Nyheder

Dntel til Danmark i næste uge

I foråret udgav Jimmy Tamborello under sit alias Dntel det længe ventede album Dumb Luck, som Undertoners anmelder ikke var alt for begejstret for.

Kort sagt kunne albummet ikke leve op til Dntels tidligere bedrifter og da slet ikke forgængeren Life Is Full of Possibilities. For alle med samme Dntel-præferencer er der nu gode koncertnyheder. Næste weekend kommer Jimmy Tamborello nemlig til Danmark og spiller to koncerter, hvor han spiller “some really old stuff and some really new stuff”.

Koncerterne, der bliver laptopbaserede og altså uden et orkester, som nogle af Dumb Luck-sangene ellers kunne have lagt op til, foregår på Lab i København lørdag d. 8. september og et indtil videre ukendt sted i Århus søndag d. 9. september. Ifølge Dntels hjemmeside er det arrangørgruppen Pop Revo, der står for Århus-showet, men deres hjemmeside afslører intet. Vi lover at smide koncerten ind på vores koncertkalender, så snart spillestedet er på plads.

I øvrigt har Tamborello sin tidligere label-kollega Nobody med på turnéen, og han spiller et sæt i både København og Århus.

Deltag i debat