Plader

Boris w/ Michio Kurihara: Rainbow

Skrevet af Lasse Bertelsen

Den japanske trio Boris er igen aktuelle med en samarbejdsplade – denne gang med den japanske koryfæ, Michio Kurihara. Men i modsætning til det tidligere så potente samspil med Sunn O))) er der andre stemninger på spil, og det er desværre ikke kun guld, der venter for enden af denne regnbue.

Bandet Boris har efter flere års konsekvente udladninger af tung støjrock opbygget et respektindgydende repertoire såvel som cv. Med overvejende konceptuelle værker som Absolutego, Pink og støjsymfonien Feedbacker fordelt over fem satser har bandet bevist sit værd og derfor gentagne gange søgt længere ud af den vante gænge.

Noget af vejen væk var sidste års samarbejde med drone/doom-bandet Sunn O))) på pladen Altar. Et oplagt makkerskab grupperne imellem fremstod fuldvoksent, i og med at Sunn O))) og Boris’ udtryk og æstetik flød sammen som mælk og honning. Dette succesfulde samarbejde har formentlig bevirket, at Tawa (guitar/vokal) Takeshi (guitar/bas/vokal) og Atsuo (trommer) har set perspektiverne i frugtbare samspil.

De har derfor henvendt sig til guitaristen Michio Kurihara, der – som New York Times har formuleret det – er Japans svar på Jimmy Page. Det er ikke nødvendigvis en retfærdig sammenligning over for den japanske guitarguru, men ikke desto mindre har mange grupper tilkendegivet deres respekt og begejstring for ham. Blandt andre Damon & Naomi, som Kurihara indspillede pladen Damon & Naomi with Ghost med i 2000.

Det hele foregår således indenfor pladeselskabet Drag Citys eget regi, og man lægger da også diskret mærke til, at det netop er Naomi Yang fra Damon og ditto, der har stået for det skønhedssøgende coverartwork på Rainbow. Et romantisk paradigme, der naturligvis også indfinder sig igennem pladens ni sange.

Boris åbner ballet med den længselsfulde “Rafflesia”, der med sin kraft og diskantrige feedback mest af alt minder om det første nummer på Pink, “Farewell/Parting”. En hymne til gråden, der med sin langsomme vekslen mellem tonika og dominant konstant bringer mindelser om afsavn og den momentane nærhed, hvor det er tid til at tørre øjnene.
Man mærker dog ikke meget til Kuriharas tilstedeværelse i dette rendyrkede show-off af skønhed ud over enkelte lag af melodisk feedback, men allerede i det efterfølgende titelnummer kommer der andre boller på suppen.

Som lydtapet til en gangsterfilm af Tarantino med et musikalsk slægtskab med David Lynchs hofkomponist, Angelo Badalamenti, jazzer Boris af sted i et stille tempo med Watas intime vokal som eneste betryggende holdepunkt. Kurihara træder dernæst ud af skyggerne med en gedigen og ganske lang guitarsolo. Det er lyden af et syret crossover mellem Edwyn Collins og J. Mascis fra Dinosaur Jr., hvor Watas til slut binder en sløjfe på stemningen med et blik mod himmelen og regnbuen: »Raindrops are gaining colours (…) We’ll be looking at the same sky.«

Denne formel, såvel tekstligt som musikalsk, skal senere vise sig at være symptomatisk for pladens præmis, for trods den sejt stenede krautrock i “Starship Narrator”, dugfriske fingerspilsharmonier i “My Rain” og fuzzet psych i “Sweet No. 1” træder musikken aldrig i samme karakter, som man kender fra Boris’ tidligere bedrifter. Den potens og gnistrende feedback, der tidligere har dannet grundlag for mange fremragende kompositioner og sange, virker en smule tandløs i kobling med Kuriharas guitararbejder.

Især de mere afdæmpede numre lider under en iscenesættelse af Kuriharas smågeniale licks og særegne lyd. Der er simpelthen ikke særligt meget mere at komme efter, når man vender øret imod backingbandet Boris, der til tider lyder, som om de har glemt sig selv og deres kvaliteter i gæstens nærvær.

Det er altså ikke nok at kigge op og lede efter regnbuen på trods af en hjælpende hånd fra en gammel mester. Michio Kurihara har i andre sammenhænge skabt mesterværker, men hvis man leder efter en samhørighed imellem solistens og bandet Boris’ udtryk, finder man den ikke. Måske for enden af regnbuen, men netop dét guld er der som bekendt ingen, der har fundet endnu.

★★★☆☆☆

Deltag i debat