Plader

James Yorkston: Roaring the Gospel

James Yorkston har på dette fjerde album iført sig revival-hatten og livet lidt op i nogle af sine gamle numre samt mere eller mindre ødelagt et par stykker fra anden hånd. Resultatet er en pose blandede bolcher, hvoraf kun en lille håndfuld smager fremragende.

James Yorkston skulle eftersigende have udtalt, at han foragter at blive sat i bås som singer/songwriter og folk-musiker. Og det kunne da godt se ud, som om han forsøgte at snige sig uden om lige netop denne benævnelse med sin sidste udgivelse, The Year of the Leopard fra sidste år, hvor han også prøvede grænser af med elektroniske fiflerier.

Roaring the Gospel er det dog umuligt for den ellers nogenlunde harmløse James Yorkston at undvige radaren. Pladen emmer af traditionel folk og sangskrivning, altid med den akustiske guitar som grundpillen, men fra tid til anden med ingredienser i form af mandolin, banjo, orgel, percussion, harmonika og klarinet.

Sidst lod James Yorkston sit backingband, The Athletes, blive hjemme, men denne gang har han inviteret dem ind i varmen igen. Sikkert et klogt træk, for James Yorkston er uden tvivl mest vedkommende med et stabilt orkester ved sin side. Ja, alt er vist ved det vante – bortset fra det faktum, at Roaring the Gospel udelukkende består af covernumre, b-sider og gamle EP-tracks.

Med dét i baghovedet mærker man nu egentlig ikke, at numrene skulle lide under et specielt hengemt eller skitseagtigt præg; de er godt produceret og komplementerer hinanden fint inden for James Yorkstons jordnære og temmelig solide rammer. Det filmiske, småjazzede og mumlende åbningstrack “A Man With My Skills” bliver afløst af den folkelige hymne “Someplace Simple”, der vinder på sin simpelhed og ikke mindst den smukke melodi og melankolske lyrik.

Det samme kan man sige om det lidt mere selvmedlidende “Blue Bleezin’ Blind Drunk”, der på en komisk måde leder tankerne hen på den slags sølle værtshusskæbner, der ikke tør komme hjem til deres voldelige, fulde koner. Lidt mere doven og skæv er “Blue Madonnas”, der har et ret lækkert banjo-inficeret, countryagtigt omkvæd, men som i små øjeblikke lugter irriterende meget af sløve Beck-referencer.

Filmen knækker dog fuldstændig i James Yorkstons halvhjertede og farveløse udgave af Tim Buckleys “Song to the Siren”. Al glans, inderlighed og skønhed er sirligt blevet pillet ud til fordel for noget, der lyder som et følelseskoldt og mislykket forsøg på at forny og bibeholde sangens udtryk på samme tid. Bedre bliver det ikke i den ca. 9 minutter lange “The Long Toun”, der egentlig har en meget fin melodilinie, men som stille synker og forsvinder ned i noget, der synes som et uendeligt, mediterende, instrumentalt mudderhul.

Ja, James Yorkston har nogle gange fat i den “lange” ende, og hans egne kompositioner klæder ham, ikke overraskende, bedst. Smukke melodier og momenter af ægthed griber sommetider fat og imponerer, men overskygges også af vildledende referencer og en uigennemtrængelig overflade, der forhindrer én i at finde ud af, hvem han egentlig er. Roaring Up the Gospel får nok ikke plads blandt de allermest ridsede plader i samlingen foreløbig – til gengæld vil jeg se frem til en ærlig og jordnær gør-det-selv-plade en gang i fremtiden.

★★★½☆☆

Deltag i debat