Plader

Heavy Trash: Going Way Out With Heavy Trash

Heavy Trash har også på deres andet album haft godt gang i genreblenderen. Bag sig har Jon Spencer og Matt Verta-Ray endevendte kataloger over rockmusikkens historie; foran sig desværre et middelmådigt resultat, hvis originalitet overskygges af det hyggeligt underholdende, men intetsigende.

Dele af bluesrockgenren er hjemsøgt af det spøgelse, som kalder sig manglende mådehold. Når det dukker op, fremtvinger det noget, mange kalder ekvilibrisme, men som i virkeligheden er det modsatte. Synet af dette gespenst sætter nemlig gang i veritable kapløb mellem bluesmusikerne. De giver den en sidste tand i forsøget på at imponere de lyttende, solo følger på solo, instrument på instrument og søvn på kedsomhed. Talentet dyrkes som sådan, og når den tekniske evnes tog for længst er forsvundet i horisonten, ser man samspillet og følelsen stå tilbage ved vejkanten, forladt.

Skal man fremholde ét positivt træk ved Heavy Trash, så må det være Jon Spencer og Matt Verta-Rays evne til at se bort fra den slags ferske præstationer. Dette andet album, Going Way Out With Heavy Trash, fremstår således som en bestræbelse på at skabe noget sammenhængende. Pladen kan opfattes som et opgør med evnefetichismen og en omfavnelse af den stemningsskabende helhed.

Et andet positivt træk er orkestrets umiddelbare originalitet. Mens man nemlig kan distancere Going Way Out With Heavy Trash fra forgængerne og rødderne på baggrund af denne alternative tilgang til genren, må man samtidig anerkende albummet for dets interessante sammenblanding af genrer. Pladen er ét langt møde mellem gammelt og nyt, men også mellem jovialt og aggressivt, og sjælende og selviscenesættende. Igen og igen tager man bandet med fingrene dybt begravet nede i erindringskrukken.

Heldigvis medfører dette ikke kedelig pastiche, men interessante vinkler på en del af musikkens verden, som i høj grad styres af sin fortid. Som f.eks. i den godt to minutter lange “I Want Oblivion”, hvor en råbende vokal fører an i et pludseligt kaos af punket virvar, som et eller andet sted gemmer på og bevarer et fragment af det grundlag af blues og country, som Heavy Trash på det mest basale niveau trækker på.

Et andet interessant eksempel er “Outside Chance”, som i al sin melodiøsitet trækker slet skjulte veksler på forgangne poptraditioner. Johnny B. Goode-soloen og koret placerer den specifikke inspirationskilde et sted tilbage i 50’erne. Imidlertid levner nummeret ud over disse dyder også plads til tung garageguitar og westernguitarer i bedste countrystil.

Pladen igennem sker der ting, som man ikke forventer. Små pludseligt opdukkende og forsvindende stykker afløser hinanden i afveksling. Duoen arbejder utraditionelt med deres sange, og umiddelbart burde resultatet vel opfattes på en positiv måde. Sådan er det bare ikke. For Spencer og Verta-Rays entusiasme og forkærlighed for det mildt kaotiske udarter sig ofte til at blive en atmosfære af pjatteri.

Igennem pladens spilletid suppleres musikken nemlig af en mærkværdig vokal, som mange gange er mere talende end egentlig syngende. Den fortæller historier, er teatralsk og ødelægger oftest mere, end den skaber.
Det største blandt pladens mange skel findes mellem de numre, hvor denne umulige talevokal bliver dominerende, og dem, hvor fokus befinder sig andre steder. Typisk falder disse sidstnævnte sammen med en rockabillyinspiration, som fungerer ret godt.

Desværre har de kedelige tendenser overtaget, og derfor bliver Going Way Out With Heavy Trash aldrig så god, som det kunne have været. Pladen er ofte vellydende, men sjældent bevægende og næsten aldrig til at tage rigtig seriøst.

★★★☆☆☆

Deltag i debat