Plader

Sondre Lerche: Phantom Punch

Sondre Lerche er ikke længere følsom singer/songwriter – nu er han hip retropunker. Det ændrer nu ikke det store på helhedsindtrykket af hans musik: Solidt, men ufarligt uden de store udsving positive såvel som negative. Farlig, det bliver Lerche aldrig.

At det er den i disse tider så populære punkrock/new wave/whatever-retrobølge, som Sondre Lerche på sit seneste udspil, Phantom Punch, har hægtet sig på, ændrer ikke alverden på helhedsindtrykket i forhold til hans tidligere singer/songrwriter-arbejde: Solidt, men ufarligt håndværk uden de store udsving positive såvel som negative.

Udtrykket er ganske vist blevet mere råt, men virkeligt råt er det ikke. Du kan stadig spille Sondre Lerche for dine forældre, uden at de begynder at spørge, om du er begyndt at tage stoffer. Lerches vokal er som altid poleret og rar at høre på, om end den til tider kan virke en smule anonym. Men der er stadig plads til lidt falsetsang i ny og næ, og det er et af plusserne ved albummet.

Hvad lyden angår, lægger den sig overvejende i forlængelse af den lyd, der brød igennem i begyndelsen af årtusindet med The Strokes og The Libertines som bannerførere. En lyd, der igen lagde sig i forlængelse Clash, Talking Heads, The Jam, o.s.v. Lerche er i pressemeddelelsen heller ikke bange for at vedkende sig sin arv til en af de andre gamle drenge, nemlig Elvis Costello, som han turnerede med sidste år.

Det er altså guitar, trommer og bas spillet uden de store dikkedarer, og derudover lidt orgel og effekter. Der er dog også blevet plads til et par singer/songwriter-numre. Af dem er “Tragic Mirror” lidt kedelig, mens den Donovan-agtige “After All” er en af albummets bedre sange. Roligt, men muntert, og så, selvfølgelig, med et lille skær af melankoli.

Af de øvrige numre er det anden og tredje skæring, “The Tape” og “Say It All”, der stikker ud. Begge numre har den energi og umiddelbarhed, som resten af albummet søger, men aldrig rigtig finder. På de to numre lykkes det at lave catchy popsange, der ikke lyder fortænkte.

Det skal siges, at Phantom Punch er et særdeles velspillet punkrock-album. Der er ingen tvivl om, at den tekniske kunnen, som Lerche og backingbandet The Faces Down lægger for dagen, er langt højere, end man er vant til hos lignende bands. Men det betyder også, at det, der er så charmerende ved genren – de naive riffs og det skramlede, lidt tilfældige udtryk – går tabt. Det hele lugter lidt for meget af at være kalkuleret umiddelbarhed, og de to ting hænger ikke så godt sammen.

Nogle gange er middelkarakterer svære at give. På et album hvor noget er rigtig godt og noget rigtig skidt, kan man have lyst til pege på både top og bund. Og så ender man ofte midt i, hvilket egentlig ikke siger ret meget om albummet. Det er imidlertid ikke tilfældet med Phantom Punch. Her er hele albummet med få udsving middel hele vejen igennem.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Peder Bo Jørgensen

 

Biografi:
Er vokset op i Svendborgs mørke udkant i et klaverløst hjem. I stedet blev musikdriften tilfredstillet af luftguitarspil og lår-tromning til først brormands pladesamling, der blandt andet bød på Pulp, Smashing Pumpkins og Bad Religion, siden til egen samling, der (selvfølgeligt) først var kraftigt influeret af Det Elektriske Barometer. Sidenhen har den også bredt sig tilbage i tiden til 60'ernes beat og singer-songwriters, 70'ernes art rock og 80'ernes new wave og indie.
Bor i København.

 

Hører i øjeblikket:
Electrelane: The Power Out
Islands: Return To The Sea
- Legesyg indiepop i den absolut bedste ende. Koncert på Vega d. 10. februar.
Headlights: Some Racing, Some Stopping
Thin Lizzy: The Boys Are Back In Town
- Old school.
Ryan Adams & The Cardinals: Cardinalogy
- I modsætning til Undertoners anmelder mener jeg, at det nyeste album fra Ryan Adams er aldeles glimrende. Ja, det er til tider skamløst på en lettere stadionrocket måde, men hvad fanden. Den sublime sangskrivning går stadig lige i hjertet.

 

Fem favoritalbums:
Leonard Cohen: Ten New Songs
Electrelane: No Shouts, No Calls
Ryan Adams: Easy Tiger
Bright Eyes: Digital Ash in a Digital Urn
Nikolaj Nørlund: Tændstik

Skriv et svar

boeger