Plader

Dizzee Rascal: Maths & English

Skrevet af Anders Mortensen

Den ukronede konge af grime er vendt tilbage og er nu mere regulært hiphoppet end sin sædvanlige knasende, knitrende facon. Det skaber et meget ujævnt album, der i sidste ende skuffer.

Dylan Mills slog sit navn fast i 2003, hvor han med navnet Dizzee Rascal og albummet Boy in da Corner introducerede offentligheden til den engelske rap-bastard, grime. Råt og skrabet, som kom det fra en jernstøberi. Det skar i ørerne, og hverken før eller siden har hiphop lydt så futuristisk. Med til det skærende hørte også Dizzees vokal, der i den grad delte vandene mellem dem, der fandt det unikt, og dem, der sammenlignede den skingre min-stemme-er-i-overgang-lyd med ren tortur.

Unikt var det i hvert fald, at hiphop blev legalt at lytte til hos den mere indieficerede del af musikbefolkningen. Boy in da Corner smagte af eksperimenter og nådesløshed. Selv de mere lettilgængelige numre var hakket op i beats, der ikke var til at følge med på, og hele den pakke gjorde Dizzee populær hos et folkefærd, hvor hiphop for mange er et fy-ord.

Men det er ikke det publikum, han leflede for siden hen. Opfølgeren var en god, sammenhængende plade, men manglede noget kant, og på det nyeste udspil, Maths & English, er Dizzee Rascal blevet om ikke mainstream, så i hvert fald blot et lille skridt derfra. Det starter ellers ret fantastisk med intro-nummeret “World Outside”, der tilbagelænet og hvislende rocker på den helt klassiske Dizzee-måde. Det indskriver sig fuldstændig i hans tradition med at begynde eftertænksomt og langsomt på sine album, og “World Outside” er indtil videre den bedste åbner, da den viser ham fra den uperfekte side som manden, der ikke kan nå verden udenfor.

Man kunne forvente et mørkere album, men det forsvinder fuldstændig i den smukt betitlede “Pussy’ole”, som er et regulært diss-nummer rettet mod hans kollega og eks-ven Wiley, som han sammenligner med det kvindelige kønsorgan. Det rykker, jovist, men de uoriginale samplinger fra old school-hiphopklassikere er dødirriterende. Hans evne til at sample de mest obskure børnesange eller ditto stadionrock har altid været charmen ved musikken, men den er stort set væk nu.

Til gengæld kommer han rigtig godt igen med førstesinglen “Sirens”, der med sin heavyguitar og kraftige trommer næsten kunne være Rick Rubin, da han styrede 80’erne, og det er ikke uvelkomment. Nummeret er desperat, og på trods af at det til tider træder over i en nu-metal-agtig guitar, smadrer og hviner det godt og grundigt.

Den amerikanske indflydelse er også blevet betydeligt større, hvor den var nærmest ikke-eksisterende på de to andre albums. I “Where’s Da G’s” får Dizzee assistance af den amerikanske hiphop-gruppe UGK, og det ender med at virke en smule forstyrrende. Dizzee er så ærkebritisk, og det samme er hans lyd. Derfor virker det unødvendigt at køre efter den så ofte hørte amerikanske gangsterformel. Selv om det isoleret set er et godt nummer, kan man mærke, at Dizzee er på vej hen mod hitlisterne for alvor.

Det er her, pladen bliver ujævn. Der er klassiske grimebangere som “Hardback (Industry)” og “Paranoid” , og så er der skrækkelige ting som den fuldstændigt ligegyldige “Suk My Dick” og “Wanna Be”, hvor Lily Allen gæster med et sukkersødt Oliver Twist-sample, som er til at få kvalme over. Dizzees styrke har aldrig ligget i teksterne eller sangtitlerne (hvilket vist er tydeligt), men i lyden, som er så forbandet god, når den endelig er det.

Det fremragende er mange steder at finde på Maths & English, men der er omtrent lige så mange uoriginale, klichéfyldte og mainstream-leflende steder, og tilbage står man med et album, der lige dele irriterer og begejstrer.

★★★½☆☆

Deltag i debat