Koncerter

Sonic Youth plays Daydream Nation, 27.06.07, Columbiahalle, Berlin

Newyorker-legenderne lagde Berlin ned med et brag af en koncert, da de opførte hele klassikeren Daydream Nation. Et stærkt bevis på, at kvartetten bestemt ikke er stivnet. (03.07.07)Newyorker-legenderne lagde Berlin ned med et brag af en koncert, da de opførte hele klassikeren Daydream Nation. Et stærkt bevis på, at kvartetten bestemt ikke er stivnet.

Konceptet med at lade et band opføre et af dets musikalske hovedværker er en omsiggribende tendens, der både indebærer en del positive og nogle få negative ting. Hvis man har med et band at gøre, der kliner sig til stringente liveudgaver af deres numre, kan man hurtigt komme til at kede sig bravt. Dertil kan det være svært for et band at gennemføre en hel plade, uden at nogen af numrene kommer til at lyde ferske.

Heldigvis ville det være synd at påstå, at støjlegionærerne fra Sonic Youth tilhører bemeldte kategori. Thurston Moore og co. valsede ind på scenen i Berlins smækfyldte Columbiahalle med den mission at spille hovedværket Daydream Nation i dets helhed, og at kalde forventningerne høje, ville være som at kalde Thurston Moore en nogenlunde guitarist. Man kunne dog risikere at være gået forkert, da lysskiltet på den gamle hangar, der er Columbiahalle, reklamerede for en koncert med Sonic Youht. Så meget for tysk grundighed.

Og som med så meget andet, skulle man først igennem noget skidt, før man nåede til det gode. Opvarmningen bestod af to mænd, der igennem tyve minutter donerede en gang monoton, helvedeslydende drone ned i hovedet på det proppede spillested.

Mange så ud, som om de var på nippet til både at gå eller bare smide de smarte, splintfri ølglas efter støjsenderne på scenen, men man nøjedes med at give en noget så lunken applaus, da de var færdige, til gengæld for hovedpinen. Det kunne Sonic Youth dog ikke rigtig gøre for, medmindre rygtet om, at den ene var Thurston Moores søn, var sande. Han lignede i hvert fald en hel del.

Hvor om alting er, gik newyorkerne et kvarter senere på scenen, så man kunne få bevist, at støj ikke nødvendigvis behøver være så grusom, som opvarmningen havde indikeret. Og da Moore og co-guitarist Lee Ranaldo tordnede hovedkulds ind i riffet, hvis man da kan kalde det dét, fra Daydream Nations åbningsnummer “Teen Age Riot”, var man stort set overbevist. Nummeret hører til blandt bandets allerbedste, og live var det en intet mindre end frygtindgydende rockmonolit, man fik lov at opleve.

Bassist Kim Gordon dansede og snurrede rundt igennem hele koncerten iført en, som vanligt, alt for stor bas, men ikke desto mindre er hendes evne til at dominere en scene, der samtidig betrædes af d’herrer Ranaldo og Moore beundringsværdig. “Cross the Breeze” demonstrerede i hvert fald tydeligt, at Gordon tilsyneladende har mistet hverken den vrede eller den vokale ballast, der skal til for at gøre nummeret så fantastisk. At guitaristerne afsluttede nummeret med at krydse guitarer som et andet støj-Iron Maiden, fik dertil de 3500 tilskuere til at huje, så man frygtede for de bærende konstruktioner i hallen.

Generelt kan siges om koncerten, at lyden lå milevidt foran, hvad noget spillested i Danmark kan præstere. Klar gengivelse af hver enkelt tone, Ranaldo og Moore rev ud af guitaren, vokaler, der ligefrem var forståelige, og Steve Shelleys apokalyptiske buldren, der næppe lavede en eneste fejl og gav pladen en rygrad, der vitterligt gjorde pladen endnu bedre live, end mesterværket var oprindeligt. Der var lidt længere pauser imellem numrene, hvilket nogle gange gjorde musikken knap så strømlinet, som den lyder på pladen, men man var villig til at tilgive en hel del. Om ikke andet kunne man beundre hallens flotte arkitektur i mellemtiden.

Efter en kort pause vendte bandet tilbage og spillede seks numre fra deres nyeste udspil, Rather Ripped. I sig selv imponerende, at bandet kunne fortsætte i samme høje tempo, og fraset højdepunkterne fra Daydream Nation var et nummer som “Bull in the Heather” en så imponerende oplevelse, at den massive mur af støj, som den lave højde til loftet hjalp på vej, gik op i en højere enhed. Selv den følgende tinnitus føltes behagelig i kølvandet på koncerten med et band, der stadigvæk kan spille samtlige deres konkurrenter baglæns ud i Atlanterhavet.

At bandet vendte tilbage 10 minutter, efter lyset var tændt, og spillede et ekstra nummer, gik hen over hovedet på de fleste, incl. denne skribent. Men Sonic Youth havde også gjort deres til, at man fik brug for frisk luft i en fart. Så meget statisk og buldrende smuk støj kan ikke være godt for ens adrenalinniveau.

Læs også Undertoners anmeldelse af:
Sonic Youth: Rather Ripped

Karakter:  

Deltag i debat