Plader

Stereo Total: Paris-Berlin

Skrevet af Mads Jensen

Selv om albumtitlen minder om Infernal, gør lyden ikke. Her er det fransk/tysk electropop, det handler om. Det er så klichéfyldt, at det næsten bliver for meget, men i små doser kan pladen godt få humøret op. I længden bliver det dog for kedeligt.

Stereo Total er vel mest kendt for, at deres sang “I Love You, Ono” var med i en Sony-reklame for et par år siden. Iørefaldende electropop er dog ikke et nyt arbejdsområde for duoen bestående af Françoise Cactus og Brezel Göring. Faktisk har de været i gang sammen i 12 år inden for samme genre: nuttet electropop med en piget vokal, der på tysk synger om plastic. Sådan kan flere af sangene beskrives, og det er næsten så oplagt, at det grænser til at fremstå som en kliché.

Albummet er et af den slags, man ret hurtigt danner sig et indtryk af, for der gemmer sig ikke meget under overfladen. Man bliver hverken mere eller mindre glad for det med tiden. Hvis man kan lide det, ved man det ret hurtigt. De fleste vil nu nok hurtigt overbevise sig selv om, at det er for uinteressant til at være langtidsholdbart.

Teksterne er ret sjove på sådan en simpel og naiv måde. I “Plastic” synger Cactus »I wanna be plastic too / And be plastic friends with you«. Og så handler den ellers om en pige, der boede i et plastichus, kørte en plasticbil, gik i plastictøj og tog til Amsterdam, hvor hun tog en plasticoverdosis på et plastichotel. Med andre ord skal man ikke forvente dybde og poesi i teksterne, men de er simple og lette at forstå ligesom musikken. Melodien bæres af et simpelt guitarriff, og suppleres af diverse lydeffekter i baggrunden, der til sammen hjælper det noget rodede, men på sin vis tiltalende udtryk.

Som det indikeres på tracklisten synges der på tysk, fransk og engelsk. Når der synges på engelsk, er det med en tydelig accent, som i og for sig er meget charmerende. Det samme kan siges om de fleste af sangene. Ikke videre interessante, men i og for sig charmerende. Mod slutningen af albummet bygges der mere lyd op. Der sker så meget i lydbilledet, at det bliver lettere forvirrende at høre på, men af den grund også mere interessant.
Musikken i eksempelvis “Relax Baby Be Cool” og “Chewinggum” har et strejf af europæisk storby-coolness over sig. De er ikke lavet til at være synderligt dansable eller morsomme, og det klæder dem. Her er trods alt lidt mere tyngde, end det gennemgående er tilfældet på albummet.

Albummet sætter sig mellem to stole. På den ene side har det et meget poppet og let udtryk. På den anden side er det, som om det vil mere. Det vil både være morsomt og tages alvorligt på samme tid. Det er en svær balance at finde, og det er heller ikke lykkedes for Stereo Total. Pladen er simpelthen for rodet. Nogle numre er decideret platte, mens andre næsten er direkte cool og af den slags, der vil kunne gøre sig på dansegulvet på smarte storbydiskoteker. Titlen indikerer, at det er netop det udtryk, der har været intentionen med hele albummet.

Et eksempel på et af disse mere cool numre er “Mehr Licht”. Selv om det lyder som noget, man kunne lave på et børnekeyboard fra BR, er det alligevel underligt medrivende. Det er disse simple beats, man kan fremstille ved at trykke “Rumba” på sådan en fyr, der er det primære i nummeret, men det virker. Netop den overdrevne simplificering af såvel tekst som melodi og instrumentering giver nummeret sin charme.

Paris-Berlin er meget sjov og bestemt ikke dårligt lavet. Men når man én gang har grinet af teksten og den tilhørende naive melodi i “Komplex mit dem Sex”, fortager morskaben sig ret hurtigt. Hvis man vil høre electropop, kan pengene med fordel bruges andetsteds.

★★★☆☆☆

Lyt til “Ich Bin der Stricher Junge”:
[audio:http://krs5rc.com/krs/bands/stereototal/audio/Stricherjunge.mp3]

Deltag i debat