Plader

The Voices: The Sound of Young America

Skrevet af Erik Bendix

Walisiske The Voices andet udspil er gennemsyret af start-90’ernes shoegazerscene. Dette går desværre ud over orkestrets originalitet, der konstant ligger og lurer under deres inspirationskilders tyranni. Men måske er der lys for enden af den musikalske tunnel.

Den Cardiff-baserede trio The Voices’ andet udspil The Sound of Young America vækker allerede ved første gennemlytning minder om tidligere musikalske bedrifter. Nærmere betegnet My Bloody Valentine og Slowdive under den fælles betegnelse shoegazer og drømmepoppere som Cocteau Twins. På trods af det sparsomme medlemsantal formår orkestret uden større dikkedarer at fremmane lydbilleder, der lyder, som om de er udført af mindst 40-50 guitarister. Det er med andre ord brusende guitarer i spandevis tilsat drømmende vokaler, der dominerer albummet.

Hele affæren begynder lovende med det vokalløse åbningsnummer “The Sound of Young America”, der leverer varen med punket energisk fremdrift, der uden tvivl vil fungere fantastisk live. Efter nummeret toner ud sidder man således som lytter tilbage med lysten til at høre mere af samme kaliber. Uheldigvis viser det sig dog relativt hurtigt, at størstedelen af de resterende sange ikke kan stå distancen ved flere gennemlytninger.

Desværre viser inspirationen fra shoegazerscenen sig en kende for tydeligt hos waliserne, hvilket sker på bekostning af den musikalske originalitet. The Voices er på den måde langt fra alene på shoegazerscenen anno 2007, hvor en betragtelig procentdel af udøverne ikke tilfører genren nyt blod. Dette er helt igennem uheldigt og kan i yderste konsekvens medføre, at genren mister sin kreative energi for dernæst at synke ned i glemslen. I tilfældet The Voices ser det dog heldigvis ikke helt så sort ud. På trods af de åbenlyse inspirationskilder formår orkestret nemlig i et vist omfang at træde en smule ud af idolernes skygger.

Det er især første halvdel af pladen, der hviler på deres musikalske forgængeres laurbær, hvorimod anden halvdel træder en anelse mere i karakter. Det udmærkede nummer “… You Broke a Heart I Gave to You”, der besidder undertoner af Primal Scream og overtoner af Six by Seven. Nummeret er en beskidt rocket sag og dermed betydeligt mere udadvendt end størstedelen af sangene på The Sound of Young America. Dette skyldes hovedsageligt forsangerens Bobby Gillespie-inspirerede vokal og de tungt skurrende guitarer.

Tempoet skrues efterfølgende en anelse ned i det glimrende “Don’t Let Go”, hvilket sender lytteren ud på en monoton drømmerejse, som man ikke rigtig har lyst til at vågne fra. Sparsomme elektroniske arrangementer krydres med hypnotiske guitarer, og sød musik opstår. Mere af samme skuffe ville være ubetinget dejligt.

Højdepunktet er dog afslutningsnummeret “Love”, der ufortrødent fortsætter ad den sti, som “Don’t Let Go” har brolagt. Bevares, nummeres oser stadigvæk af især My Bloody Valentine, men til forskel fra de fleste af de forudgående numre har det et mere personligt præg. Dette kommer til udtryk i form af loopede guitarer og yderligere electronica-elementer. Nummeret fungerer i al sin enkelhed med indestængt vokal og monotont brusende guitarer.

The Sound of Young America er på mange måder en ganske behagelig oplevelse. Desværre så behagelig, at den går hen og bliver en anelse kedelig. På trods af sporadiske musikalske lysglimt brænder den sig aldrig fast i øregangene. Dette skyldes helt og holdent de musikalske inspirationskilders faste greb i waliserne. Man kan som lytter blot håbe, at The Voices udvikler et mere selvstændigt udtryk på deres næste udgivelse.

★★★☆☆☆

Deltag i debat