Plader

Fog: Ditherer

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Den musikalske kamæleon Fog med det borgerlige navn Andrew Broder har manifesteret sig som en rocktrio. Der er ikke noget nyt under solen, som Pavement ikke allerede har gjort bedre, så man kan spørge sig selv, hvad Fog egentlig har gang i? Albummet giver med sine få gode numre ikke svaret.

Det første, der slår én ved gennemlytning af Fogs nye album Ditherer, er, hvor forældet meget af det lyder. Og så begynder man at tænke over, hvilken kamæleon manden bag Fog er, og hvilke forklædninger han gennem tiden har iført sig.

Det er fem år siden, Andrew Broder begyndte at udgive musik som Fog. Siden da har han gennemgået stort set alle musikalske metamorfoser og spillet sig igennem hiphop, trip-hop, eksperimentalmusik og mange andre genrer. Med sidste års ep Loss Leader og Ditherer er han foreløbig stoppet ved slacker-rocken og har reorganiseret sig som trio sammen med Tim Glen og Mark Erickson. For Andrew Broder er det en helt naturlig del af dét at være musiker hele tiden at skifte stil, udvikle sig og forny sig kunstnerisk, har han udtalt i et interview.

Og fornyet sig kunstnerisk har Broder bestemt – men spørgsmålet er, om han har fornyet sig til noget interessant? Det er hér, følelsen af, at albummet er forældet, kommer ind i billedet. Andrew Broders tidligere udgivelser har strittet af idérigdom, sprængt rammer for genredefinitioner og været charmerende, om end af og til noget rodede bekendtskaber. Men hans nyeste påfund som slacker-trio er ikke specielt interessant.

På Fogs tidligere udgivelser har det nogle gange været en kamp at finde de interessante og også smukke øjeblikke. Men Andrew Broders udforskning af rockens væsen, det være sig de skrigende guitarer på “Hallelujah Daddy” eller prog-balladen “What Gives?”, hvor Broder leger med elektroniske rytmer midt i rocken, lykkes ikke specielt godt.

Bedst er de melodiske “I Have Been Wrong”, hvor hans sans for den gode melodier skinner igennem som en lille popstjerne, eller “The Last I Knew of You”, der er endnu mere insisterende i sin måde at trække lytteren gennem guitarrockens popsøle på.

Ditherer bugner af interessante gæster – Martin Dosh, Andrew Bird, Jonathan Wolf fra Why? og Phil Elverum alias The Microphones/Mount Eerie for at nævne få – men bedst er albummets sidste nummer, hvor Alan Sparhawk og Mimi Parker fra Low får lov til at bidrage med vokal. Nummeret er mere stille end den anakronistiske udforskning af Pavement-territorium, der finder sted gennem albummet indtil da. “What’s Up Freaks?” er simpel americana, der er i sin enkelthed er langt bedre end den samling larmende popnumre, Andrew Broder har komponeret til Ditherer. Det hele slutter langt bedre, end det begyndte, men albummet har for få charmerende øjeblikke til, at det har været turen frem til afslutningsnummeret værd.

★★½☆☆☆

Deltag i debat