Plader

1990s: Cookies

Skrevet af Stine Mogensen

Debutpladen fra Glasgow-trioen 1990s byder på enkel og supercharmerende indie-poprock og infantile drengerøvstekster. Det kan næsten ikke blive mere festligt. Desværre er Bernard Butler sine steder gået lidt for effektivt til værks som producer.

God stil kan være mange ting. Det vigtigste er, at man har den, og at den er gennemført. Når man betragter 1990s i fuld banduniform, som udgøres af udslidte T-shirts, grimme vindjakker, anæmisk ranglethed og morgenhår, kan det ved første øjekast være svært at få øje på det specielt stilfulde hos netop dette band. Når man dertil lægger musikkens skramlende og sparsomme instrumentering og et tekstunivers der mest omhandler emner som druk, fest og rullefald ned fra barstole, bliver det muligvis endnu sværere.

Men lad jer ikke narre: 1990s er et faktisk et topstilet band. Kodeordet er “autenticitet”. Med 1990s får man nemlig præcis, hvad man ser; ren, ufiltreret spilleglæde fra tre “laddies”, der har gjort dét, at de ligner andendagstømmermænd, til et varemærke og bare spiller deres upolerede, iørefaldende rasle-rock, fordi de kan lide det.

For lytteren kan det også være behageligt at henfalde til myten om det uerfarne bands instinktive og overskudsagtige tilgang til musikken, der resulterer i den ene ørehænger efter den anden. Den myte punkteres dog hurtigt. 1990s er nemlig et band med lidt af en forhistorie. Både bandets forsanger, Jackie McKeown, og bassisten Jamie McMorrow, var oprindeligt med i et andet Glasgow band, Yummy Fur, hvor også Alex Kapranos og Paul Thomson fra Skotlands über-trendy indie-eksportsucces, Franz Ferdinand, slog deres folder.

Om sig selv siger 1990s, at de “play rock and roll like a blonde gets out of a car”. Dette lidt lumre statement skal formentlig forstås sådan, at bandet erkender, at de ikke er de store musikalske virtuoser. Alligevel må både lytter og band nok samtidig se i øjnene, at 1990s ikke blot er meget talentfulde, men faktisk har holdt instrumenter i hænderne før og lagt en masse arbejde i deres musik – skønt det ikke altid lyder sådan.

1990s blev spottet af Rough Trade, som signede bandet, allerede inden de havde udgivet så meget som en demo. Seks livekoncerter var, ifølge historien, tilsyneladende nok til at hive en pladekontrakt hjem hos et af Storbritanniens mest toneangivende pladeselskaber. Og så gik der en rum tid, før debutpladen egentlig udkom, og imens gik mange, heriblandt undertegnede, og var spændte på, om den smittende positive energi, der omgiver bandet, når de spiller live, også kunne overføres til plade.

Det kunne den. Cookies, som debuten hedder, passer til sin titel og består af 12 små letfordøjelige småkagehapser, som man bliver glad i låget af. Især numre som “You’re Supposed to Be My Friend”, “Cult Status” og den – meget apropos – lettere Franz Ferdinand-agtige “See You at the Lights” går klokkerent ind. McKeowns vokal har en uanstrengt charme, som passer rigtig godt til numrene.

Alligevel efterlader visse passager på pladen en lidt flad smag i munden. Tingene er sine steder simpelthen for pæne, og min mistanke retter sig mod produktionen. Den er nemlig en lidt for glatpoleret affære, der forhindrer det hyggelige fest-anarki i at folde sig helt ud. Det er ellers selveste Bernard Butler, blandt andet kendt som superguitaristen fra Suedes storhedstid, der har produceret, eller snarere overproduceret Cookies. Af en eller anden årsag har han ikke formået at få hevet alt det bedste ud af de glade skotters enkle og ligefremme debut.

Cookies er dog stadig en af den slags plader, man roligt kan sætte på til en fest; der er en indbygget begejstring og umiddelbarhed i musikken, der skinner tydeligt igennem al producerfernis. Det er herlig uprætentiøs indie-rock, som man automatisk nynner med på, og som tæerne helt af sig selv vipper i takt til. Fjollet uden af været fimset, kækt uden at være kvalmende. Mere stilsikkert kan det faktisk ikke gøres.

★★★★☆☆

Deltag i debat