Plader

The White Stripes: Icky Thump

Skrevet af Mikkel Mortensen

The Icky Thumb leverer Jack og Meg White bluesinficeret retrorock uden mange fejlskud.

Der er ikke mange fejlskud på Jack og Meg Whites sjette album. Icky Thump er i sandhed lyden af et band, der igen har fundet sig selv efter den skuffende Get Behind Me, Satan. Det tog The White Stripes næsten tre uger at indspille Icky Thump. Det lyder måske ikke af så meget, men for et band, der altid har gjort en dyd ud af at få musikken ned på bånd så hurtigt som muligt, må tre uger næsten føles som en evighed. Heldigvis har det dog ikke medført, at bandets særkende: den uspolerede, simple rock, er gået tabt. Snarere tværtimod. I modsætning til sin noget skuffende forgænger, er Icky Thump lyden af et band, der har genfundet noget af den je ne sais quoi, der gjorde store dele af deres bagkatalog så vitalt.

Først rammes man frontalt af titelnummeret, hvor Jack White kaster kantede guitarriff efter lytteren, mens Meg banker et stålsat beat frem på trommesættet. Det skader heller ikke ligefrem, at Jack også lyrisk fyrer bredsider af til højre og venstre. Blandt andet lyder det om USA’s holdning til deres mexicanske naboer: »Well, Americans / What, nothin’ better to do? / Why don’t you kick yourself out? /You’re an immigrant too.«

Ved første gennemlytning lyder “You Don’t Know What Love Is (You Just Do As You’re Told)” som noget af et tilbageskridt, især fordi den lyder forfærdeligt strømlinet og ordinær oven på noget så kantet som titelnummeret, men giv sangen tid, og så skal den nok bide sig fast med masser af saft og kraft – ikke mindst takket være Jacks gnistrende guitarsoli.

Tempoet går lidt ned i “300 MPH Torrential Outpour Blues”, men det samme kan bestemt ikke siges om kvaliteten. Sangen går på glimrende vis fra det afdæmpede til det larmende, når Jack skifter sin akustiske guitar ud med den elektriske, og åbner for den rustne støj, mens Meg tæver i trommerne, det bedste hun har lært.

Efter den fine start ryger Icky Thump dog ind i en lille midtvejskrise, når Jack og Meg beslutter sig for at hive sækkepiber ind i studiet til den ganske forfærdelige folksang “Prickly Thorn, But Sweetly Worn”. Bedre bliver det ikke med parentesen “St. Andrew (This Battle Is in the Air)”, der absolut også skal skæmmes af det skotske nationalinstrument. Ligeledes er der ikke meget at komme efter i coverudgaven af Patti Pages “Conquest”, hvor lydbilledet af uransagelige årsager invaderes af mariachi-trompeter.

Krisen bliver dog hurtigt overvundet og albummets sidste del indeholder også albummets absolut bedste sang: “I’m Slowly Turning Into You”. Her fyrer Meg et småfunky, men stadig tonstungt beat af sted, mens Jack supplerer med brusende orgeltoner og knasende intens guitar over en fremragende og enormt medrivende melodi.

Selv om Jack som sædvanlig er dybt alvorlig i sit sangforedrag, skal det dog ikke alt sammen være så alvorligt. Den ukomplicerede, nærmest hyggelige uptemposang “Rag and Bone”, der har mange spoken word-segmenter, portrætterer Jack og Meg som klunsere, der gladelig tager imod alt det bras, vi andre ikke gider have, og der går country i den på den glimrende, akustiske afslutningssang “Effect & Cause”, hvor Jack nærmest bliver helt lommefilosofisk.

Icky Thump er ikke The White Stripes’ bedste album, men bestemt et stort skridt i den rigtige retning oven på Get Behind Me, Satan, og man kan kun håbe, at bandet har tænkt sig at fortsætte i den samme kvalitetsmæssige rille i fremtiden.

★★★★☆☆

Deltag i debat