Plader

Circa Survive: On Letting Go

Med debutpladen fra 2005 viste Circa Survive sig som et lovende navn inden for atmosfærisk emorock. På opfølgeren viser de ingen nye takter. I stedet gentager de sig selv i 12 sange, der alle ligner hinanden og fremstår som en intetsigende masse.

I turistbyer under fjerne himmelstrøg ser man ofte gadesalg af malerier. Motiverne er velkendte – ja, faktisk deciderede kopier – og man kan således se talrige versioner af eksempelvis Mona Lisas smil. Mange malerier kommer tæt på originalen, men man under dem sjældent mere end blot et enkelt øjekast, for de er jo trods alt blot replikaer.

Hvis amerikanske Circa Survive var gademalere, ville de trække linjer til en skitse, som de ville kopiere om og om igen. Et ufærdigt motiv.
De første penselstrøg blev sat på det hvide lærred for to år siden med debuten Juturna. Et værk sammenstykket af et band, som netop havde fundet sammen og tilmed endnu havde sin koncertdebut til gode. Det til trods lød Juturna flere steder ubesværet, og pladen var et spændende fundament for en videre udvikling af bandets udtryk.

Med On Letting Go har Circa Survive lavet samme værk endnu en gang. Hvad der i 2005 var en lovende start, er i 2007 en replika, blot med nyt materiale. Når Circa Survive giver slip, som pladetitlen fortæller, så handler det ikke om spændingen i det frie fald, men om et trist styrt mod afgrunden.

Hvor Juturna havde enkelte numre, som skilte sig ud fra mængden, lider On Letting Go under mangel på mindeværdigt materiale. End ikke singleforløberen “The Difference Between Medicine and Poison Is in the Dose” formår at efterlade mindeværdige melodilinjer. Det er synd, for Circa Survive forstår sig ganske godt på dynamik. Med afsæt i emorock-stilen bygger guitarerne ringende mure af reverb og distortion, mens afsøgende trommemønstre puster liv i en knap så livlig sang.

Anthony Greens højtpitchede vokal i front slår enkelte gnister hist og her. I “Living Together” demonstrerer han sine evner og luner – fra det grublende over det opildnede til det beklagende – og oppe mod vokalens øvre loft får den en kras kant, der emmer af oprigtighed. Helt tæt på kommer man aldrig, for teksterne er pakket ind i ikke helt meningsgivende metaforer og opbrudte sætninger.

Uanset hvad Green vil sige, udtrykkes det ikke med ordentligt eftertryk. Green hiver nemlig aldrig melodier, man kan huske, op af lommen. Hans søgende vokalmelodier væver mere, end de harmoniserer, og sammen med det ensidige lydbillede ender bandet som en ikke synderligt spændende one-trick-pony. De 12 numre på On Letting Go er så enslydende, at man er nødt til at sidde gennem mange gennemlytninger for overhovedet at kunne skelne dem fra hinanden. Næppe en force.

On Letting Go er ikke decideret dårlig. Dertil gør den ikke noget større væsen af sig selv. Den er der bare. Den eksisterer, ligesom éns anonyme sidemand i bussen gør det. Man bemærker, at nogen sidder der, men ved ikke hvem. I tilfældet On Letting Go er man også ret ligeglad.

★★★☆☆☆

Deltag i debat