Koncerter

Pop Revo 07, 16.-18.08.07, Studenterhuset, Århus

[Kasper Würtz og Mikkel Arre]Pop Revo-festivalen var på papiret lidt af en blandet landhandel med så væsensforskellige navne som Jens Lekman, Jab Mica och El og Kirsten Ketsjer. Imidlertid gjorde hovedparten af kunstnerne det så godt, at festivalens største problem var, at man blev noget udkørt af al den musik.Den fjerde udgave af Pop Revo-festivalen i Århus var den hidtil mest strittende af slagsen. Spændet mellem f.eks. støjudforskere som Kirsten Ketsjer og blide Sarah Records-fans som norske Days eller mellem Jab Mica och Els livligt bippende electronica & horn og Guy Blackmans sarte og meget spartanske samarbejde med Sly Hats var stort.
Men ikke nødvendigvis for stort. Tværtimod virker det som en god ting, at festivalen lader til at have skruet lidt ned for fokuseringen på at hente alle optrædende fra båsen ‘indiepop’ eller de allernærmeste grænseområder. Det øger i al fald chancen for at få oplevelser, man ikke havde forudset.

Selvfølgelig kan man også anskue sagen fra en anden vinkel og sige, at noget af den nørdede charme ved at være blind for alt andet end indiepop er gået tabt. Pop Revo anno 2007 var ikke på samme måde en grundig præsentation af udviklingen inden for den specifikke genre, og det er bestemt et spørgsmål om smag og behag, om man ser det som en problematisk udvikling. Af vores anmeldelser nedenfor fremgår det i hvert fald, at der var store stunder både i og uden for indiepop-kategorien.

Ud over det lige lovligt laissez faire-skøjtende program, som forlængede hver aften med mindst en time, kørte festivalen ganske upåklageligt. Imidlertid må arrangørerne spørge sig selv, om det er hensigtsmæssigt at have seks koncerter pr. aften tre dage i træk. Det virker lidt som skønne spildte kræfter, når de nu har brugt adskillige måneder på at finde og invitere bands, som for en god portions vedkommende er helt nye for publikum, og man så som tilskuer er ved at gå død i musik allerede efter to dage.

Idéen med at køre festivalen over tre dage er sådan set udmærket (om end den godt kunne se ud til ikke at være specielt rentabel, hvis man skal dømme ud fra fremmødet torsdag), men så skal antallet af koncerter gerne ned på fire pr. dag. Så bliver det formentlig også lidt lettere at få programmet til at hænge sammen.

Torsdag 16.08.07

Per Høier
»There’s never quite a way to understand what I say,« sang Per Høier hen mod slutningen af sin koncert, og der var bestemt noget om snakken. Jo, altså, det er nemt nok at afkode, at hans tekster svulmer med patos og alvor a la »death comes tomorrow« – men hvad Høier vil med sin på én gang nedbarberede og grandiose fortolkning af 80’ernes new romantics-bølge, stod ikke særlig klart.

Synthmelodierne tårnede sig op, og Høiers højtidelige engelske diktion satte en tyk streg under, at der var alvorlige ting på spil. Men hvorfor de ting var vigtige, kneb det med at få formidlet. I hvert fald var Per Høiers let kejtede og ikke særlige udadvendte sceneoptræden ikke specielt nem at engagere sig i. I lange passager stirrede han ufattelig stift på et udefinerbart fikspunkt bagerst i lokalet og agerede mest af alt som en børneteaterskuespiller, der kødeliggør begrebet ‘uhygge’.

Mellem new romantics-sangene lå et par mere folkede sange, hvor det elektroniske udstyr fik en pause til fordel for en akustisk guitar. Men heller ikke hér lå guldet begravet for Høier. Med deres nærmest monumentale ambitioner ville de nok have gjort sig bedre i en rungende katedral i Kaliningrad end i et lavloftet pakhus på Århus Havn.

Der skulle da også noget så prosaisk som et solidt stortrommebeat til, før Høier med sit ekstranummer endelig fandt frem til noget, der krævede en umiddelbar reaktion fra det sparsomme publikum. Den stærkt New Order-inspirerede sang fik måske ikke ligefrem folk til at danse, men her blev den ganske fængende melodi serveret så friskt og energisk, at man glemte, at Høier med sin indesluttede stil egentlig stod lidt i vejen for sin musik.
(MA)

Karakter:

Would-Be-Goods
En guitarist, der er en perfekt real-life spejling af Artie Ziff fra The Simpsons; en bassist, som ligner verdens mest livstrætte medlem af The Clifters og uophørligt står med krydsede ben; en lykkelig trommeslager – og en ulykkelig forsangerinde, der synger glade twee-popsange.

Jessica Griffin

Det lyder som husorkestret til en Kaurismäki-film, men det var den skinbarlige sandhed til Would-Be-Goods-koncerten torsdag aften. En koncert, der var domineret af en så voldsom mangel på engagement fra bandet, at selv ikke de mest fortryllende sange fra bagkataloget, kunne redde dem.

Selv om Would-Be-Goods allerede udgav plader i slutningen af 80’erne, er det kun blevet til fire studiealbum fra englænderne, hvoraf de tre er kommet indenfor de sidste fem år. Så man kunne have håbet på, at det var et revitaliseret band, der besøgte Danmark for første gang med deres bittersøde pop, men det var desværre ikke tilfældet.

Der blev ellers hurtigt delt musikalske godbidder ud, og således blev “The Camera Loves Me”, fra 1988-debuten af samme navn, leveret meget tidligt i settet. Nummeret, som normalt er garant for ækvatorbrede smil, blev leveret uden den mindste glæde og savnede desuden den twee-klassiske fløjte. Samtidig er det er virkelig svært at forføre publikum med et så dedikeret fravær, som frontkvinden Jessica Griffin udstrålede, og det var ikke sært, at bordfodboldbordene scorede flere jubelråb end koncerten.

Kameraerne såvel som øjnene viste sig helt retfærdigt som ubarmhjertige elskere, der afslørede Would-Be-Goods liveoptræden som ganske uelskværdig. Og det er i den grad ærgerligt, når nu de lukkede øjne flere gange viste, hvor betagende musikken i sig selv kan være.
(KW)

Karakter:

Vapnet
Det syv mand store indiepoporkester Vapnet har allerede fået stor respekt fra det indflydelsesrige amerikanske zine, Pitchfork, som gav en flot anmeldelse til svenskernes glimrende 2006-udgivelse Jag vet hur man väntar. Hvor Would-Be-Goods havde efterladt twee-legetøjet (og spillehumøret) derhjemme, havde Vapnet både fløjte og melodica med, men svenskerne undgik det overdrevent sukkersøde ved at tilføje støjelementer til liveversionerne.

Generelt virkede Vapnet fra begyndelsen opsatte på at give det århusianske publikum en god oplevelse. Energien fejlede i hvert fald ingenting hos det unge band, der kan skrive den slags charmerende og småskæve popsange, som man åbenbart kun kan lave, når man er fra Sverige, og samtidig var der en glimrende indre dynamik i bandet, der gjorde, at oplevelsen aldrig blev kedelig, selv når det var tid til en af de lidt svagere sange.

Den type numre var heldigvis i undertal, for gruppen har nemlig i sangskriver Martin Abrahamsson en yderst melodistabil frontfigur. Var man ikke overbevist om dette før koncerten, skulle man ikke mange toner ind i den überfængende “Thoméegränd”, før end man blev nødt til at overgive sig ubetinget til de svenske popkundskaber for Gud ved hvilken gang.

Vapnet endte ubetinget som det band, der havde efterladt det kraftigste indtryk efter torsdagens koncerter. Det var forfriskende at opleve, hvordan liveenergien forvandlede de fine indiepopsange til noget større og mere nødvendigt end blot en charmerende flirt.

Efterhånden som aftenen skred frem, løsnede det ellers lidt stramme publikum lidt op, hvilket fik Abrahamsson til at udbryde: »Tak fordi I dansede.« Det havde han nu ikke behøvet at takke for. Under hovedparten af koncerten var det simpelthen svært at lade være.
(KW)

Karakter:

Scarlet’s Well
Selv om navnet måske ikke vækker den store genklang, smagte det alligevel af musikhistorie, da Scarlet’s Well indtog den intime scene på Studenterhuset.

Bid fra Scarlet’s Well

Frontmanden Bid havde nemlig tidligere huseret i The Monochrome Set, der op gennem 80’erne udgav en række album, som forenede den gode popmelodi med et postpunket udtryk. I slut-90’erne dannede Bid så i stedet Scarlet’s Well, hvilket samtidigt betød et retningsskift mod folkrocken, men stadig med de gode melodier in mente. Det var altså en alsidig herre, der styrede dirigentstokken, og det smittede tydeligt af på aftenens set.

Der var en pæn portion løssluppenhed på scenen, hvilket i høj grad gjorde koncerten til en legende, men også noget ukoncentreret oplevelse. Således grinede sangerinde Alice Healey til tider mere, end hun sang, hvilket en enkelt gang fik Bid til at erklære: »That was our worst version ever.« Skønhedspletterne gjorde dog også deres til at give koncerten sin helt egen charme og varme, hvilket bestemt var et betragteligt plus, ligesom Bid og Healey også supplerede hinanden ganske fint.

Det legesyge band så også ud til på deres egen afdæmpede måde at nyde koncerten, og en sådan glæde kan ikke undgå at smitte af på publikum, hvilket den da også gjorde. Samtidig gjorde Bids bredt favnende musikalske profil, at koncerten stak i en del forskellige retninger, men uden at koncerten mistede holdepunkter. Det sørgede den stille kemi mellem Bid og Healey for.

Trods den afslappede stils positive aspekter medførte den også, at koncerten aldrig rigtig løftede sig op til det niveau, som meget af sangmaterialet ellers berettiger til, netop fordi der lidt for ofte blev taget for løst på tingene.
(KW)

Karakter:

 

Fredag 17.08.07

Matthew Sawyer and the Ghosts:
Der skulle ikke gå mange sekunder efter, at Mathew Sawyer havde åbnet munden første gang, før han havde tryllebundet publikum med sin vokal. Ikke fordi den var billedskøn eller teknisk imponerende, men nærmere fordi den rummede en hjerteknusende skrøbelighed – vel at mærke uden at spille på den håbløshed, som er hørt utallige gange før. Sawyer er afdæmpet på en langt mere indadvendt aggressiv facon, der virkelig gør ham slagkraftig og intens. Det er svært at finde passende sammenligninger, men det, der kommer tættest på, er en krydsning af Mark Linkous fra Sparklehorse og Destroyers Dan Bejar.

Koncertens første nummer bestod kun af frontmandens vokal og guitar og blev klart holdt oppe af førstnævnte element. Heldigvis for nuancerne begyndte backingbandet the Ghosts at spille med allerede i næste nummer, den glimrende “Don’t Want to Hang Around”, hvilket gav et langt fyldigere og mere velfungerende lydbillede. Den latente vrede, der ligger i Sawyers udtryk, fik således en mere direkte repræsentant i form af støjende guitarer, ligesom hele bandet udstrålede en dyster alvorlighed og lignede orkestret på et langsomt synkende skib.

Debutalbummet Blue Birds Blood udkom tidligere i år, og Sawyer og spøgelserne demonstrerede, at sangene bestemt ikke kun fungerer på plade. Især strålede den betagende “Paris in Spring” og det fremragende afslutningsnummer “In a Haunted House”, der satte et fornemt punktum på en ret forbløffende magtdemonstration fra den tidligere Television Personalities-trommeslager. Selv om det formentlig var de færreste af tilhørerne, der kendte Mathew Sawyer and the Ghosts før koncerten, brændte bandet sig fast med en næsten perfekt præstation. Og det er virkelig dét, Pop Revo kan, når det fungerer allerbedst: tage en fuldkomment overset perle og forære den til det opmærksomme publikum.
(KW)

Karakter:  

I Was a King
Lige fra hoften og nærmest uden pauser mellem numrene serverede sangeren og sangskriveren Frode Strømstad og hans tre bandmedlemmer i omegnen af 15 sange på cirka 40 minutter. I Was a King spilder nemlig ikke tiden, når de smelter energisk, amerikansk-klingende støjrock sammen med tågede og blide shoegazer-vokaler, der har fået de engelske anmeldere til at trække paralleller til My Bloody Valentine.

Frode Strømstad

Fra Studenterhusets scene lod Strømstads enkle sangskrivning nu til at skære noget mere ind til benet. En håndfuld af numrene bestod af ét vers, ét omkvæd og en outro – og så videre til det næste. I Was a King spredte heldigvis de helt korte numre fint, så de gav koncertens flow den variation, som bandets lyd godt kunne tåle lidt mere af. I hvert fald flød numrene ret meget sammen.

Men selv om det blev lidt ensformigt med de distortion-prægede popbagateller, skal I Was a King have ros for at få meget ud af deres to guitarer. Efter at torsdag aften havde budt på flere bands, der kunne få tre guitarer til at fylde meget lidt i lydbilledet, var det godt at blive rusket igennem af dundrende støjflader – samtidig med at Strømstad og den kvindelige guitarists vokalharmonier gav sangene et strejf af skrøbelig bittersødme.

I Was a King var et forfriskende bekendtskab, men de fire nordmænd hjalp ikke just sig selv ved at være så indelukkede. Der var ingen kontakt til publikum, og Egersund-kvartettens sange var ikke helt stærke nok til at holde salens opmærksomhed fanget.
(MA)

Karakter:

Kirsten Ketsjer
Mens det altså kneb for I Was a King med forbindelsen til publikum, fik københavnske Kirsten Ketsjer al den opmærksomhed og respons, de overhovedet kunne drømme om. Det var fuldt fortjent, for de leverede et fantastisk show, hvor lige netop kontakten til de mange mennesker på det pludselig propfyldte gulv var i centrum.

For jo mere tilhørerne overgav sig og jublede af trioen og den medbragte udstoppede fiskehejre, jo mere energi og nerve kom der i deres i forvejen alt andet end blodfattige sammensurium af primale støjangreb og herligt melodiske guitarpassager. Kirsten Ketsjer efterlod ingen tvivl om, at Sonic Youths senere udgivelser er et af de vigtige afsæt for bandet, men den legesyge trio tog hele tiden deres hybridmusik nye steder hen.

Eksempelvis slog det dissonante guitarparløb i starten af “Ikaros” over i en passage, hvor guitarerne sendte hilsner til de faseforskudte melodier i komponisten Steve Reichs 70’er-værker Music for Mallet Instruments… og Music for 18 Musicians. Derfra bevægede nummeret sig over i et helt anderledes skramlet og utæmmet udtryk krydret med indianerhyl – hvorefter det endnu en gang fik faste riffs under fødderne.

Trommeslageren Anja Jacobsen var en konstant drivkraft bag sine to guitarister, og med stor autoritet skubbede hun sangene i nye retninger, så man aldrig kunne føle sig sikker på, hvad man kunne forvente sig. Simultant opførte hendes ansigtsudtryk hvileløse mimespil, både når hun med sin ‘Kim Gordon fra Valby’-stemme snakkesang om rasende sandstorme, og når Andreas Führer og Anders Lauge Meldgaards guitarer var i centrum.
Til sidst kunne hun dog ikke nøjes med at sidde bag trommerne og brugte i stedet fiskehejrens næb til noget, der kunne kaldes vadefuglenes svar på Jimi Hendrix’ soli med tænderne. Rent musikalsk var det bestemt ikke noget stort øjeblik, men det store smil på Jacobsens ansigt, efter at hun igen havde sluppet fuglen og set på publikum, sagde alt om, hvilken fantastisk energi der lå i den gensidige udveksling mellem band og publikum.
(MA)

Karakter:

The Twilight Sad
Den slags nærvær var der ikke skyggen af, da skotske The Twilight Sad lukkede fredagens program med et afsindigt højt show. Eller show er nok så meget sagt. Uden undtagelser stod forsanger James Alexander Graham med siden eller ryggen til publikum, mens hans øjne det meste af tiden var fikseret på loftet – eller måske var det på den store, tyngende faderskikkelse, som mere eller mindre eksplicit er til stede på det meste af skotternes glimrende debutalbum, Fourteen Autumns & Fifteen Winters.

Twilight Sad – foto: Neale Smith

Graham sang de dystre historier om knivstukne hjerter og forældre, der bare ser til, mens børnene brænder, med sin vanlige ærkeskotske diktion og en indædthed, der tydede på, at sårene stadig var åbne og asken varm. Resten af kvartetten bakkede ham op med tålmodigt voksende støjrocklandskaber, der både var i stand til tordne nådesløst og svæve ud i mere æteriske passager, hvor Andy MacFarlanes guitararbejde var yderst imponerende.

Som helhed hældte koncerten dog lige rigeligt meget i retning af de buldrende klimakser, hvilket primært var et problem pga. den kraftige lydstyrke. I slutnummeret “I Am Taking the Train Home” gik det endda så vidt, at rytmebunden nærmest kvalte guitaren. Omvendt må man medgive, at åbneren “Cold Days in the Birdhouse”, der blev spillet endnu mere flosset og råt end på albummet, nåede nærmest magiske højder, da nummeret eksploderede med en voldsom kraft, der kunne mærkes i mellemgulvet.

Lidt mere mådeholdenhed ved mixerpulten og blot en anelse vilje til at involvere sig i kontakten til publikum ville muligvis have kunnet løftet skotternes koncert helt op i de højere luftlag. Det kom den ikke helt, men en lille times imponerende intens psykoanalyse i støjrockgevandter var nu ikke noget at kimse af.
(MA)

Karakter:

 

Lørdag 18.08.07

The Elephants
På tredjedagen af et arrangement som Pop Revo kan man godt have brug for at få en energiindsprøjtning, og lige netop den funktion udfyldte danske The Elephants fornemt gennem størstedelen af deres koncert. Siden deres lidt livløse demoer har gruppen foldet deres lyd kraftigt ud, så de på Studenterhusets scene kunne præsentere fyldig solskinspop med et smittende drive.

At sangene havde så god fylde, skyldtes især, at live-udgaven af The Elephants var vokset til en sekstet. Det betød, at Bjarke Bendtsen og Martine Madsens guitarsamarbejde og vokalharmonier skiftevis blev krydret med både mundharpe, trompet og theremin. Mundharpen var med til at give strejf af country, mens thereminen ikke mindst i det lange, søgende afslutningsnummer “Good Time” fungerede som en urovækkende støjkilde, der krattede i harmoniernes pæne overflader.

De mere afdæmpede, eftertænksomme sange klarede sig ikke alt for godt, ligesom Bjarke Bendtsens ligegyldige sludren mellem numrene var noget irriterende. Men når man bare kunne høre The Elephants lægge sig godt til rette lige midt mellem The Thrills og en soldvask udgave af The Wannadies i potentielle indiehits som “Obvious” og “5 Minutes”, var det svært at blive andet end godt tilpas. Og det var især opmuntrende at høre, at de seks københavnere ikke var bange for at give lidt ekstra gas, når de nåede til sidste omkvæd – for når man har skrevet en fængende håndfuld af slagsen, skal man endelig udnytte det. Dét gjorde The Elephants glimrende.
(MA)

Karakter:

Jens Lekman
På årets Roskilde Festival havde Jens Lekman ganske hård konkurrence i form af den længe ventede Arcade Fire-koncert, der blev afviklet samtidig med svenskerens. På Pop Revo var Lekman festivalens absolutte hovednavn, hvilket man også sagtens kunne registrere på antallet af tilhørere, og den position levede svenskeren op til i flot stil.

Jens Lekman

Koncerten startede fuldstændigt overrumplende med den fantastiske “Black Cab”, der stammer fra Maple Leaves-ep’en udgivet under navnet Rocky Dennis. Det er supercharmerende lofi-pop, der sender tydelige håndtegn til Magnetic Fields – sunget af Skandinaviens vel nok mest fortryllende crooner med appetit for både piger og knuste hjerter.

Jens Lekman virkede i den grad i hopla til festivalens absolut sidste koncert, og interagerede en del med det begejstrede publikum. »Can you see the cracks in the floor glowing?« spurgte han, og inden det århusianske publikum nåede at svare, konkluderede han: »It’s hell down there.« Nu har Lekman selvfølgelig også et særdeles stærkt blik for revnerne, både dem i gulvet og i hjertet, men det eneste denne anmelder så under den koncert var en himmelsk entertainer.

Der kom også smagsprøver fra det kommende album, Night Falls Over Kortedala, hvoraf “The Opposite Of Hallelujah” stod stærkest, og sangen fik Lekman til at danse med sin guitar. De nye sange virker endnu mere præget af blæserinstrumenter, og inspirationen fra Dexys Midnight Runners står tydeligere frem nu end nogen sinde. Et andet højdepunkt var en overraskende og utroligt vellykket version af børneklassikeren “Bim-bam-busse”, der fik publikum til at smile om kap med den veloplagte charmør.

Som den eneste optrædende gav Lekman ekstranumre, og han fik først tilskuerne til at danse til “You Are the Light”, hvorefter han fik dem til at synge med på “Pocketful of Money”, der for hovedparten af publikum blev koncertens afslutningsnummer. Der var dog en heldig håndfuld, der tog Lekman alvorligt, da han erklærede, at han ville give et ekstranummer efter en mindre pause, og de fik en intim opførelse af den fabelagtige “Maple Leaves”.

Og det er netop en af svenskerens helt store forcer, nemlig den ukrænkelige oprigtighed, der hviler over ham. Som han sang tidligere på aftenen, så er alle numre sirligt signeret »Yours truly, Jens Lekman,« og denne fremragende koncert var ingen undtagelse.
(KW)

Karakter:  

Læs også Undertoners anmeldelser af:
Kirsten Ketsjer: FFFFOO K TSSCCH
The Elephants: s.t.
Jens Lekman: When I Said I Wanted to Be Your Dog
Jens Lekman: Night Falls Over Kortedala

Note: Søren Jakobsen, der er en del af Pop Revos arrangørgruppe, er tilknyttet Undertoner som skribent..

Deltag i debat