Plader

Richard Thompson: Sweet Warrior

Skrevet af Kasper Würtz

Selv om det er 40 år siden, Richard Thompson første gang indtog musikscenen, har den engelske veteran fortsat masser at byde på. Et par overflødigheder ændrer ikke på, at Sweet Warrior er en imponerende bedrift. Thompson ved stadig, hvordan man skriver gode sange, og især hvordan man spiller guitar.

Det er en af musikhistoriens helt store aktører, der spiller ud, hver gang Richard Thompson samler guitaren op for at skrive nye sange. Englænderen har siden slutningen af 60’erne fyldt meget på folkscenen, først som primus motor i det fabelagtige Fairport Convention, der nærmest definerede britisk folk, og siden hen som stærk solist. Med over 25 soloalbums kunne man godt frygte, at Thompson allerede havde tyndslidt sit potentiale, men heldigvis beviser han med Sweet Warrior, at det ingenlunde er tilfældet.

Lige fra første sekund af den fremragende “Needle and Thread” dominerer dét, der nærmest er blevet til et musikalsk vandmærke for Thompson, nemlig det sublime guitarspil. Det er bestemt ikke tilfældigt, at englænderen er obligatorisk i toppen af listen, når historiens bedste guitarister bliver diskuteret. Og lytteoplevelsen bliver bestemt ikke mindre af, at han igen har sat strøm til guitaren. Der er ingen metaltræthed at spore nogetsteds, og nummeret udstråler en misundelsesværdig energi og charme.

Det charmerende bliver i den efterfølgende “I’ll Never Give Up” udskiftet med et vredere udtryk, rettet mod den amerikanske regering: »There’s no halfway with you / You see red, white and blue / What holds your head on / could use another screw,« er den småkluntede, men ikke desto mindre tydelige besked fra en engageret veteran.

Albummets højdepunkt er også en lang salve mod den engelske nations storebror. Den intense “Dad’s Gonna Kill Me” handler om en fortabt soldat fanget i et irakisk brændpunkt. Guitarerne galoperer igennem nummeret, der viser Thompsons fornemme kvaliteter som moderne historiefortæller med bid i. »It’s someone else’s mess that I didn’t choose / At least we’re winning on the Fox Evening News.«

Det lader sig dog ikke gøre at destillere Sweet Warrior til bestemte temaer eller en overordnet lyd. Det er et alsidigt og overskudspræget landskab, som man kører igennem. Sørgmodigheden er der i den smukke “Take Care the Road You Choose”, en countryplettet kærlighedssang, som naturligvis er båret frem af længsel frem for forløsning.
Den tempofyldte “Bad Monkey” er domineret af saxofon og minder en smule om Dexys Midnight Runners’ keltiske soul, mens “Francesca” er stænket med ska-elementer.

Det er dog ikke altid, at denne alsidighed falder lige heldigt ud, og en pladens svagheder er helt klart længden. Thompson kunne godt have skåret kedsommelighederne “Poppy-Red” og “Too Late to Come Fishing” væk, uden at man ville føle det store afsavn. Den 68 minutter lange plade byder dog også på så mange fremragende kompositioner, at man tilgiver Thompsons manglende sortering, og især albummets sidste fire sange sørger for en fornem afslutning.

“She Sang Angels to Rest” er genuint betagende og viser Thompson fra sin allermest følsomme side, hvor patosen virkelig skinner igennem. Som titlen også antyder, bliver de storladne følelser kørt lige akkurat så langt ud, som sangen kan bære. “Johnny’s Far Away” er en solid bodegafortælling, som man drikker whisky til, mens hvert omkvæd bliver akkompagneret af et næveslag i bordet.

Albummets største fortællermæssige bedrift er den forrygende “Guns Are the Tongues”, der må få Nick Caves nyanlagte overskæg til at krølle af misundelse. Denne gang er det Thompsons stemme og ikke hans guitar, der er i fokus. Det er helt forståeligt grundet den fornemme historie om den dagdrivende Joe, der bliver rekrutteret og forført af ondsindet kvinde med morderiske hævnplaner.

Det over syv minutter lange folk-mesterstykke bliver afløst af den fine “Sunset Song”, der sætter punktumet for endnu et imponerende Richard Thompson-værk. Selvom der gemmer sig uvæsentligheder imellem de 14 numre, virker uvæsentligheden generelt som et udtryk, der ikke eksisterer i englænderens imponerende karriere.

★★★★½☆

Deltag i debat