfriske Everybody Else Is Doing It, So Why Can’t We? eller No Need to Argue, som fortjener at blive husket. Det samme kan man desværre ikke helt sige om Are You Listening?

★★★½☆☆

Deltag i debat