Plader

Stafrænn Hákon: Gummi

Islandske Stafrænn Hákon har med Gummi kreeret en luftig og atmosfærisk plade med langvarige og oftest dæmpede numre. Intet på pladen lyder dårligt – til gengæld er en god bid af den tæt på at være direkte søvndyssende.

Det er lidt, som om begejstringen over musik af islandsk herkomst ingen ende vil tage. Euforien vokser, og imens spytter selskabet 12 Tönar en lind understrøm af islandske kunstnere ud, der på hver deres måde vækker et udefinerbart “noget” i os. En svævende følelse af uendeligt rum, renhed, luft og billeder af vilde landskaber, der på eksotisk vis griber os og på placebo-manér tryller os væk fra vores små hybler i flade, fortravlede Danmark.

Islandske Ólafur Josephsson aka. Stafrænn Hákon er med sin fjerde udgivelse, Gummi, efterhånden godt på vej til at få musikalsk asyl i Danmark. Ikke overraskende er albummet nemlig indbegrebet af nordisk simpelhed. På en postrocket, progressiv og akustisk platform bygger Josephsson sin musik med lag på lag af elektroniske detaljer og lejlighedsvis bækkenstøj – og indimellem med vokale bidrag, blandt andre fra Efterklangs Casper Clausen i den nok så ørevenlige, men langstrakte og sløve “P-Rofi”.

Stafrænn Hákon søger tilsyneladende ikke hverken fantastiske melodier eller overraskende momenter. Gummi er ét langt organisk stemningsbillede, der får rækken af ambiente hymner til at fungere bedst, når man fortærer dem råt som substitut for meditationsmusik. Kun få af numrene skiller sig ud, heriblandt den mere formbundne og melodiøse “Hausi”, der med Minco Eggersmans dybe vokal har en melankolsk ro over sig. Langsomt bygges nummeret op og kulminerer i et klimaks af instrumental støj og rolige, skvulpende backingvokaler.

En anden afviger er den rene og næsten loungede “Þurr Þurr”, der vinder på det lidt kantede udtryk, Daniel Lovegroves mere udtryksfulde vokal og de drømmende samplinger. Om ovenstående numre ville gå lige så rent ind, hvis de blev taget ud af deres sammenhæng som forløsningselementer på denne plade, er tvivlsomt, men Stafrænn Hákon antyder i hvert fald, at der er substans at hente under overfladen af dybsindige repetitioner.

Der skal dog mere til for at overskygge den snærende følelse af utidighed, man får, når man lytter til Gummi. Pladen får i sine svage øjeblikke karakter af at være en fyld-plade fyldt med fyld-numre. Og selv om numrene egentlig ikke er direkte forudsigelige eller decideret dårlige, er de til tider så klangmæssigt ensformige, at man i et kækt øjeblik kan få lyst til at beskylde Stafrænn Hákon for at have komponeret hele molevitten ud fra de sorte tangenter på et klaver. Fred være med det – vi kan ikke alle sammen være geniale til det hele, og det gælder åbenbart også for islændingene.

★★★☆☆☆

Deltag i debat