Koncerter

Matmos, Mahmoud Ahmed, 05.07.07, Roskilde Festival

[Martin Laurberg og Mikkel Arre]Matmos, 20:00, Astoria
Med endeløs regn udenfor virkede Astoria tilsyneladende som et tillokkende ly for ret mange festivalgæster, som ikke var kommet for at se Matmos. I hvert fald var der klart mere proppet på siddepladserne ved teltets sider end på gulvet. San Francisco-duoen og deres instrumentale altmuligmand Nate Boyce krævede nu også en hel del af publikum, og efter åbningsnummeret var der tyndet ud i rækkerne.
Nummeret kørte også på i godt 10 minutter og var dissonant og skingeret. Martin Schmidt spillede akustisk guitar med en violinbue og klippede derefter optagelserne i småstykker, og det hele endte med at være mere freeform og uhåndgribeligt end langt det meste i duoens bagkatalog.

Frit flydende var det næste “nummer” også – for den sidste halve time af den korte koncert var én lang glidende overgang mellem vidt forskellige stemninger og udtryk.

Matmos – foto: Peter Christian Binau-Hansen/LiveShot.dk

Disse 30 minutter var overordentlig fine og bød på calypso-inspireret house med tungen-i-kinden-agtige chillout-tendenser og perlende melodistykker med små-dubbet bas a la Future 3 som klubmusikere. Til sidst var der tungt pumpende rave-bas, og Schmidt krydrede med den hvinende lyd af en ballon, der langsomt mistede luften.

Der var god mulighed for at lytte sig ind i helt andre verdener, for Matmos’ omsluttende soundscapes tiggede og bad om at suge én væk – og ville man nikke med nakken, leverede Drew Daniels laptops også dunkende beats. Tre kvarter var dog lige i underkanten, og de tre amerikanere virkede en anelse uoplagte. Der var ikke meget kontakt med publikum, og måske så Schmidt og Daniel egentlig mest frem til at være special guests hos Björk et par timer senere.
(MA)

Karakter:  

Mahmoud Ahmed, 22:30, Cosmopol
Der var noget anakronistisk ved at træde ind i Cosmopol-teltet for at se den etiopiske sanger Mahmoud Ahmed. For guderne skal vide, at der ikke var meget etiopisk ved Roskildefestivalens torsdag, som klart må være kandidat til titlen Verdens Værste Dag. Faktisk mindede de ekstreme vejrforhold ikke så lidt om Roland Emmericks The Day After Tomorrow, bare uden Dennis Quaid til at rage kastanjerne ud af ilden.

Men nok om vejret. Mahmoud Ahmed er en stjerne i etiopisk musik og var en af frontmændene i 60’erne og 70’ernes unikke etiopiske blanding af freejazz, soul og afrikansk trancemusik. Hans musik fra dengang, som kan findes på nogle af det franske selskab Buda Musiques Éthiopiques-plader, er virkelig stærke sager.

Nutidens Mahmoud Ahmed er en lidt anden historie, hvilket man allerede kunne få en mistanke om inden koncerten, eftersom scenen var skæmmet af et stativ med to Korg-keyboards. Man kunne frygte en koncert domineret af uheldige easy listening-keyboardeffekter. Den frygt viste sig at være højst berretiget, for Ahmeds band var over en bred kam – trommer, bas, guitar, keyboard og to saxofoner, ja tilmed Ahmed selv i front – smurt ind i corny 80’er-rumklangseffekter af den værste slags. Det var lidt svært at abstrahere fra.

Samtidig kunne man ikke undgå at blive totalt opslugt. For hvert nummer var spækket med groovy saxofonriffs, soulfulde sangmelodier og funky guitarlicks i en grad, så det var umuligt at stå stille. Og desuden var det umuligt at stå for den charmerende Ahmed, som det ene øjeblik brød ud mærkelige udgaver af rockklicheer så som «Are you ok? Are you ok! Are you ok! Thank you! I’m ok too!», for straks efter af slå sig løs i funky dans eller agere soul-præst som en etiopisk udgave af James Brown. Hvis publikum til at begynde med måske forhold sig lidt forbeholdent til manden fra Addis Ababa, så ændrede det sig hurtigt, og efter ti minutter og koncerten ud havde Ahmed folket i sin hule hånd. Smukt.
(ML)

Karakter:  

Læs også Undertoners anmeldelser af:
Matmos: The Rose Has Teeth in the Mouth of the Beast
Matmos: Supreme Balloon

Deltag i debat