Plader

BigBang: Too Much Yang

Den norske trio veksler mellem hårdtslående rock, fængslende mid-tempo og bølgende westcoast-ballader. Pladen har helt klart et potentiale, men den mangler også i den grad at fasttømre sin identitet. Idéerne står knivskarpt, men der mangler lidt navigation og en klar rockkurs.

Energisk, ligefrem og konfus er de tre ord, der står først i køen, når man har lyttet til norske BigBangs sjette og seneste album Too Much Yang. En plade, der benhårdt satser pengene på utilsløret rock, som på mange måder ikke kaster nyt lys over genren, men både er dynamisk sammensat og velspillet. Den slags slipper man for det meste godt af sted med som band, og det lykkes skam også for trioen, der til gengæld kæmper med lidt for mange streger på tegnebrættet.

Ballet åbnes med et riff, der kunne have fjernet van Goghs andet øre. Den fandenivoldske guitar i titelnummeret flipper da også helt ud, så man knap kan følge med, og straks ryger tankerne hen mod et Black Rebel Motorcycle Club-lignende tema uden mørk vokal og dyster stemning.
Tempoet fortsætter ufortrødent i “Huy”, og selv om festfyrværkeriet appellerer til den indre rockhund, kommer albummet lige lovlig hurtigt ud af startblokken, og indledningen mangler struktur.

Det kommer der til gengæld langsomt, men sikkert via de efterfølgende numre, som i langt højere grad har lytteren med og vinder på deres ligefremme, men også charmerende guitarflader og melodier. Den slags er hørt før i lignende arrangementer, men elementerne i sangene kommer til at hænge bedre sammen, efter at bandet stopper op og kigger hinanden dybt i øjnene, før de fyrer den af. Det er, som om mudderet fra de første to numre er størknet og faldet af, så lyden kan bryde stille og roligt frem gennem behagelige, men også rockede numre som “My First Time” og “I Don’t Wanna”.

Too Much Yang bæres frem af sangeren og guitaristen Øystein Grenis evne til at lave gode melodier. Tæften for melodier kniber det dog kraftigt med mod slutningen af pladen, hvor der pludselig skal køres et swing-agtigt og totalt malplaceret trompettema ind over i “We Belong Together”, som i den grad virker malplaceret – specielt set i lyset af, at nummeret er omgivet af energisk powerrock numre.

Too Much Yang er gennemsyret af liveenergi og rockvibrationer, men pladen mangler struktur og konformitet. Faktisk fungerer mellemstykket rigtig fint, og en håndfuld numre holder et pænt niveau, men både indledning og afslutning hænger som en slatten klud, og det virker lidt mærkværdigt, at manden i producerstolen ikke har kunnet fornemmet problematikken.

I bund og grund tror jeg dog, at BigBang er fuldstændig ligeglade. De vil formentlig fortsætte med at spytte albums ud og lade rock være en bøjelig størrelse. Så må vi jo som lyttere tage det sure med det søde, men det er nu en skam, at bandet stiger af toget inden endestationen.

★★★☆☆☆

Deltag i debat