Plader

Caribou: Andorra

Skrevet af Mikkel Arre

Med sit fjerde album forfiner Dan Snaith sin i forvejen glimrende blanding af psychpop og krautrytmik, og med tilføjelsen af flere vokaler end tidligere bliver resultatet absolut blændende. En af de stærkeste og mest medrivende udgivelser i 2007.

Går du nogen sinde og drømmer om at blive forvandlet til 1.000 knaldgule stykker konfetti, der under en lige så gul sol bliver hvirvlet rundt af en varm sommerbrise, så det kilder og suger i maven (hvor den så end sidder på et stykke konfetti)? Jeg havde aldrig tænkt tanken, før jeg hørte “Melody Day” åbne canadiske Caribous fjerde album, Andorra. Men når det elverpige-lette nummer pludselig eksploderer i dundrende og triumferende trommer, der sender de nærmest gennemsigtige lag af i forvejen flyvsk falsetvokal på himmelfart, drømmer både krop og sjæl omgående om at komme med.

“Melody Day” er et mesterligt bevis på, at Dan Snaith alias Caribou endnu en gang har forfinet sin sangskrivning. Som på Up in Flames og The Milk of Human Kindness henter han inspiration fra såvel psychpoppens surreelle lethed og krautrockens rytmiske drive, men som “Melody Day” viser, har han denne gang lukket mere op for popmelodierne. Med stor succes. For de nærmest vægtløse vokallinjer er imponerende stærke og gør de smældende klimakser endnu mere dragende end tidligere.

Når Snaith optræder med sit liveband, er der som oftest to trommesæt i gang, og denne intense dynamik får han flettet flot sammen med fremragende popsange som “Sandy”. Med tågede guitarer, glimtende harpestrejf og trommer, der sender hilsner til psychlegenderne Silver Apples, lyder “Sandy” som soundtracket til en psykedelisk Disney-kærlighedsfilm. “After Hours” scorer også store pluspoint for simultant at være en indtagende popsang og en rytmefokuseret krauthyldest, hvor Snaith ved at lade beatet starte og stoppe nogle gange på uhyre effektiv vis skaber noget så basalt som spændingsopbygning – og forløsning.

Andorra er den første plade fra Snaith, hvor der er vokal på alle numrene, hvilket han fejrer ved at lade vokalerne ligge længere fremme i lydbilledet end nogen sinde. Den fremgangsmåde er allermest tydelig i “She’s the One”, som Snaith har skrevet sammen med Jeremy Greenspan fra electropopduoen Junior Boys. Nummeret er det mest ligefremme i Snaiths karriere, men skuffer lidt ved ikke at blive til andet og mere end en 60’er-udgave af netop Junior Boys. Omkvædet er dog ganske sødt og fængende.

Imidlertid kan det slet ikke leve op til det svimlende, gåsehudsfremkaldende omkvæd i “Desirée”. Sangen starter helt tyst med sparsom akustisk guitar, lidt fløjte og en meget forsagt vokal. Langsomt titter strygere mere og mere frem. Og wauw, pludselig svulmer nummeret og bliver storladent filmisk. Her glimrer trommerne også – men denne gang ved deres fravær, hvormed Snaith understreger, at han er fremragende til at variere sine kompositioner.

Canadieren kan ikke holde popfanen helt så højt på pladens anden halvdel, som ikke på samme måde består af det ene enkeltstående højdepunkt efter det andet. Det trækker dog ikke synderligt ned i helhedsindtrykket, fordi han fortsat kreerer spraglede og underskønne psychlandskaber, hvor vokaler, finurlige guitarrundgange og tværfløjtetoner indsvøbt i effekter flakser smukt rundt mellem hinanden.

Det udsvævende slutnummer “Niobe” er endnu et ærbødigt buk rettet mod Silver Apples, men viser som resten af pladen, at Snaith kan mere end at hilse sine idoler. Igen demonstrerer han, hvor stærkt han håndterer makkerparret spænding & forløsning – denne gang ved at lade lyse klare vokaler gennembryde et mudret tæppe af tågede elementer. På samme måde har Snaith ladet sit popinstinkt komme frit frem på Andorra, og at han har fået smeltet det så fantastisk sammen med sit hidtidige udtryk, gør albummet til et højdepunkt i hans yderst stærke karriere – og til en af 2007’s bedste plader.

★★★★★☆

Leave a Reply