Nyheder

Speaker Bite Me på efterårsturné

Speaker Bite Me må ligge lunt i svinget, når listerne over de bedste danske plader fra 2007 skal strikkes sammen om nogle måneder. Deres comebackalbum Action Painting fik i hvert fald ret så pæne ord med på vejen, da det udkom i marts.

Her på siden hyldede vi pladen, og da kvartetten i juli indtog Odeon-teltet på Roskilde Festival, var på ny rigtig godt tilfredse – også med det spandexklædte Frihedsgudinde-look-alike-kor.

Hvorvidt Solveig Sandnes og Anders Jørgen Mortensen fra KLoAK tager med, når Speaker Bite Me tager på Danmarksturné i slutningen af næste måned, vides endnu ikke. Til gengæld er Aabenraa for en gangs skyld kommet med på en turnéplan. Så nu kan folk i postområde 6200 godt sætte krydser i kalenderen fredag d. 28. september, hvor Speaker Bite Me spiller i Nygadehuset.
Resten af turnéen forløber således:

27. september – Cafe Ørsted, Esbjerg
29. september – Post1, Odense
4. oktober – Voxhall, Århus
5. oktober – Studenterhuset, Aalborg
6. oktober – Fermaten, Herning
19. oktober – Templet, Lyngby
20. oktober – Forbrændingen, Albertslund
27. oktober – Pumpehuset, København
4. november – Stars, Vordingborg

I øvrigt opfører Signe Høirup Wille-Jørgensen om et par uger sit Jomi Massage-album Skandinaviske klagesange live sammen med dirigenten Lars Møller og et stort jazzensemble. Sted: Copenhagen Jazzhouse. Dato: torsdag d. 13. september.

Om skribenten

Mikkel Arre

Biografi: Der skete noget, da jeg hørte Oasis' What's the Story... Jeg kan ikke forklare, hvordan traditionalistisk rock kan give intens lyst til at begynde at høre drum'n'bass og alskens anden electronica. Men sådan gik det, da jeg var 12-13 år gammel. Katalysatoren var P3: Det Elektriske Barometer, Thomas Knaks fredagsprogrammer og for længst hedengangne Beat.
Engang skrev jeg for Murmur. Så skrev jeg for Undertoner i 10 år plus det løse. Nu skriver jeg mestendels for fagbevægelsen.

Fem favoritalbums:
Stars of the Lid: The Tired Sounds of... Hood: Cold House Modest Mouse: The Moon & Antarctica Autechre: Peel Session Steve Reich: Music for 18 Musicians

Skriv et svar