Plader

Sloan: Never Hear the End of It

Det er yderst sjældent, at man slipper heldigt fra at have hele 30 numre på en cd, og Sloans forsøg når da heller ikke gennem uden skrammer. En ordentlig tur med lugejernet havde gjort underværker, for kvaliteten svinger lige lovlig meget.

Canadiske Sloan har efterhånden skabt sig en stabil karriere i hjemlandet, og fra 90’erne frem til nu er det blevet til otte album, der alle tager afsæt i powerpoppen. Dejlige solfyldte og poppede harmonier tilsat en sjat energi fra noget halvpunket – og det hele klamrer sig til himmelvendte omkvæd.

Deres ottende og meget fyldige Hear the End of It gør sig straks til et dilemma.
Er det virkelig sagen at forsøge sig med 30 numre? Er det måden at overbevise lytteren om, at man behersker genren, når man har et bagkatalog, hvor det burde skinne tydeligt igennem?

Sloan lader det være op til lytteren at afgøre, og lad det være skrevet med det samme: Det er langt fra sagen, hvilket er brandærgeligt, når bandet rent faktisk er i stand til at skrive nogle hæderlige powerpopmelodier. Et godt eksempel på mængden af fyld er, at sang nr. fem, “Listen to the Radio”, er det første interessante nummer, og man skal altså helst ikke gennem fire numre, før ørerne pirres.

Det mest ærgerlige ved pladen er, at man har alt for svært ved at fokusere på de gode ting i musikken. I stedet lader man sig irritere over omfanget af hø og hakkelse, der så fjerner det flueben, der gerne skulle sættes ud for det kvalitative og ikke kvantitative. Man kan også spørge sig selv (eller også burde Sloan have gjort det), om det er nødvendigt og givende at have mere end en håndfuld numre, der blot varer omkring et minut. Her er svaret nej.

Arrangementerne er ind i mellem fængede og overbevisende. “I Understand” og “Love Is All Around” er rigtig gode og iørefaldende. Letbenede og melodiøse uden at være ligegyldige. “Fading Into Obscurity” bør også fremhæves, men ikke for det umiddelbare, men i stedet for nummerets pludselige temposkift, der vender powerpopgenrebøtten lidt på hovedet, og det er faktisk interessant sat sammen.

Ellers flyder det ene ligegyldige makværk efter det andet hen over de i alt knap 80 minutter, Never Hear the End of It holder sig kørende. Om man skal tage titlen bogstavelig eller ej, må være op til den enkelte.

De tre-fire stille numre krydret med det energiske og ganske udmærkede afslutningsnummer “Another Way I Could Do It” giver heller ikke grund til at rykke ved det helhedsindtryk, at Sloan i stedet for at være kritisk, har åbnet for sluserne, og så må lytterne ellers selv sortere.
Det er for så vidt ganske nobelt, men også en smule irriterende, for selvfølgelig er smag individuel, men det er selverkendelse og ansvarstagen også. Her burde Sloan have trukket en streg i sandet, og intensiveret deres udtryk, i stedet for at lade ukrudtet gro op og æde de spirende og friske skud.

★★★☆☆☆

Deltag i debat