Koncerter

Loney, Dear, A Hawk and a Hacksaw, Grizzly Bear, 07.07.07, Roskilde Festival

[Lasse Dahl Langbak, Martin Laurberg og Anders Mortensen]Loney, Dear, 20:00, Pavilion
Åh, hvor det varmede om hjertet og i kroppen at træde ind under Pavilion-scenens teltdug efter at have stået og småfrosset, mens Flaming Lips skød med konfetti og sendte balloner til vejrs i et forfejlet forsøg på starte en popfest. Wayne Coyne og co. havde rammerne, men manglede det musikalske indhold, som det svenske enmandsprojekt, Loney, Dear, i den grad besad med en lind strøm af behagelige og indtagende popmelodier.

Manden bag aliaset Loney, Dear, Emil Svanängen, har udgivet fire plader, der primært er indspillet på en minidisc i hans soveværelse. Modsat mange andre soveværelsesmusikere er Loney, Dear dog hverken et minimalistisk eller indadvendt foretagende – det er højst en smule vemodigt. Musikken er rigt instrumenteret lag-på-lag-pop, som Svanängen umuligt ville kunne fremføre ene mand, uden at for meget ville gå tabt.

Loney, Dear

Derfor havde han medbragt en håndfuld musikere, hvor især den evigt smilende keyboardspiller og backup-sanger Malin Ståhlberg lyste op som et perfekt match til Svanängens lyse og ofte højtsvungne vokal.

Det første af mange højdepunkter indtraf med den uafrysteligt smukke og himmelstræbende falsetsang i “I Am John”. Det kom sikkert bag på de fleste, der ikke havde hørt Loney, Dear før, at han kan synge med tynd en stemme. Netop vokalarbejdet kom i centrum, både for det gode, men desværre også for det trættende. Sjældent er der blev nynnet så meget under en koncert. Der blev »na na«’et og »åh åh«’et i et omfang, der til sidst blev for meget. Dog var den ene ordløse sang, hvor melodilinjen i stedet blev nynnet i takt til musikken med tiltagende kraft, ret betagende.

Koncerten med Loney, Dear satte en fed streg under Emil Svanängens talent som sangskriver. Den ene velskrevne sang – med “Saturday Waits” og “The Meter Marks OK” som de fineste øjeblikke – tog over fra den forrige. Den times tid, man fik i selskab med Loney, Dear, var en rar, varm og charmerende oplevelse, som alle med pophjertet på rette sted ville have elsket.
(LDL)

Karakter:  

A Hawk and a Hacksaw, 21:30, Astoria
A Hawk and a Hacksaw – den tidligere Neutral Milk Hotel-trommeslager Jeremy Barnes’ soloprojekt, for nu at indvie de uindviede – har altid haft ry for at spillede bemærkelsesværdige koncerter. Førhen var koncertene enmandsshows, hvor Barnes spillede trommer, harmonika eller guitar og sang på én gang iført en hat med påklistrede trommestikker, der gjorde det muligt for ham også at spille på bækkener. Dengang var stilen en slags opdateret udgave af gammel amerikansk folkemusik. Siden er violinisten Heather Trost kommet med i bandet og stilen har bevæget sig mere i retning af østeuropæisk folkemusik, dog stadigvæk i en ret skæv udgave.

Til Roskilde-koncerten havde Barnes og Trost medbragt den ungarske cymbalom-spiller Balázs Unger, der også er med i The Hun Hangár Ensemble, som har spillet sammen med A Hawk and a Hacksaw på de seneste par udspil. Det er nok på sin plads at nævne, at en cymbalom er som et cembalo (det lille klaver med en mere metallisk klang), hvor overdelen er pillet af, og man spiller direkte på strengene med små køller. Unger er usvigelig skrap til at spille på sådan én, og hans på én gang halsbrækkende rytmiske og vanvittig melodiske spil var en af hovedårsagerne til, at A Hawk and a Hacksaws koncert var en virkelig stærk oplevelse.

Nu kan man måske umiddelbart synes, at der er noget lidt irriterende ved blege amerikanere, der rejser ud i verden og finder noget fremmed og eksotisk musik, som de gerne vil lære at spille. Men det stærke ved Jeremy Barnes’ måde at gøre det på er, at han har taget ungarsk musik til sig på en måde, hvor man tydeligt kan høre, at han har en anden baggrund. Koncerten var spækket med medrivende melodistykker, der nærmest bragte tankerne hen på Ennio Morricones western-soundtracks, blot i en meget mere turbo- og sigøjneragtig udgave. Det var virkelig smukt. Sædvanligvis foretrækker jeg den første A Hawk and a Hacksaw-plade, som er mindre østeuropæisk og mere amerikansk end de senere plader. Men som livemusik er Barnes’ Ungarn-trip ret forrygende.
(ML)

Karakter:  

Grizzly Bear, 00:00, Pavilion
Navnet Grizzly Bear har ofte virket som noget af en modsigelse af bandets lyd, der på trods af en tydelig udvikling i både antallet af bandmedlemmer og melodiernes fylde stadig er intim og nærværende. Men lørdag aften i Pavillion var fyldt med den storhed, varme og kraft, der kendetegner en rigtig fuldsblodsbjørn.

Grizzly Bear

Publikum var fra starten tændte på bostoniansk psykedelisk folk, og da Chris Bear introducerede koncerten med en singalong-version af “Lille Peter Edderkop” var hygge-niveauet sat. Og fra resten af bandet kom ind, var der næsten ikke andet end store smil og enormt overskud fra en usandsynligt veloplagt gruppe, der ikke lagde skjul på, at psychen har overtaget. Buldrende trommer og udflydende guitar gav psykedelisk tyngde til Grizzly Bears i forvejen orkestrale hjemstavnshymner, og de, der forventede en konstant stille akustisk koncert med lidt electronica-knas henover, må være skuffet, men der er ingen årsag til at kritisere bandet for den drejning. De er på vej mod noget større og bredere og uden at gå på kompromis, hvilket publikum også mærkede.

Der var stadig tid til de nedbarberede numre fra debuten Horn of Plenty, men selv disse sange var påvirkede af en større og varmere lyd, der fjernede en del af det, der førhen virkede melankolsk og fjernt. Singlen “Fix It” fra omtalte debuten var et eksempel på en af de sange, der blev løftet op og bragt ud i mere eller mindre tågede bølger og sammen med mini-indie-hittet “Knife” var den med til at bringe publikum i godt muddertrodsende humør.

Et klart højdepunkt var The Crystals-coveret “He Hit Me (And It Felt Like a Kiss)”, der igen dokumenterede gruppens lidenskab for det harmoniske og og orkestrale, og der var konstante referencer til fortidens vokalgrupper, når Chris Bears og Edward Drostes stemmer smukt slyngede sig sammen i langsommelige »ooh«- og »aah«-vokaler. De to ord kan egentlig gøre sig gældende for hele koncerten, der var et stort højdepunkt fra et yderst velspillende band og blandt festivalens absolutte bedste oplevelser.
(AM)

Karakter:  

Læs også Undertoners anmeldelser af:
Loney, Dear: Loney, Noir
A Hawk and a Hacksaw and The Hun Hangár Ensemble: s.t.
Grizzly Bear: Yellow House

Deltag i debat