Plader

Stereo Total: Paris-Berlin

Skrevet af Mads Jensen

Selv om albumtitlen minder om Infernal, gør lyden ikke. Her er det fransk/tysk electropop, det handler om. Det er så klichéfyldt, at det næsten bliver for meget, men i små doser kan pladen godt få humøret op. I længden bliver det dog for kedeligt.

Stereo Total er vel mest kendt for, at deres sang “I Love You, Ono” var med i en Sony-reklame for et par år siden. Iørefaldende electropop er dog ikke et nyt arbejdsområde for duoen bestående af Françoise Cactus og Brezel Göring. Faktisk har de været i gang sammen i 12 år inden for samme genre: nuttet electropop med en piget vokal, der på tysk synger om plastic. Sådan kan flere af sangene beskrives, og det er næsten så oplagt, at det grænser til at fremstå som en kliché.

Albummet er et af den slags, man ret hurtigt danner sig et indtryk af, for der gemmer sig ikke meget under overfladen. Man bliver hverken mere eller mindre glad for det med tiden. Hvis man kan lide det, ved man det ret hurtigt. De fleste vil nu nok hurtigt overbevise sig selv om, at det er for uinteressant til at være langtidsholdbart.

Teksterne er ret sjove på sådan en simpel og naiv måde. I “Plastic” synger Cactus »I wanna be plastic too / And be plastic friends with you«. Og så handler den ellers om en pige, der boede i et plastichus, kørte en plasticbil, gik i plastictøj og tog til Amsterdam, hvor hun tog en plasticoverdosis på et plastichotel. Med andre ord skal man ikke forvente dybde og poesi i teksterne, men de er simple og lette at forstå ligesom musikken. Melodien bæres af et simpelt guitarriff, og suppleres af diverse lydeffekter i baggrunden, der til sammen hjælper det noget rodede, men på sin vis tiltalende udtryk.

Som det indikeres på tracklisten synges der på tysk, fransk og engelsk. Når der synges på engelsk, er det med en tydelig accent, som i og for sig er meget charmerende. Det samme kan siges om de fleste af sangene. Ikke videre interessante, men i og for sig charmerende. Mod slutningen af albummet bygges der mere lyd op. Der sker så meget i lydbilledet, at det bliver lettere forvirrende at høre på, men af den grund også mere interessant.
Musikken i eksempelvis “Relax Baby Be Cool” og “Chewinggum” har et strejf af europæisk storby-coolness over sig. De er ikke lavet til at være synderligt dansable eller morsomme, og det klæder dem. Her er trods alt lidt mere tyngde, end det gennemgående er tilfældet på albummet.

Albummet sætter sig mellem to stole. På den ene side har det et meget poppet og let udtryk. På den anden side er det, som om det vil mere. Det vil både være morsomt og tages alvorligt på samme tid. Det er en svær balance at finde, og det er heller ikke lykkedes for Stereo Total. Pladen er simpelthen for rodet. Nogle numre er decideret platte, mens andre næsten er direkte cool og af den slags, der vil kunne gøre sig på dansegulvet på smarte storbydiskoteker. Titlen indikerer, at det er netop det udtryk, der har været intentionen med hele albummet.

Et eksempel på et af disse mere cool numre er “Mehr Licht”. Selv om det lyder som noget, man kunne lave på et børnekeyboard fra BR, er det alligevel underligt medrivende. Det er disse simple beats, man kan fremstille ved at trykke “Rumba” på sådan en fyr, der er det primære i nummeret, men det virker. Netop den overdrevne simplificering af såvel tekst som melodi og instrumentering giver nummeret sin charme.

Paris-Berlin er meget sjov og bestemt ikke dårligt lavet. Men når man én gang har grinet af teksten og den tilhørende naive melodi i “Komplex mit dem Sex”, fortager morskaben sig ret hurtigt. Hvis man vil høre electropop, kan pengene med fordel bruges andetsteds.

★★★☆☆☆

Lyt til “Ich Bin der Stricher Junge”:
[audio:http://krs5rc.com/krs/bands/stereototal/audio/Stricherjunge.mp3]

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar