Plader

Interpol: Our Love to Admire

Skrevet af Kasper Würtz

Efter to fremragende plader er de coole new yorkere i Interpol tilbage med nye sange, gamle toner, blå melankoli og lånte fjer. Desværre synes gruppens interne ægteskab at knirke, og Our Love to Admire er lyden af et band, der ikke længere spiller som et kollektiv og prøver at køre på hjul af de forrige albums bedste sange.

Selv om de bliver beskyldt for ikke rigtig at udvikle sig, er der alligevel sket noget med Interpol, siden bandet debuterede i 2002. Den fantastiske Turn on the Bright Lights var en nærmest fejlfri opdatering af postpunken, og newyorkerne lød som en variant af Joy Division, der havde brugt mere tid på at finpudse guitarspillet og melodierne end på at kæmpe mod indre dæmoner og fremmedgørelse. Antics bød på et endnu større melodifokus og introducerede samtidigt et langt mere poleret lydbillede, uden at dette udhulede de mange fremragende og sammensatte sange. På Our Love to Admire fortsætter forandringerne, men langt hen ad vejen er der desværre tale om en afvikling frem for en udvikling.

Det starter ellers helt afsindigt godt. “Pioneer to the Falls” skriver sig ind som den allerbedste åbner i Interpols korte historie og forener debutens mørke coolness med vellyden og kompleksiteten fra de bedste numre fra Antics. Daniel Kesslers efterhånden velkendte guitarspil er stadig en perfekt sparringspartner til Paul Banks’ dybe, distancerede vokal, og endnu bedre bliver det, da sørgmodigheden bliver erstattet af et forelsket mellemstykke. »You fly straight into my heart,« synger Banks, mens trommerne fingerer en charmerende hjertebanken.

Interpol spiller med alle deres kvaliteter fra begyndelsen, og samtidig har de aldrig haft en større lyd end under produceren Rich Costey, der virkelig sætter sine grandiose fingeraftryk på Our Love to Admire. I løbet af sangens sidste minut bliver intensiteten og det storladne hævet, hvilket bliver understøttet af den ganske overraskende indlemning af blæsere. Jo, der er bestemt sket noget med Interpols lyd endnu en gang.

“No I in Threesome” kan ikke helt følge med det fantastiske åbningsnummer, men sangen er bestemt ikke ueffen og minder om de lysere indslag fra Antics. “Scale” rummer også udmærkede momenter, men man begynder så småt at bemærke et sangskrivningsmæssigt underskud.

De tanker bliver glemt for en stund med den pumpende “The Heinrich Maneuver”, der er umanerligt interpolsk og effektiv med Carlos D’s basgang, som banker pulsen i vejret. Det er ubetinget albummets mest umiddelbare sang og klart det bedste bud på en dansepartner. Dog kan man ikke undgå en deja-vu-følelse, når nummerets afsluttende guitarmelodi sætter ind, og det lyder umiskendeligt som en rutine-salve fra Kesslers ellers brandvarme guitar.

Langt mere usædvanlig er den mærkværdige “Mammoth”, der mest af alt lyder som Interpols forsøg på at skrive et Coldplay-nummer, der aldrig rigtig slår an. Det er en musikalsk gople, som man ikke rigtigt kan indfange, men som man alligevel kan se lige igennem. Nummeret markerer starten på et næringsfattigt trekløver, hvor “Pace Is the Trick” er en halv-ufokuseret stiløvelse, mens “All Fired Up” bare er godt gammeldags kedelig. Man er ellers ved at genvinde håbet, da Banks synger »I’ll take you all on,« men det er desværre et tomt løfte.

Albummets mange sløje øjeblikke er præget af mangel på den balance, som åbningsnummeret ellers indeholder. Det virker, som om Carlos D’s legesyge bas og Samuel Fogarinos tørre trommeslag er blevet lukket ude af sangskrivningen til fordel for Daniel Kesslers guitar. Rytmesektionen er præget af utrolig sløvhed og bliver mestendels skubbet så langt tilbage i lydbilledet, at den næsten forsvinder. Hvor “Pioneer to the Falls” viste en gruppe, der virkeligt fik sammentømret sine elementer, viser den lange række af svage numre i stedet et band, der er ved at falde fra hinanden.

Og det er utrolig frustrerende, for lige så snart hele kollektivet får lov til at udfolde sig, bliver resultatet fremragende, som i pladens højdepunkt, “Rest My Chemistry”. Her kommer der for alvor modspil til Kesslers dominans, hvilket giver fylde og dynamik i sangen, og modsat de mere skitselignende og rutineprægede kompositioner er der her tale om et fremragende og gennemarbejdet nummer, der viser Interpols egenskab til at skrive en stor rocksang.

Den store lyd er på en helt anden måde til stede i den afdæmpede “Wrecking Ball”, hvis sidste minut byder på endnu en lys tilføjelse til de mørke amerikanere, da et ganske betragteligt strygerstykke sætter ind. Den afsluttende “The Lighthouse” lyder som et virkeligt stærkt nummer skabt til natklubsangerinde fra en fremtidig David Lynch-film. Det står som et smukt punktum, og Paul Banks er næppe hørt mere følsom, end når han synger »What do the waves have to say now?«

Interpols lyd har aldrig været større eller flottere end på Our Love to Admire. Og aldrig har sangskrivningen været præget af en så markant ligegyldighed, træthed og ubalance. Det virker, som om amerikanerne kun havde kræfter til at lave et halvt album på fuld styrke – og så satte automatpiloten til. Selv om dette gerne skulle have været ensbetydende med en sikker kurs, er Our Love to Admire snarere endt som et styrt.

★★★☆☆☆

Deltag i debat