Koncerter

National, The, Tenniscoats, Taxi Taxi!, 07.07.07, Roskilde Festival

[Lasse Dahl Langbak og Martin Laurberg]The National, 14:30, Odeon
Under et minut inde i det fortræffelige åbningsnummer “Start a War” stod det klart, at amerikanske The National ville blive en stærk oplevelse. Det begyndte helt afdæmpet, men det flåede en markant, tyk bas itu, da den blæste ud fra scenekanten. Linjen var lagt for en koncert, hvor hvert eneste instrument fremstod massivt i lydbilledet og dermed lød noget anderledes end den smukt underspillede americana, som The National normalt mestrer.

Det kostede lidt på vokalfronten, da Matt Berningers mørke og ellers nærværende røst til tider havde svært ved at trænge igennem det forbavsende høje lydniveau.

The National – foto: Peter Christian Binau-Hansen/LiveShot.dk

Men omvendt var det en meget intens optræden, hvor trommeslager Bryan Devendorf med sin eminente og afvekslende spillestil fik vist, hvor vigtig han er for The Nationals slidstærke sange. Men det var især Padma Newsomes sikre håndtering af violinen, som hvirvlende energisk indsvøbte flere melodier, der hørte blandt koncertens højdepunkter. Det var især stærkt, de gange han duellerede med en klirrende guitar.

Det eneste, man kunne ærgre sig over, var spilletidspunktet. Midt om eftermiddagen – også selv om solen ikke ligefrem skinner – er ikke den rette tid på døgnet for The Nationals mørke, melankoli-rock. Men det hjalp en hel del, at Berninger og co. optrådte som et fuldblodsrockband.
(LDL)

Karakter:  

Tenniscoats, 15:00, loungescenen
Allerede fredag aften fik man mulighed for at se Saya og Ueno Takashi aka. Tenniscoats, som begge er medlemmer af Maher Shalal Hash Baz, der gav alletiders bizarre koncert. Lørdag var turen så kommet til at se det melankolske ægtepar på egen hånd som afslutning på den stribe af fine japanske navne, der spillede på loungescenen i år. De sidste par gange Tenniscoats har gæstet Danmark (især første gang), har deres skæve, minimalistiske og sfæriske folk været en fornøjelse, så der var lagt op til en fin og tilbagelænet eftermiddagskoncert.

Saya Takashi på rhodes, orgel og sang, Ueno Takashi på mudharpe og elguitar og Satoru Uno på trommer indfriede da også forventningerne til fulde og spillede en smuk og sfærisk omgang japansk folk, der passede perfekt til den matte stemning oven på fredagens sene koncerter med The Congos og Brian Jonestown Massacre.

Nu kunne valget af instrumenter – rhodes og mundharpe – måske bringe mindelser om amerikansk C&W-inspireret folk. Men sådan var det langtfra. For hvis der er noget, der kendetegner Tenniscoats’ musik, er det det absolutte fravær af belortede cowboystøvler. Jeg tror aldrig, at det er lykkedes nogen at spille mundharpe mere rent og med mindre twang end Ueno Takashi. Og Saya Takashis rhodes mindede langt mere om et bal på et rokoko-slot end om en sen aften på en bodega i Memphis.

Tenniscoats’ koncert var fyldt med smukke folknumre, hvor sfæriske udsvævelser blev perfekt afstemt med udkoksede guitar-freakout-stykker og lirekasseagtig orgelklimpren. Virkelig en fin start på dagen!
(ML)

Karakter:  

Taxi Taxi!, 17:00, Lounge
Taxi Taxi! afsluttede rammende deres koncert med en coverversion af Daniel Johnstons “True Love Will Find You in the End”. Rammende, fordi den manio-depressive amerikaner besidder den samme uskyldsrene naivitet, som ligger til grund for de to svenske teenage-tvillinger, Miriam og Johanna Berhans, tekstunivers.

Taxi Taxi!

Og rammende fordi denne coverversion var en af de få sange under koncerten, hvor melodimaterialet var stærkt nok til at stå distancen i Taxi Taxi!s skrøbelige og sarte udtryk, der ikke udgøres af andet end piano eller harmonika og en akustisk guitar (eller ukulele, som den var byttet ud med i et enkelt nummer), der blev rørt så lidt, at den næppe skal have skiftet strenge foreløbig.

Af egne kompositioner hørte den fine “To Hide This Way” til blandt de få mindeværdige melodier. Taxi Taxi! mangler en del på sangskriversiden, men det opvejede de med deres fascinerende vokalharmonier. De to søstres stemmer lægger sig ikke overraskende tæt op ad hinanden. Miriam har en svagt mørkere klang end Johanna, så de supplerer hinanden fortræffeligt ved at vikle sig ind og ud af hinanden og endda overtage hinandens melodilinjer. Ligesom Björk, som det ikke er helt galt at sammenligne dem med, ynder de at eksperimentere med vokalens muligheder. Det gør de blændende smukt. Og deres lidt generte, men smilende sceneoptræden var også rørende, men der var desværre ikke rigtig nogen sange, der rumsterede i hovedet efter koncerten.
(LDL)

Karakter:  

Læs også Undertoners anmeldelser af:
The National: Boxer
Taxi Taxi!: s.t.

Deltag i debat