Plader

Lunarspeed: EP

De unge knægte i Kolding-bandet Lunarspeed prøver kræfter med et atmosfærisk rockudtryk. Samtidig vurderer Undertoners anmelder, hvorledes og i hvor høj grad bandet markedsfører sig selv.

Det er ikke altid nødvendigt med de store armbevægelser, når man skal ud og markedsføre sin musik. Men det basale skal være på sin plads. Jeg har engang fået at vide, at ethvert band med respekt for sig selv skal have en profil på Myspace. Det ville være dumt andet: Servicen er gratis, og man hører fra tid til anden solstrålehistorier om et band, der er blevet fundet af et pladeselskab og siden hen har udgivet en plade derpå (dog ingen historier om pladesalget).

Så kommer PR-materialet: et vellignende billede (man behøver ikke at smile eller trække i læderjakken for at se sej ud) og en skrivelse, der opsummerer bandets kunnen (hold igen med selvrosende superlativer). Netværk (eller en fornemmelse for at skabe ét) er heller ikke et ueffent værktøj: Musik og PR-materiale skal ud til alle relevante modtagere i branchen.

Undertoner bilder sig ind at være sidstnævnte led, og bandet er i dette tilfælde koldingensiske Lunarspeed. Lad os se, hvad bandet har gjort på deres vej.

Myspace
Tjek. Faktisk har Lunarspeed været dygtige til at udnytte de services, som diverse afkroge af internettet tilbyder. Myspace, MyMusic, Soundvenue, iSOUND… ja, bandet har en profil alle steder. Men de er alle stort set en spejling af hinanden.

Desuden relevanssorteres bandet øverst i en Google-søgning. Men det har måske nok mest at gøre med, at folk, der rent faktisk gerne vil vide noget om månens hastighed, benytter den korrekte stavemåde ’lunar speed’.

PR-materiale
Mangler. Denne skribent modtog blot en brændt skive i en plastiklomme med sangtitlerne skrevet på en papirlap. Jeg må gå via Google for at finde ud af mere. På en af Lunarspeeds netprofiler kan jeg læse, at bandets medlemmer har gået på efterskole sammen. Nå ja, og at bandets univers er resultatet af medlemmernes respektive smag. Godt så! Ikke den store hjælp dér.

Jo, vent – på MyMusic fortæller de faktisk, at de spiller »melankolsk og storladen rockmusik, men tilføjer samtidig deres udtryk en mere rå, kantet og upoleret lyd.«

Musikken
Så lad os da gå til kernematerialet: musikken (ja, den brændte skive indeholder lyd). Selv om iTunes henter data og bilder mig ind, at cd’en rummer Eminem-demoer fra 2001, er vi langt fra hiphop.

Lunarspeed dyrker den store rocklyd, som man kender fra bands som Muse og The Killers. Guitarerne er højtflyvende, og trommerne har mere rumklang, end noget rum naturligt ville kunne give dem. Og med bandnavnet in mente er der vist ingen tvivl om, at Lunarspeed søger opad.

De fire unge gutter har styr på deres kompositioner. Alle fire numre på ep’en bygger sig op fra grunden, fylder mere på og ser så ellers, hvor højt de kan komme, før de lander igen. Den dramatiske åbningssang “Fading Away” fremviser det atmosfæriske rockunivers, som Lunarspeed holder sig inden for. “The Beast” er forsøget på en patosladet rockballade (bemærk dramaet i linjer som: »I used to dream I’d hunt the beast / But now the beast is hunting me / And I’m not even sleeping«), og nummeret er et naturligt afbræk i et fint helhedsbillede.

Materialet på ep’en er veludført. Men det bliver på intet tidspunkt ophidsende, overraskende eller overrumplende. Bandmedlemmerne lyder, som om de ved, hvor de har hinanden. Nu skal de finde et udtryk, der er deres eget, og turde bevæge sig væk fra rockskabelonerne.

Og hey… næste gang vil jeg se et cover og en PR-tekst!

★★☆☆☆☆

Deltag i debat