Plader

Simian Mobile Disco: Attack Decay Sustain Release

Skrevet af Martin Thimes

Ligesom med fotocollagerne i de glittede modeblade, er der ikke meget ved duoen Simian Mobile Discos debutplade om et halvt år. Men i nuet fungerer Attack Decay Sustain Release fint nok på sine helt egne præmisser.

En masse musik er låst fast i de lyttemønstre, som naturligt falder een ind, når pladen kommer på. Kyuss er bedst, når man hamrer nakken bagover for at bunde endnu en øl; The Zombies er bedst, når det er solskin; og electro fra den skuffe, som Simian Mobile Disco trækker deres musik op af, fungerer bedst iklædt moderigtigt tøj til en fest med sponsor-øl (højest sandsynligt fra Tiger Beer).

Men god musik kendetegnes ved, at det også fungerer uden for den kontekst, som den er født ind i. For The Zombies er også gode, når det regner, og Kyuss fungerer også glimrende, når humøret er mere til den deprimerede side. Men Simian Mobile Disco fungerer ingenlunde uden for miljøet, som musikken er skabt til. Attack Decay Sustain Release er endimensionel musik, og det er svært at tro på, at James Ford og Jas Shaw vil mere end at please på dansegulvet.

De første ord, man hører på pladen er »I got this down right / I got this style tight« via en vildt vocoderbefængt vokal i nummeret “I Got This Down”. I sin grundsubstans er det ikke meget andet end et opkog af lyde fanget fra Kraftwerks maskinpark tilsat en spiseskefuld hvidt pulver i form af electrobeats fra 80’erne. Og det fungerer faktisk fint nok, hvis omgivelserne er de rigtige. Basmelodien er flot pakket sammen og virker i al sin komprimerede enkelhed som et luftigt tæppe for de dåseproducerede enkeltsætninger af vokal, der sammen med en særdeles velprogrammeret trommemaskine danner sangens kerne.

I den efterfølgende “It’s the Beat” begynder de første krampetrækninger dog at melde sig. For lyder breaket ikke skræmmende meget som noget fra en Cut’n’Move-sang? Og giver de afsluttende tre tryk på trommemaskinen ikke en pludselig opvågnen og tanker om New Order-klassikeren “Blue Monday”? Jo.
Og det er en skam, at det altid er i de samme retninger, musikken skal pege, når der skal rytmer til festen. Der er snart sagt ikke grænser for, hvor mange gange der bliver kogt neonsuppe på de samme tre-fire elementer, som til sammen skal gøre det ud for moderne dansabel musik et sted imellem regulær techno og noget, der også pleaser lyttere af rock og andre ikke-maskinbaserede genrer.

“Tits & Acid” nærmer sig derimod noget mere udfordrende i sin form. Der er masser af breaks, vokalsamples og i det hele taget bliver monotonien brudt af det afvekslende lydbillede, hvor der skiftevis lægges vægt på en stærkt komprimeret retrospektiv electro-lyd og mere ambiente ringlende klange, der sammen gør det til en lille perle midt i al kedsomheden af 4/4-beats og kassetænkning. Og det er et af de få numre, som rent faktisk gør sig godt i andre omgivelser end mørke alkoholtågede øjeblikke.

I “I Believe”, der i den medfølgende pressemeddelelse bliver beskrevet som et nummer med ’swirly, psych-folk vocal’ er det desværre tilbage til konformitetens søvndyssende virkelighed. Simon Lord, der var forsanger i Simian Mobile Discos tidligere band Simian, er der desværre hverken psych, folk eller psych-folk over. Det er nærmere et opkog af alt det gode/dårlige (vælg selv) fra Wham og Nik Kershaw, han tilføjer de gamle bandkammeraters debutalbum.

Der er foretaget mange mildt sagt tvilvsomme dispositioner på dette album, men det er svært at komme uden om, at pladen heldigvis ikke giver sig ud for at være andet end den er: fragmenteret, dansabel, mildt irriterende og samtidig ganske fængende i sit væsen. Og til dét formål, som hedder tosseglad fest, er der ingen tvivl om, at Simian Mobile Disco i et par måneder frem vil være at finde i samlingen, når jeg skal sætte musik på. Men nok heller ikke meget længere end det.

★★½☆☆☆

Deltag i debat