Plader

A Hawk and a Hacksaw and The Hun Hangár Ensemble: s.t.

Skrevet af Martin Laurberg

A Hack and a Hacksaw har definitivt lagt rock-rødderne bag sig og giver sig helt hen til ungarsk folkemusik. Det er der kommet en mangesidet og filmisk, men også lidt svingende plade ud af. Her er masser af smukke melodier, vanvittige passager og stærke højdepunkter, men AWaaH er blevet lidt slappe i betrækket.

Man må sige, at der er sket en ret drastisk udvikling i Jeremy Barnes’ musikalske interesser. Barnes blev i sin tid kendt som trommeslager i indie-psych-gruppen Neutral Milk Hotel – eller i hvert så kendt/ukendt, som trommeslagere nu en gang bliver, medmindre de ligefrem er Lars Ulrich. Efter et par plader med Neutral Milk Hotel besluttede han pludselig at skifte spor og springe ud som outlaw-multiinstrumentalist under navnet A Hawk and a Hacksaw.

Og her stoppede forvandlingen ikke. For mens den første A Hawk and a Hacksaw-plade fra 2004 lød lidt som amerikansk lirekasse- eller automatmusik fra mellemkrigstiden, er Barnes efterhånden blevet mere og mere interesseret i østeuropæisk musik. Den interesse kulminerer på dette nyeste udspil (som i øvrigt også indeholder en DVD med en fin dokumentarfilm om bandet), hvor Barnes og hans sammensvorne Heather Trost har allieret sig med den ungarske folkemusikgruppe The Hun Hangár Ensemble og indspillet en håndfuld gamle ungarske melodier blandet med hjemmestrikkede kompositioner.

Nu må jeg indrømme, at mit kendskab til ungarsk folkemusik ikke er kæmpestort. Alligevel tror jeg godt, at man kan sige, at A Hawk and a Hacksaw lyder en lille smule anderledes, end den slags almindeligvis gør. For musikken er filmagtig på en måde, der peger i retning af Ennio Morricones soundtracks, ikke mindst i det violindrevne åbningsnummer “Kiraly Siratás”. I det hele taget er dette en meget filmisk plade, hvor klagende violiner, knivskarpe blæsere, fjollet harmonika og balstyriske ungarske slaginstrumenter ofte fremmaner indre billeder af en pissefuld, speedet ungarsk udgave af Clint Eastwood, der er vendt tilbage til sin fødeby for at hævne sig på den røverbaron, der i sin tid på uhæderlig vis snød sig til hans fars bondegård i et kortspil.

Det er ret godt, ikke mindst fordi det nærmest utrættelige ungarske ensemble spiller med en ufattelig energi og præcision. Det havde man i øvrigt også mulighed for at opleve til A Hawk and a Hacksaws stærke koncert på årets Roskilde Festival, som var en regulær kraftpræstation fra den ungarske mester Balázs Unger på cymbalom (en slags blanding af et klaver og en xylofon).

Omvendt må man så også sige, at dette er musik, der gør sig bedre til en koncert end på en plade. Man mister lidt koncentrationen, som pladen skrider frem, og jeg tror, det skyldes et problem, som ikke sjældent rammer folk, der giver sig i kast med denne type projekter. Nemlig at de bliver så optaget af stilen, at de lidt glemmer at skrive afgørende sange (tænk bare på Calexicos mexicanske stileksperiment, der mildt sagt begyndte at lyde afdanket efter meget kort tid). A Hawk and a Hacksaw slipper for de værste problemer i den henseende, fordi de et langt stykke hen ad vejen spiller kopinumre af traditionelle sange. Men alligevel er det, som om stil spiller en større rolle end indhold.

Dermed ikke sagt, at dette er en dårlig plade. For der er flere exceptionelt stærke passager. Især “Vajdaszentivány”, hvor Balázs Unger går amok i to et halvt minuts cymbalom-freak out med 200 km/t, og afslutningsnummeret “Dudanotak”, hvor man får muligheden for at høre verdens måske mest skrigende sækkepibe. Ikke værst. Det overordnede indtryk er dog lidt på det jævne.

★★★½☆☆

Deltag i debat