Plader

Apples & Milk: Master of Disguise

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Den debuterende norske singer/songwriter Magnus Reiten alias Apples & Milk byder med dette minialbum på en samling afdæmpede sange, der grænser til det helt tyste. Alle seks sange er fine, men fungerer især som en helhed.

Det er ikke en stor revolutionerende nyhed, at man nogle gange kan få rigtig meget ud af særdeles få midler. Dette bekræftes endnu engang af norske Magnus Reiten, der blot er 21 år og debuterer under navnet Apples & Milk.

På baggrund af dette udspil tror jeg godt, at vi kan forvente mere kvalitet fra den kant senere. For nok skriver han sig ikke ind i musikhistorien med minialbummet Master of Disguise, men det er en samling helt fine tyste sange, han har fået skrevet.

Apples & Milk befinder sig inden for den genre, som for efterhånden mere end 10 år siden blev kaldt for sadcore, hvilket betyder stille, melankolske og primært akustiske sange, hvor nærværet mellem lytter og sanger er i højsædet. Instrumenteringen er yderst sparsom: primært akustisk guitar, lidt klokkespil og meget lidt trommespil indimellem.

Magnus Reiten er måske ikke verdens største sanger, men hans næsten hviskende vokal passer rigtig fint til musikken. Men den sparsomme instrumentering til trods lykkes det for Magnus Reiten at få rigtig meget lyd ud i højtaleren. Ikke forstået på den måde, at Master of Disguise er en plade, der vælter ud af højtaleren, men det er et fyldigt og varmt lydbillede, som møder lytteren. Stemningen er melankolsk, som det hører sig til i genren, men sangene er ikke ovre i det nihilistiske hjørne, hvor tristessen er i højsædet.

Reitens debut er sådan en plade, der er rigtig dejlig at høre en søndag morgen på grund af den varme vellyd. Men den betyder også, at pladen har en tendens til at flyde ud og forsvinde ud af lytterens bevidsthed. Her kunne jeg godt ønske bare lidt mere kant i musikken, der er lidt for behagesyg til for alvor at brænde igennem, og sangene kunne måske også være lidt mere afvekslende.

Det ville være forkert at fremhæve en enkelt af sangene frem for andre. For det første fordi alle seks sange på pladen er stort set lige stærke, og for det andet fordi de især fungerer, når de høres i en helhed. Pladen er ret kort, og derfor gør det heller ikke så meget, at den forekommer en anelse enstrenget.

★★★★☆☆

Deltag i debat