Nyheder

Neil Young-album bliver til tegnet roman

I 2003 udsendte Neil Young albummet Greendale, der i sig selv var lidt af et udstyrsstykke: Til lejligheden havde Young opfundet en californisk by, hvis indbyggere han så skildrede og filtrede sammen i løbet af de 10 sange.

Senere blev pladen til et teaterstykke, men der er mere i vente: Ifølge Chartattack.com bliver Greendale-universet nu til en tegnet roman. Projektet er lagt i hænderne på en mand ved navn Joshua Dysart. Hans navn får nok ikke umiddelbart de helt store malmklokker til at runge, men han har ikke desto mindre tidligere taget sig af nogenlunde tilsvarende opgaver.

Tidligere i år stod han nemlig bag Avril Lavigne’s Make 5 Wishes, som en af internetgiganten Amazons kunder bedømte således: “I ordered this book at the request of my niece, who is an Avril fan, but thankfully read it before I gave it to her. The main character is a depressed, introverted child who orders a DEMON from the internet. This Satanic creature gives her five wishes which of course do not work as she would have liked. Besides praising and promoting demonology, taking the name of Jesus Christ in vain, it also promotes teen suicide by having the main character kill herself at the end.”

Dysart skulle altså nok kunne udrette ting og sager med Greendale-beboerne. Ifølge Chartattack vil der gå omkring et år, før historien om den potrygende øko-amazone Sun Green er tegnet færdig. Så vi har alle sammen god tid til at bestille dæmoner på internettet.

Om skribenten

Mikkel Arre

Biografi: Der skete noget, da jeg hørte Oasis' What's the Story... Jeg kan ikke forklare, hvordan traditionalistisk rock kan give intens lyst til at begynde at høre drum'n'bass og alskens anden electronica. Men sådan gik det, da jeg var 12-13 år gammel. Katalysatoren var P3: Det Elektriske Barometer, Thomas Knaks fredagsprogrammer og for længst hedengangne Beat.
Engang skrev jeg for Murmur. Så skrev jeg for Undertoner i 10 år plus det løse. Nu skriver jeg mestendels for fagbevægelsen.

Fem favoritalbums:
Stars of the Lid: The Tired Sounds of... Hood: Cold House Modest Mouse: The Moon & Antarctica Autechre: Peel Session Steve Reich: Music for 18 Musicians

Skriv et svar