Plader

On Trial: Live at Gutter Island

Skrevet af Martin Thimes

De skal åbenbart modnes, de syrerockere. For On Trial bliver bare ved med at blive bedre. Hvor mange andre bands kan ellers slippe af sted med at udgive en liveplade indspillet på et lille fort på Sydsjælland og stadig lyde, som om de ikke giver en daddel for de folk, der ikke har forstået deres musik?

Det er trodsigt teenage-agtigt, når On Trial betræder en scene. For guderne skal vide, at de i meget lang tid har spillet særdeles umoderne musik, samtidig med at de sådan set ikke har bemærket, at deres publikum aldrig rigtig har vokset sig større. De er måske bare blevet en kende ældre. Men det er netop den blanding af ungdommelig trodsighed og voksen realitetssans, der giver deres indebrændte og højspændte syrerock det ekstra gear, som får dem til at køre fra de fleste andre bands på den danske rockscene.

Udråbstegnet i pladetitlen Live at Gutter Island!, er det grafiske bevis på ovenstående påstand. On Trial er i live, og det har de sådan set altid været. Det er i sammenholdet med deres publikum, at energien opstår – og et nummer som pladens åbner, “Morning Sun in Burg Herzberg”, der med en udspacet og alligevel krystalklar guitar luftigt bevæger sig ud over en græsgrøn syreeng, indfanger perfekt det univers, som On Trial har finpudset siden slutningen af 80’erne.

De fleste af albummets numre, Love-coveret “A House Is Not a Motel” og den ikke tidligere udgivne “Pure Evil” undtaget, stammer fra sidste års album Forever, og det er tydeligt, at især melodierne er blevet finpudset. Som eksempelvis “Mountain”, der bringer det bedste af den tidlige Motorpsycho-lyd sammen med den forædlede syrerock, Baby Woodrose mestrer i livesammenhænge. Det føles som at blæse ned ad en bjergside i en amerikansk muskelbil med en topchauffør ved rattet. Det tager ikke særligt lang tid, men er som at blive født på ny.

Det samme gør sig også gældende for “Kill City Lights”. Og i “Pure Evil” tager de et klassisk sen-60’er blues-udgangspunkt og fører trådene frem mod nyere stenerrock som Kyuss og Monster Magnet uden at fravige den usvigeligt sikre kurs, som det indledende guitarriff udstikker.
Det er kun få bands, der på så overbevisende måde kan få et stærkt sammensat lydbillede til ikke at mudre sammen i klumper af guitar og bas. Og så er forsanger Bo Morthens næsten umulig at få til at gå ud af de mange sidespor, som de lystigt spredte guitarsoloer ellers byder ham til. Han holder sig hele tiden stærkt lænet op ad grundstammen og gør det med en tilpas kombination af ren rockstemme og accentuerede “hey”-brøl.

Noget andet, der har kendetegnet On Trial i tiden efter 2002’s Blinded by the Sun, er evnen til at skrive rockballader, der ikke forfalder til simple formler. Som “Blood River”, hvor en konstant understrøm af fuzz- og delay-guitar skaber en truende nødvendighed i nummeret. Og hvor det afsluttende break skaber konturer i musikken, der ikke tidligere har trådt frem i den overeksponerede syrestil, de før har præsenteret.

Uheldigvis for On Trial er A-siden på pladen, der kun udkommer i 500 eksemplarer på vinyl, den absolut stærkeste. De fyrer krudtet af, og det er sådan set kun B-sidens åbner “Speaking of Witch”, der holder niveau med de første fem numre. Det gør den til gengæld så godt, at “Too Late Too Loud” bliver tilgivet. For selv om det er en udmærket skåret psykedelisk ballade, har Bo Morthens stemme brug for mere volumen og bredde, før den folder sig ud. Musikken er der ikke en finger at sætte på, men vokalen dominerer på en ikke så heldig måde.

Og så kan det altid diskuteres, om det er en god idé at lave covernumre. On Trial ødelægger sådan set ikke Loves “A House Is Not a Motel”, men de lader den alligevel lidt for behændigt smyge sig ind i deres eget tungt rockende univers uden at tilføje noget afgørende interessant, som ikke er til stede i originalen. Den er nok også svær at forbedre, så som koncertafslutter på en festival for rocknørder med hang til 60’ernes syre har sangen helt sikkert været et hit.

★★★★½☆

Deltag i debat