Koncerter

The Lionheart Brothers, Wilco, Tunng, 08.07.07, Roskilde Festival

[Martin Thimes og Lasse Dahl Langbak]The Lionheart Brothers, 13:00, Pavillion
Præcist hvad der var gået galt for Lionheart Brothers inden deres Roskilde-debut, var svært at sige, men bandet virkede ikke til at have styr på, hvordan de skulle gribe koncerten an. For det første var det – selv om det er svært at klandre et shoegazeinspireret band for netop dét – en pine at se, i hvor lille et omfang bandet fandt det nødvendigt at kontakte publikum.

Lionheart Brothers

Og dernæst lykkedes det dem at pakke deres ellers fornemt arrangerede sange ind i alt for mange ligegyldige enkelttoner af tynd guitarstøj til, at de for alvor fik spredt eventyr ud i mudderet.

Godt nok er det aldrig til et bands fordel, at strømmen ryger i et ellers forrygende nummer som “Can You See?”, der med sin klart 60’er-inspirerede, let funkede rytme skabte netop den fremdrift, som de fleste af koncertens numre manglede inden strømafbrydelsen.
Derefter var det “50 Souls and a Disco Bowl” samt “Hero Anthem”, der kandiderer til det absolut mest catchy nummer i løvehjertebrødrenes katalog. Men trekløveret efterlod desværre ikke andet end følelsen af at være blevet snydt for en koncertoplevelse, der kunne have været så meget bedre. Jeg håber, at The Lionheart Brothers får lov til at tage revanche inden alt for længe.
(MT)

Karakter:  

Wilco, 16:00, Arena
Wilco sendte i foråret deres seneste album, Sky Blue Sky, på gaden. Et album, hvor de genrebrydende amerikanere vendte tilbage til roots-rocken med en samling solide, men for det meste afdæmpede sange. Dem fik et halvfyldt Arena lov at høre overraskende få af, for Wilco havde pustet støvet af flere sange fra deres glimrende og alsidige bagkatalog – heriblandt en god del fra Yankee Hotel Foxtrot (bl.a. “I Am Trying to Break Your Heart” og “Jesus, etc.”), manges og undertegnedes yndlingsplade med Wilco.

Wilco forenede det smukke og det støjende. Jeff Tweedys stemme var suveræn, og Nels Cline var fantastisk med sine ekvilibristiske guitarudladninger, der hylede og klirrede i et støjende inferno. Og det var stærkt, da trommeslager Glenn Kotche uden varsel gik totalt Animal-besærk, mens resten af bandet fortsatte med deres støvede countrytoner. Det lød skrækkeligt, men viser alligevel, at Wilco ikke er gået hen og blevet gamle og kedelige, bare fordi Jeff Tweedy er blevet sober på fuldtid.

Vejret var uden tvivl det store samtaleemne under årets Roskilde Festival. Bulletinerne om de enorme regnmængder var også nået Jeff Tweedy, der derfor proklamerede, at Wilco var kommet med solskinnet. For det havde endelig ramt den smattede Dyrskueplads søndag eftermiddag. Ud over solen var Wilco også ankommet med en vital spilleglæde. De var i særdeles god form, og da deres sætliste inkluderede mange favoritter fra bandets forgrenede karriere, var Wilcos præstation mere end godkendt.
(LDL)

Karakter:  

Tunng, 18:30, Astoria
Tre mænd med hver sin akustiske guitar, vokalharmonier, elektroniske beats og samples plus en hel del håndklap. Mere skal der ikke til for at skabe glimrende, dystre folkmelodier. I al fald ikke for det engelske folktronica-band Tunng.

Tunng – foto: Peter Christian Binau-Hansen/LiveShot.dk

Tunngs to grundlæggere, Mike Lindsay og Sam Genders, stod for de afstemte vokalharmonier, der ikke helt ulig Simon & Garfunkel nåede smukke højder, når de sang synkront. Dog havde de hist og her problemer med helt at ramme hinanden, så vokalsiden blev lidt mudret. Det var heldigvis i få tilfælde, at sådanne fejlskud indtraf.

Tunngs tekstunivers er mystisk og mytisk. Den melodiøst stærke “Woodcat” handler om en fyr, der bliver forvandlet til en kanin, så han kan løbe ud i skoven og finde sin pige, der også er blevet til en kanin. »That happens every day«, kommenterede den langhårede Mike Lindsay selv sin hippie-tågede udredning af teksten.

Englænderne tog da heller ikke sig selv helt alvorligt. Gakkede gangarter, mærkværdige armbevægelser og stampende benbevægelser var en del af sceneshowet. Publikum blev opfodret til at klappe med, men alligevel fik Tunng ikke helt Astorias teltdug til at lette. Og de formåede heller ikke at skabe den intimitet, som blændende numre som “Jenny Again” og “Woodcat” fra det seneste album Comments of the Inner Chorus og “People Folk” og “Tale From Black” fra det fremragende 2005-album Mother’s Daughter and Other Songs ellers lægger op til. Tunng balancerede mellem det fornemt musikalske med de tre guitaristers fantastiske fingerspil i centrum og det barnligt fjollede – næsten useriøse. Men deres melodier er så fremragende, at det trods alt var rigtig fint, det Lindsay, Genders og co. præsterede.
(LDL)

Karakter:  

Læs også Undertoners anmeldelser af:
The Lionheart Brothers: Dizzy Kiss
Wilco: Sky Blue Sky
Tunng: Comments of the Inner Chorus

Deltag i debat