Artikler

Elektronisk Jazzjuice, 19.-21.07.07, Århus

I en årrække har den elektroniske musik haft et frirum på Århus’ jazzfestival. Den rene elektroniske musik virkede i år lidt gammeldags sammenlignet med de musikere, der vristede sig fri af laptoppen og hoppede ud i nye hybrider.

Ordet “jazz” har alle år ikke været ret dækkende for Elektronisk Jazzjuice-festivalen, hvis man skal sige det pænt. Og gudskelov for det. Efterhånden kan man dog også sige, at “elektronisk” heller ikke er helt dækkende. Århus’ internationale jazzfestivals lille bastardunge har med årene suget til sig af stilarter og er blevet en gaveæske til det åbne sind. Måske er det netop “juicen”, der får det hele til at hænge sammen?

Fra let til tung
Jazzjuice har plads til de nye, unge musikere, der måske ikke har opfundet den dybe tallerken endnu, men viser gode takter. Det skal der også være plads til. På den måde spænder Jazzjuice også bredt den vej. For der er også nogle tunge drenge på scenen. I år bl.a. det 83-årige hovednavn Marshal Allen fra The Sun Ra Arkestra. Det var jazzsyre for alle pengene.

Det ene øjeblik på legetøjskeyboard, så man tænkte “come on, tager du pis på mig?” til det næste, hvor saxofonen fik på, ja, alle tangenter på en måde, der ikke efterlod nogen tvivl om, at han var en heavyweight.
Et andet af festivalens største navne var Burnt Friedman & Jaki Liebezeit, der på bedste tyske vis viste de gode sider af mødet mellem repetitiv analog elektronik og percussion, der umiddelbart virkede forbavsende simpel, men var hamrende effektiv. Den del stod den tidligere Can-trommeslager Liebezeit for.

Danske sværvægtere
Danmark kunne også være med. Tre bands fra Yoyooyoy-musikerkollektivet viste, at jazzen kan møde rocken på fornemste vis og være både blid og flyvsk, men også bøllet og møgbeskidt. Dette formåede Slütspürt, Kirsten Ketsjer og Yoke & Yohs at slå en tyk streg under med
deres triple tour de force på Gyngen over Musikcaféen. De tre bands deler medlemmer på kryds og tværs, så et symbiotisk set i ét flow virkede naturligt. Først tågehorns-tung støj fra guitar og saxofon, dernæst den fragmentariske feel good Kirsten-pop med spidse kanter og så den proklamerede “bøllerock” med kun trommer og barytonsaxofon sendt igennem diverse kradse effektpedaler.

Til allersidst kom alle mand – og én dame – på scenen til et klimaks, der ikke lod det tungeste rockband noget tilbage. Nej, dette var faktisk meget federe. Fra start til slut en spændende “symfoni”, der talte både til hovedet og gik lige i mellemgulvet. Umf! Et befriende “fuck you” til den etablerede jazzverden – især repræsenteret på jazzfestivaler – der ikke rigtigt kan producere noget, der virkelig deler vandene. Noget der løfter øjenbryn, som f.eks. Miles Davis’ Bitches Brew må have gjort i 1969.

Fri af laptoppen
Efter den yoyo-levering virkede meget af den elektroniske musik på festivalen noget tam. En del elektronisk musik lyder efterhånden til at stå lige så meget i stampe som store dele af den etablerede jazz. Det virkede engang, som om jazzen var ved at bliver overhalet af den elektroniske musik på Jazzjuice, men lige nu ligger de vist på siden af hinanden og lurepasser lidt. De bevæger sig ikke meget fremad i disse dage. Især de danske musikere virker meget bundet til deres laptops og afskærer derved sig selv fra en masse muligheder, idet netop denne vidundermaskine virker lige så begrænsende som alt andet. Det er hjernen, der skal sætte den fri. Men i stedet er det vist gået omvendt.

Det var hos de udenlandske acts, at man kunne prøve at tune sig ind på en mere interessant udvikling.

Engelske Xela benyttede sig udelukkende af loop- og effektpedaler og en tonegenerator. Selv om det ikke holdt helt i længden (man kan også få for meget loopet falsetsang) var der meget mere på spil. Det skete helt i nuet. Og selv om Xela ikke helt fløj til tops, så vil jeg her anbefale hans album The Dead Sea på det varmeste. Her bevæger han sig væk fra den melodiske klikke-ti-klik-electronica fra tidligere udgivelser og får tryllet noget meget mere organisk frem, der stadig fungerer som en type kunstig konstruktion.

Amerikanske Food For Animals var et hip-hop act, der havde al musikken med på laptop. I modsætning til deres fleste genre-kolleger kørte de en vildt glitchet beat-stil og formåede uden nogle “hey ho”-råbe-med-klichéer at få publikum med. Dejligt befriende. Det var ganske enkelt en fed koncert.

Dubbagabbaraggawhatta?
Resten af Jazzjuice bestod – foruden harmonisk
hygge-electronica (oh, new age har fået beats at gå på!) – af lige dele gabba-techno med glimt af
electro-clash, drum’n’bass med Autechre-tendenser og the flavours of the moment: dubstep og
dancehall/reggae.

Hvis man er nørdet nok, kan man sikkert begejstres over udviklingen, men træder man et skridt tilbage og ser det store billede, går det altså langsomt. Det er lidt, som om vi her har en del af den samlede masse, som vi kalder musik, der (også) kunne trænge til et los i røven. Lidt mere nysgerrighed, lidt mere ud på dybt vand. Det ville være rart at opleve.

Engelske Boxcutter fra pladeselskabet Planet Mu ankom med, hvad der må være det nyeste inden for dubsteppen og det, der ligner. Laptoppen fik følgeskab af en bas. Fint. Men efter en god start var det hurtigt tydeligt, at resten kom til at køre i samme rille, og det blev ikke nogen stor oplevelse. Så udlandet kunne altså også skuffe.

Det virker, som om den elektroniske musik bare ikke VIL være en holdsport. Der er kun to hænder pr. act. Med en bas og laptop kommer det til at se bøvlet ud, og musikken lider også derunder. Er det ikke på tide at kombinere alt det “head” med lidt “heart”? Bevares, at programmere sagerne er en del af hele den elektroniske musiks statement og stil. Men nu kunne det være rart at komme videre. Stik hovederne sammen, folkens. Sundt og spændende. Eller prøv at give laptoppen en pause. Det virker heldigvis, som om flere og flere i udlandet prøver den vej. Og går alt som det plejer, er Danmark med på trenden om to til fire år.

Lyder ovenstående så, som om Jazzjuice var en dårlig oplevelse? Det er faktisk ikke hensigten. Jeg tager altid hatten af for ildsjæle, der stabler denne slags på benene og sørger for at dele deres entusiasme med resten af verden, så vi andre kan få del i en masse spændende kunstneriske oplevelser. Men hvis vi skal se på hvem der virkelig tør noget, så var det i år faktisk jazzen, der tog stikket hjem.

Deltag i debat