Plader

Emil Friis and the Absolute Believers: Mutineer

Godt håndværk – men ikke noget nyt under solen. Det er hørt masser af gange før, hvilket går hen og bliver pladens helt store problem. Emil Friis er en gedigen sangskriver, men han har stadig et pænt stykke op til Dylan, selv om han forsøger at lyde lidt ligesom den gamle mand.

Velspillet countryrock og blues med alt lige fra blødende mundharmonika, prikkende guitarer, langtrukken lap-steel samt dovne orgelklange. Jo, Emil Friis og hans backingband gør en god figur i form af det genremæssige. De kan deres kram, og det er svært at sætte en finger på det musikalske.
Mere kritisabel er den glødende/knækkende røst fra Friis og det ekstremt Dylan-søgende udtryk, der gennemsyrer hele pladen.

Det er let nok at plagiere og knække stemmen de rigtige steder, men skal man bestå inden for Dylan-genren, er det nødvendigt, at man sætter sit eget aftryk på intentionerne. Her kniber det en smule for Friis og vennerne, der godt nok har gjort deres hjemmearbejde, men desværre ikke opfinder meget på egen hånd.

Debutpladen Mutineer er velproduceret, og der kan ikke sættes en finger på det tekniske, som holder et pænt niveau hele vejen i gennem. Instrumentering og vokal følges fornuftigt ad, så ingen af delene træder hinanden over tæerne. Der skal lyde en ros til Eugine White, manden bag knapperne, der viser en fin fornemmelse for genren. De lidt tunge temaer og historiefortællingerne er godt sat sammen med musikalsk indlevelse og hjertefølt country.

Men man kan ikke komme udenom, at det er en skam, at man ikke fornemmer noget dansk. Hvor er det danske islæt, der skulle gøre det hele meget mere unikt og specielt? I stedet for Dylan-plagiat og 100% hengivenhed til rødderne, kunne Friis med stor fordel have hevet lidt af den nordiske vibe og melankoli ind i projektet og udtrykt noget selvstændigt. Det hjemløse og fortvivlende, som man altid hører om i de tunge highwayhistorier, kunne f.eks. sagtens bære et touch af Nørrebro uden at miste fodfæste. Det er muligt, at Friis har haft tankerne ude at flyve mellem hovedstadens tunge temaer, men det kan ikke høres på Mutineer.

Friis’ sange er som sådan vældig fine – men også ordinære og hørt masser af gange før. Som allerede nævnt rummer pladen knækket i stemmen, de langsomme og blåtonede guitarflader, det sløve orgel og hviskende trommer som stabile stolper omkring Friis’ univers, men han blander ikke kortene, og så ender det med at være lidt for meget mellemvare.

Det kan endda siges noget kortere: Personligheden – den savnes i høj grad! Også på det tekstmæssige, der ikke har snerten og smerten. “Land of Broken Dreams” er et fint eksempel: »Let me tell ya / About this place I know / Where the risk is high / And the outcome is low / It was there / I was taught to believe / There, in the land of broken dreams.«
Det er muligvis ærlig snak, men indholdet rammer ikke nervebanen, end ikke en enkelt tråd. Klichéer og gentagelser præger det teksterne, hvilket måske er spiseligt, men ikke særlig langtidsholdbart.

Om Emil Friis and the Absolute Believers er et aktiv for den danske countryscene, har de stadig til gode at bevise, og de mangler stadig et par trin op ad stigen. Det er ikke en skam at lyde som Bob Dylan, men verden er åben for nye ikoner, der kan sætte deres egne aftryk – også danske!

★★★☆☆☆

Deltag i debat