Plader

Piana: Eternal Castle

Skrevet af Kristian Holgersen

Det er svært ikke at synes om sangerinden Piana. Hun er ung, kommer fra Japan og har en silkeblød stemme, der kan kandisere hvem som helst. Hendes tredje album fortsætter i samme afdæmpede spor som forgængerne, og den stil fungerer stadig glimrende for Piana.

Når man læser om Piana, bliver man klar over, at hun falder lidt uden for, hvad man efterhånden forventer af en japansk musiker. Hun sprænger ingen soniske grænser med sin musik og genopfinder på ingen måde guitaren i sære eksperimenter.

Faktisk er det ud over de japanske tekster svært at høre, hvilke geografiske rødder Piana egentlig har. Det er dog ikke nogen svaghed, for hendes tredje soloplade Eternal Castle er virkelig et venligt bekendtskab, man roligt kan give sig hen i.

Piana har været meget inspireret af Skandinavien, som hun rejste rundt i for et par år siden. Hun blander elektronik, tangenter og strenge i et rent og afdæmpet lydbillede med dryppende lyde og en stemning, man godt kan forbinde med nordisk kølighed, ro og høj himmel.

I forhold til hendes tidligere udgivelser er der kommet flere strygere med på Eternal Castle, og det klæder sangene rigtig fint. Den lille symfoni af strygere giver lidt ekstra fylde på de forsigtige arrangementer, og det lyder godt sammen med de små elektroniske nørklerier. Som i nummeret “Norway”, hvor de læner sig flot op af den hviskende vokal.

Det meget forsigtige udtryk på pladen er behageligt, men samtidig også lidt af en fesen sovepude. Heldigvis disker “Snowflake”, pladens fjerde skæring, op med et forfriskende trommespil, som hæver sangen lidt over de andre og gør den til dét, man hæfter sig ved under de første gennemlytninger. Afslutningsnummeret, “Prayer”, gør sig også bemærket med sin søde melodi og stille intensitet, kun akkompagneret af piano og kor.

Piana synger stadig på sit modersmål. Det er derfor umuligt at vide, hvad hun egentlig synger om, men pladens oversatte engelske titler leder tankerne i en længselsfuld og drømmende retning. Alene lydene i det japanske sprog er så flotte, at man ikke savner forståelige vers og omkvæd. Den japanske sangerinde synger så godt og drømmende, at de billeder man selv skaber sig ud fra sangene, sagtens kan gøre det ud for en god tekst, og mere til endda.

Eternal Castle er ikke en sensation af en plade. Sangene folder sig flot ud som rene lagener i vinden, men de er desværre temmelig ens hvide alle sammen. Pladen er måske for afdæmpet og pæn. Grundene til, at den alligevel ikke ender i kedsomhedens lange baner, er Pianas smukke stemme og hendes gode melodier, som holder et ganske fornuftigt højt niveau hele pladen igennem.

★★★★☆☆

Deltag i debat