Plader

Holly Golightly & the Brokeoffs: You Can’t Buy a Gun When You’re Crying

Den britiske kvinde, som alle taler om, har udsendt endnu et album, hvor hun lader, som om hun er amerikaner. Det er hun egentlig meget god til, men desværre bærer albummet alligevel præg af ligesom at være uægte. Golightly forholder sig nemlig mere til fortiden, end hun for alvor skaber på egen hånd.

Holly Golightly har i den seneste tid været udsat for en del interesse og hype. Det kan undre, at en kunstner, som efterhånden har arbejdet sig op på 12 albums, gøres til genstand for en sådan forholdsvis pludselig opmærksomhed.

En af årsagerne findes nok i hendes kamæleonagtige fortid, som ganske vist ikke lover noget bestemt om fremtidige udgivelser, men samtidig heller ikke fornægter en eneste mulighed. Bagkataloget for hendes solokarriere og tidligere engagement i Thee Headcoatees byder således på blues, lofi, folk, country, garagerock i alskens sammensætninger og meget mere.

En gæsteoptræden på The White Stripes’ Elephant har nok heller ikke været uden betydning, ligesom hendes koncert på Roskilde Festival sandsynligvis ikke har mindsket interessen i Danmark.

Som gæsteoptrædenen hos White Stropes i “Well It’s True That We Love One Another” må også denne nye plade karakteriseres som pjattet eller fjollet. Temaerne og stilen peger ellers i en anden retning. Nogle af de prædikater, som hidtil har været påhæftet Golightly, er irrelevante her. Lofi og garage lyder det ikke som, selv om indspilningsvilkårene lægger op til det. Særligt rocken er fraværende på pladen. Den optræder udelukkende som en skygge, som noget musikken ikke er, og som noget den går forud for. Det er nemlig de prærockede stilarter, som Golightly genopliver. Folk spiller en vigtig rolle, men suppleres jævnligt af countryfragmenter.
Denne country eller americana peger ligeledes tilbage på tiden før rocken og understøtter dermed de dominerende folkelementer på bedste vis.

Musikken tegner et billede for lytteren af et lejrbål. Rundt om det sidder en række mænd – og så en enkelt kvinde, som måske kan forekomme lidt malplaceret. De sidder på sten og spiser bønner. I hænderne har de guitarer og på hovederne cowboyhatte.
Musikken, de spiller, og sangene, de synger, har rødder tilbage til det sted, hvorfra ordsprogene også stammer. Den bygger på lange traditioner, som bevirker, at den skriver sig selv eller ganske enkelt dukker op uden at være opstået. Man genkender det hele uden at have hørt det. Det er ikke plagiat, men fortolkninger – fortolkninger af de tilsyneladende evige sandheder, som mennesket har erkendt i løbet af sin kulturelle historie. To af sangene, nemlig “Crow Jane” og “Whoopie Ti Yi Yo”, er da også covers af folkesange.

Hele stemningen kan sammenlignes med den, som er karakteristisk for stammesange og vandrehistorier. Forankret i traditioner, som den synes at være, sender den signaler, som ikke kunne sendes under andre vilkår. Vi ved nemlig, hvad de betyder, fordi vi kender dem.
Dermed er det også klart at mændene på stenene rundt om bålet ikke har hvide cowboyhatte med diamanter på. Deres hatte er støvede og lavet af ruskind eller noget i den stil. De lever på prærien og har endnu ikke udskiftet deres lassoer, revolvere og heste med pistoler og biler.

Sørgmodigheden er ophøjet til mål på pladen. I “Medicine Water” synger Golightly: »I met a girl drinking medicine water / she took my hand and showed me the way … I can’t remember her name.« I “Everything You Touch” lyder det: »Everything you touch becomes stone / everyone around you ends up lonely,« mens titlen “Jesus Don’t Love Me” taler for sig selv. Drukkenskab, forfald og almindelig menneskelig elendighed udgør de overskyggende temaer, som udtrykkes i sangene, og disse temaer passer glimrende til musikken.

At det overordnede indtryk ikke er så positivt, som det kunne være, skyldes det lag af pastiche, som afholder lytteren fra for alvor at synke ned i de primitive elendigheder. Albummet er en slags eftergøren, som hæmmer, fordi den synes at distancere kunstneren fra kunstværket med det resultat, at en del af inderligheden går tabt.

Ser man nærmere efter, sidder mændene med lassoerne ikke i ørkenen. De befinder sig i en kulisse, fra hvilken man kan drage en parallel til det laboratorium, hvor Golightly udfører sine musikalske forsøg. Som forsøg generelt er også disse beregnede og afprøvende, og derfor giver hendes plade ikke indtrykket af et helhjertet forsøg på at skabe noget fantastisk. Den tegner snarere ridset af en bagvedstående kunstner, som leger med musikken på en selviscenesættende og nærmest ironiserende måde.

★★★½☆☆

Deltag i debat