Plader

Josh Rouse: Country Mouse City House

Josh Rouse har stadig godt gang i den 70’er-inspirerede sangskriverpop og lette harmonier, men i modsætning til sidste års Subtítulo har han åbnet op for de lidt mørkere sider af sindet. Det er der kommet endnu et udmærket album ud af, men han er begyndt at spænde lidt ben for sig selv.

Josh Rouse har efterhånden fået udgivet en del plader på relativt kort tid. Uden at han skal sættes i bås med den hyperproduktive Ryan Adams er kadencen umådelig høj hos den spansk bosatte amerikaner, der inden for et års tid har udgivet Subtítulo og sammen med kæresten Paz Suay ep’en She’s Spanish, I’m American. Ja, ifølge Rouses egen pressemeddelse kommer der sågar endnu en udgivelse tidligt i 2008.

Rouse holder generelt et højt niveau på sine udgivelser, og metaltrætheden har endnu ikke indfundet sig – men der er et par af de nye numre, der peger i den retning. Det kunne måske være en god ide med en lille kunstpause til Josh Rouse, der absolut ikke behøver at strø udgivelser til højre og venstre for at bevise sit værd.

Country House City Mouse er et godt eksempel på, hvordan man via musikken forener det fysiske med det psykiske. Rouse, der bor i Spaniens varme, gav eksempler på sin kunnen inden for sol & sommer-musik med Subtítulo, men fik ikke flettet sine dæmoner ind i kompositionerne. Det gør han til gengæld i de nye sange, og der er langt mere efterår og tungsind over Country House City Mouse, selv om arrangementerne er forholdsvis lette.

Temaerne er ikke til at tage fejl af, og død, isolation, religion og drømme går hånd i hånd gennem alt i alt knap 40 minutter, hvor den sikkert spillede 70’er-singer/songwriter-pop føles som en let brise og er en sikker følgesvend, når solen begynder at hænge lavt.

Det er nu ikke, fordi indledningen er dækket af mørke skyer. Tværtimod kan man fornemme glæde og smil i “Sweetie”, der både har la-la-la-kor og en let underliggende lapsteel-guitar, som spiller fint sammen med små indspark fra bassen og en dyb guitar. En rigtig fin indledning, som den rolige blæserbaserede efterfølger, “Italian Dry Ice”, står i god kontrast til, da man kan mærke det groove, Rouse hele tiden søger i sine arrangementer.

Tendensen og overskuddet i kompositionerne glider let og elegant hen over de første fem numre, men man rammes hårdt, når “Pilgrim” sætter i gang med et sært jazzet og løssluppet tema, som virker dovent, sløset og ligegyldigt. Her fornemmes metaltrætheden, og det samme er tilfældet med den simple “Domesticated Lovers”, der virker baggrundsstøj-agtig og kører lidt rundt i et slagtøjstema uden at komme nogen vegne.

Anderledes fyldigt rundes pladen af, og “London Bridges” får for alvor vækket lytteren til dåd. Det gode gamle Rouse-groove er igen på banen, nu da det poppede kommer i centrum, og bandet lyder som en enhed, der skaber noget fælles – i modsætning til de ligegyldige intermezzoer.

“Snowy”, der både holder som vuggevise og kinddans, lukker og slukker endnu en Josh Rouse-plade, der godt nok udkommer, mens det er sommer i Danmark – men som han selv ironiserer, når den nok først folks bevidsthed i løbet af efteråret, og her kommer den sikkert til sin ret med sine gode poppede kompositioner og strejfene af melankoli og tristesse.

Country House City Mouse er ikke Rouses bedste udspil, men mindre kan gøre det. Og har man i forvejen tabt sin musikalske sjæl til Josh Rouses sprøde vokal og lette harmonier er det til at leve med, at han måske indimellem er en anelse for produktiv.

★★★★☆☆

Leave a Reply