Plader

Fennesz Sakamoto: Cendre

Samarbejdet imellem Ryuichi Sakamoto og Christian Fennesz er på mange måder en drømmekonstellation: Begge er mestre ud i tilfredsstillende og udfordrende lydlandskaber, og ofte er deres lyd så nærværende og tredimensionel, at man føler man kan røre ved den. Cendre lever i høj grad op til drømmen.

Hvad er musik? Det har et hav af intelligente komponister og musikere tænkt over i mange år – mest frisættende i det tyvende århundrede. Behøver vi en melodi for at kalde det musik? Et akkordgrundlag? En struktur, vi kan følge med i? I hvert fald siden Mahler har den klassiske musik arbejdet bevidst i spændingsfeltet imellem ren klang(farve) og melodi/harmonik.

Men på trods af så forskellige komponister som John Cage, Pierre Schaeffer, Stockhausen og Steve Reich og deres arbejde fra 1930’erne og frem, skulle vi alligevel frem til den af elektroniske musiks eksplosion i slutningen af 80’erne og starten af ’90’erne, før end monotoni, cyklisk struktur, reallyde og støj nåede ud til et bredere publikum – og blev accepteret som musik. Også selv om både The Beatles, Kraftwerk og Brian Eno eksperimenterede og udvidede paletten i den såkaldt rytmiske musik. Eksperimenterne blev opfattet som eksperimenter og ikke som dét, de reelt var: nye, frigørende måder at lave musik på.

Men alt det er heldigvis historie. Vi er i et nyt årtusinde, alt kan lade sig gøre, den abstrakte musik har langt om længe bidt sig fast i en bredere del af befolkningen – og folks ører er ikke de samme. Og det er de formentlig heller ikke efter at have beskæftiget sig med den første reelle cd fra Fennesz/Sakamoto. I 2004 udkom en 19 minutter lang ep, der indeholdt livemateriale fra en koncert i Rom – siden dengang har de to komponister udvekslet filer via nettet, mødtes i studier og skubbet til hinandens idéer. Cendre er resultatet, og lad det bare være slået fast: Musikken er mere klang end melodi. Men sikke klange.

Hver for sig har Fennesz og Sakamoto bevist deres evne til at holde lytterens ører fast – Fennesz senest med Venice fra 2004, som den foreliggende cd godt kan sammenlignes med, og Sakamoto for flere prisvindende soundtracks og sit arbejde i Yellow Magic Orchestra.

Begge musikere har brugt en laptop under arbejdet med Cendre. Fennesz leverer derudover guitarfeedback og abstrakte klange, mens Sakamoto nulrer eftertænksomt omkring på et flygel. Hans små improvisationer minder både om Debussy, Satie og Morton Feldman.

Vi er med andre ord i grænselandet imellem electronica og nyere kompositionsmusik. Selv om numrene nærmest flyder planløst af sted, opdager man ved flere intense lytninger små holdepunkter, små ansatser til struktur. En pianovignet, der vender tilbage – et støjunderlag, der loopes. Fælles for alle numrene gælder det dog, at man aldrig ved, hvad der vil ske. Det blipper, det skronker, der bliver tændt og slukket for elektriske apparater – lydkilderne er mange og oplevelserne ligeså.

Støjen, skramleriet, svusjet og de sære lyde ligger generelt en anelse længere ned i mixet end Sakamotos pianoerier, og det gør, at ørerne skal spidses til, hvis man skal have det fulde udbytte af musikken. Hvilket kun kan anbefales – altså at få det fulde udbytte af musikken. Når den danske sommer nu er, som den er, er der ingen grund til ikke at sætte sig et lunt sted, tage et par gode høretelefoner på og lytte efter.

Og så kan man altid sende en venlig tanke til Mahler og co., hvis mod og visioner er grunden til, at denne slags musik kan laves i dag.

★★★★★☆

Deltag i debat