Koncerter

Mando Diao, People Press Play, Roky Erickson and the Explosives, 06.07.07, Roskilde Festival

[Lasse Dahl Langbak, Martin Laurberg og Mikkel Arre]Mando Diao, 14:00, Odeon
Mando Diao går for at være et af de bedste livebands i deres hjemland, Sverige. Dét levede det fem mand høje retrorockband til fulde op til, da de gav en energisk og medrivende koncert på Odeon.

Tre ekstra mand var hevet med på scenen, og med blæseinstrumenter og bongotrommer satte de ekstra kulør på Mando Diaos british invasion-inspirerede og stærkt melodiske rocksange. Men det var nu de to frontmænd og noget nær perfekte rock’n’roll-makkerpar, Gustaf Norén og Björn Dixgård, der holdt energiniveauet oppe ved at springe rundt mellem hinanden i kampen om den ene mikronfon, som de på skift kaprede med hver sin udtryksfulde rockvokal.

Fra åbneren “Tony Zoulias (Lustful Life)” og resten af koncerten var der på intet tidspunkt tegn på, at Mando Diao ville tabe pusten. Fra sang til sang blev koncerten bundet fortrinligt sammen. F.eks. udfyldte en sagte trumpet stilheden, indtil Mando Diao havde samlet sig og var klar til at levere en fuldfed liveudgave af den fyrige “Killer Kaczynski”.

Sættet bestod primært af numre fra Mando Diaos seneste album, Ode to Ochracy. Et album, der viste sig at stå distancen live med en lang række stærkt melodiske rocksange som “Song for Aberdeen”, “Amsterdam” og “The Wildfire (If It Was True)”. Sidstnævnte blev indledt af Slash’ legendariske guitarriff i “Sweet Child O’ Mine” som for lige at markere, at Mando Diaos enkle og lidt pæne udtryk er et bevidst valg. Og det må siges at være det helt rette valg. De fem svenskere fra Borlänge matcher nemt de fleste andre melodifokuserede 60’er-retrorockbands – og live må de være svære at overgå.

Under ekstranumrene trak Mando Diao for alvor stikket hjem til publikums udelte begejstring. Nemlig ved at spille de sange, som man trods det egentlige sæts høje niveau havde ventet på. “God Knows” fra Hurricane Bar, og “Sheepdog” og den hammond-drevne “The Band” fra debuten Bring ’Em In hører til Mando Diaos allerbedste sange, og de satte endnu mere gang i festen og publikums danselyst, end der var i forvejen. Og sørme om ikke det overgearede band, som stort set kun slappede af under Björn Dixgårds smukke solofremførelse af “Ochracy”, rundede af med den træfsikre duet “Long Gone Before Rock’n’Roll”. En stærk afslutning på Mando Diaos forrygende liveshow.
(LDL)

Karakter:  

People Press Play, 17:00, loungescenen
Det er næppe nemt at spille et publikum op, der ligger henslængt i tungt, halvvådt sand. Og når man så tilmed har så underspillede sange med sig, som Anders Remmer, Jesper Skaaning og Sara Savery havde fredag eftermiddag, er det noget nær umuligt. Der er naturligvis ingen, der kan forvente, at en koncert i en småfugtig lade med solidt plantede tilhørere bliver en regulær fest, men det var svært ikke at ønske sig lidt mere af People Press Play.

Hvis man giver deres debutplade tid nok, er den en fin lille sommerpopplade, som desværre ikke lever pop-delen fuldt ud.

People Press Play

Det ville også have pyntet på Roskilde-koncerten, hvis trioen havde turdet dvæle lidt mere ved den lille håndfuld gode omkvæd, som der har i rygsækken. Eller også skulle de have givet mere los og dyrket den sagte shoegazer-beslægtede støj, som Anders Remmers bas fra tid til anden leverede. Inde midt mellem de to stole var People Press Play nemlig ikke voldsomt engagerende.

Sara Savery har en fin lys stemme, og i korte glimt varierede hun sine melodier så elegant, at det gav lyst til mere. Det samme gjaldt “Before Me”, hvis dybe dubstep-lignende bas gav nummeret nogle modhager. Men disse gode takter blev ikke rigtig fulgt op, og så endte det hele som en dødsensbehagelig, men også lige lovlig anonym omgang.
(MA)

Karakter:  

Roky Erickson and the Explosives, 18:00, Odeon
Dem der har set Roky Erickson-dokumentarfilmen You’re Gonna Miss Me fra 2005 ved, at vi skal være glade for at få muligheden for at se psych-legenden spille koncert. For den mand, man møder i filmen, har en hukommelse på omkring fem minutter og virker i det hele taget ude af stand til at klare ret meget. Siden dengang må Roky have fået det bedre, i hvert fald virkede han i topform, da han fredag aften stillede op med sit band The Explosives på Odeon-scenen.

Nu tæller glæden ved overhovedet at se manden jo en del, så derfor er det vanskeligt at være rigtig sur over koncerten. Der var da også mange plusser. Først og fremmest er Roky stadig en af verdens klart bedste sangere og en verdensklasseguitarist af den absolut mest slidte skuffe. Det skortede heller ikke på slidsikre hits, hovedsagelig perler fra hans soloplader – “Two Headed Dog”, “Don’t Shake Me Lucifer”, “The Beast” f.eks. – men også et par 13th Floor Elevators-numre.

Alligevel skal man være mere end almindeligt grebet af Roky-entusiasme for ikke at føle en vis skuffelse. For hvis Roky i sig selv var i topform, kan man på den anden side ikke sige, at der var meget eksplosivt ved The Explosives, som talte en knastør konservatoriebassist, der lignede Greg Kinnear på en prik og havde sin bas hængende usædvanlig højt på sin “Birth of the Cool”-t-shirt, en bundslidt trommeslager, som lignede Roy Orbisons onde tvilling (og som egentlig var fed nok) samt – værst af alt – en totalt fejlcastet leadguitarist, som fyrede ulidelige Stevie Ray Vaughan-agtige soloer af, hver gang Roky så meget som lukkede munden. Jeg hader Stevie Ray Vaughan!
Selv “Splash 1” fra den første 13th Floor Elevators-plade, som ellers normalt er en af historiens bedste sange, blev bearbejdet på en måde, så det i mistænkelig grad lød som standardblues af den polerede slags. Meget ærgerligt.

Nå nå nå! Men trods alt: Roky Erickson er en legende i verdensklasse, så det var en stor oplevelse at se ham.
(ML)

Karakter:  

Deltag i debat