Interview

Tunng – et fuldt udklækket band

Da Mike Lindsay og Sam Genders startede deres folktronica-duo, var der ikke planer om at invitere andre ind. Alligevel voksede bandet til en sekstet inden det andet album. Men det har taget en plade og halvandet år at lære at være et kollektiv, fortæller de to grundlæggere.

Den engelske folktronica-duo Tunng dukkede med en udslidt frase ‘op ud af ingenting’, da anmelderne i starten af 2005 overdyngede dem og deres debutalbum Mother’s Daugther and Other Songs med roser. Og produceren Mike Lindsay og sangeren Sam Genders havde i sandhed også gemt sig i det års tid, de brugte på at lave albummet. Lindsay havde fundet et lillebitte studie i en kælder under en tøjforretning – og den eneste vej ned til underetagen var gennem butikkens prøverum. Så for at undgå at overraske nøgne powershoppere var de to nødt til at blive i studiet, lige så længe som butikken havde åbent.

Det var nu ikke noget problem, for de to havde det fantastisk sammen. Da debutalbummet lå klar til at blive udgivet, spurgte venner og bekendte, om ikke duoen skulle ud og optræde med sangene fra tøjbutikkens kælder.
Mike var straks tændt på idéen – og Sam gik i baglås. Han havde ikke lyst til at spille live, og til sidst måtte Mike finde andre til at optræde med ham. Så før Tunng havde udgivet mere end et par singler i små oplag, var duoen blevet til en kvartet. Vel at mærke en kvartet, der aldrig var samlet, fordi Sam holdt sig væk fra koncerterne.

Et soloprojekt med seks medlemmer
I løbet af foråret og sommeren 2005 voksede Tunng til en sekstet, hvoraf Sam dog stadig sad på sidelinjen. Og der var ikke den store tvivl om, hvem der styrede gruppen. I et interview fra den tid forklarer Mike, at han snart vil skrive under på en pladekontrakt. Ikke noget med at inddrage de andre i beslutningerne.

Her to år og to album senere prøver han først med et stort smil at skubbe citatet fra sig ved at sige, at han er virkelig dårlig til at blive interviewet. Men mens smilet bliver siddende, erkender han straks, at Tunng er noget andet i dag, selv om medlemmerne er de samme seks som dengang.
“Nu ville det helt klart være mere kompliceret at skrive sådan en kontrakt. Dengang så jeg mere Tunng som mit enmandsprojekt – måske fordi Sam, som jeg havde lavet debutpladen med, havde trukket sig lidt tilbage. Så selv om der var kommet fire nye ind i bandet, var det mit.”

Med så mange medlemmer kunne Tunng ikke længere være i det trange Soho-studie og fandt i stedet et nyt, hvor der var plads til at være et band. Album nr. to blev bare ikke helt så fælles, som Mike Lindsay havde håbet.
“Vi arbejdede meget på kryds og tværs. Jeg var meget i studiet, og Sam kom af og til med en ny sang. Senere kom en af de andre med en idé eller to, men så var Sam gået igen. Og sådan var det hele vejen. Så selv om vi alle seks har betydet noget for pladen, var vi ikke rigtigt fælles om den.”

Endelig en helhed
Før en større sommer-turné i 2006 indvilligede Sam i at tage med for at overvinde sin manglende lyst til at spille live. Nu føltes det pludselig godt – og kollektivet tog for alvor form. Det gjorde indtryk på Genders:
“Jeg kunne klart mærke det, når jeg skrev tekster. Jeg skriver om alt, der falder mig ind, uden at have noget mønster at sigte efter. Men mine tanker om os som en enhed og mine overvejelser omkring, hvad der skulle til for at få et fællesskab til at fungere, bed sig alligevel fast. Det var i hvert fald ikke tilfældigt, at jeg valgte tallet seks, da jeg skrev omkvædet til “Bullets”.”

Sangen er med på Tunngs tredje album, Good Arrows, og i al sin flertydighed beskriver teksten ifølge Genders, at det til stadighed kræver en indsats at være et fællesskab: »We’re catching bullets in our teeth / and though it’s easy when you know how it’s done / they split the secret up six ways and handed it over to us just before dawn / And now we don’t remember.«

Til Mike Lindsays store tilfredshed fungerede kollektivet dog langt det meste af tiden, mens arbejdet med Good Arrows stod på: “Den her plade er i langt højere grad en fælles præstation. Vi har været meget mere i studiet sammen, og jeg synes, det er tydeligt at høre, at vi er mere en helhed nu. Arrangementerne er større og stærkere, der er flere instrumenter med, og vi har tænkt mere over, hvordan de skulle bruges, så de fungerede sammen.”

Sam Genders uddyber: “Vi er blevet et band med alle fordelene og ulemperne. Der er længere vej til at nå resultater nu, fordi vi er så mange. Men samtidig får vi mange flere impulser ind i musikken, end da vi kun var os to.”
Det brede smil er tilbage på Mike Lindsays ansigt: “Men hvis du spørger, hvem der bestemmer, så er det stadig mig.” Hverken hans latter eller Sam Genders’ mindst lige så brede smil afslører, hvad det så betyder.

Deltag i debat