I pressematerialet til Daniel Porcellis debutplade under navnet Po, The Sound of Summer Silence, står der, at landsmanden Manual vil levere et remix til den næste Po-udgivelse. Og netop Manual alias Jonas Munk er det svært at lade være med at tænke på, når man kaster sig over The Sound of Summer Silence. Dels fordi den 18-årige københavner uden på nogen måde at overdrive har ladet sig inspirere af Munks første plader, men især fordi Pos debut ligesom Manuals Until Tomorrow ikke er helt fuldvoksen, men lover rigtig godt for fremtiden.
Hvis man kun skulle bedømme ud fra de første tre numre på Porcellis første album, kunne man sagtens tro, at der var tale om et lille electronica-vidunder. Åbneren “At Last” åbner med rolige skyller af synth og kommer kun langsomt i gang. Der går to et halvt minut, før der for alvor kommer et beat på banen – og så svulmer nummeret ellers lynhurtigt op. Changerende synthskalaer glitrer som sollys mellem trætoppe, og da en nostalgisk cello kommer til, opnår “At Last” en imponerende emotionel tyngde.
Celloen er med igen i “Summer Morning”, hvor den løfter en lille undseelig guitarmelodi op i helt andre luftlag. Med “A Tree in the Palm of My Hand” demonstrerer Porcelli så, at han også er en ferm programmør. Der er i hvert fald en medrivende energi i blandingen af stærkt opklippet kvindevokal, klokkespilsmelodier og et synkoperet beat. Især vokalen giver Porcellis musik en ekstra dimension, og man kan håbe, at han forsøger sig med mere fra den skuffe senere.
Ikke mindst lyden i “At Last” og “Summer Morning” har en smittende friskhed, men de to numre afslører også, at Porcelli fortsat har en del at lære, når det gælder at komponere. I dem begge når man nemlig knap at få fornøjelse af strygerne, før nummeret i en fart bliver lukket ned. Her snyder Porcelli sig selv for nogle point, som lidt ekstra tålmodighed kunne sørge for.
Resten af The Sound of Summer Silence er noget mere fattig på højdepunkter. Når Porcelli fjerner fokus fra melodiforløbene og i stedet satser på dystre lydlandskaber som i “Seconds” og titelnummeret, bliver hans musik mere stillestående og lige knap så interessant. Især sidstnævnte har fine reflekterende kvaliteter, men har også et noget mere anonymt udtryk.
Imidlertid falder ingen af Pos numre igennem. Der sker hele tiden noget nyt i lydbilledet, og der er en forfriskende nysgerrighed over hans lyst til at prøve ret forskellige ting af. “Floating Against the Stream” minder med sine manipulerede guitaranslag og lyse strengetoner fra noget, der lyder som en harpe, om en digitaliseret udgave af Colleen, mens de udflydende, ringende synthlag i “Broken Fingers” ender som et virkelig fint livtag med ambientgenren. Sidstnævnte kunne dog også godt have tålt en kompositionsmæssig opstramning, for de to minutters græshoppe-knitrende outro føles som spild, når selve nummeret sagtens kunne vare længere.
Daniel Porcelli har altså stadig en del ting at arbejde med. Men vigtigere er det, at der er en betagende friskhed over The Sound of Summer Silence, hvis bedste passager er en musikalsk ækvivalent til at gå tur om morgenen, når dugdråberne begynder at bryde solens stråler.
