Plader

Liars: s.t.

Skrevet af Anders Mortensen

Den kritikerelskede amerikanske no wave-trio Liars er tilbage med en plade, der vil blive hadet og elsket – og vil chokere. Eller rettere, chokere ved ikke at chokere. Liars nærmer sig nemlig forbillederne og indie-mainstreamen, men beholder energien og det radikale udtryk.

Vi kan lige så godt lægge ud med at kalde dem dovne sell-outs og mainstreamsøgende wannabes. Kompromitterende og kedelige. At dømme efter visse reaktioner på Liars’ nyeste udspil, så har de mere eller mindre forsaget det univers og den variende lyd, som de nu har bygget op igennem tre strittende, sprudlende og voldsomme plader. Højdepunktet var ifølge mange det sidste udspil Drum’s Not Dead, hvor Liars på dybt original vis lavede en plade, der med buldrende trommer i centrum lavede en kraftanastrengelse af en plade, der lød som en blanding af stammedans og Sigur Rös. Den var til tider frusterende at lytte til, men var givende i sidste ende, og Liars fik et helt nyt publikum plus en ordentlig omgang presseomtale.

Og nu er de så tilbage med dén selvbetitlede plade, som alle bands jo skal have på et tidspunkt. Skal man forstå det selvbetitlede som en betegnelse for, at den her plade “er os”, giver det mening, da den ikke har meget at gøre med Drum’s Not Dead eller nogen af de andre udgivelser for den sags skyld. Liars har bevæget sig ud i en verden, hvor forbillederne står meget klart, og hvor det næsten gælder om at vise det mest muligt. Der er næsten ikke plads til freakouts eller mystiske trommerytmer. Til gengæld er der en lang række støjende og hårde, men fængende rocksange, der med al tydelighed viser, hvilke forbilleder der er de helt store lige nu – og det er måske en af årsagerne til, at Liars er blevet beskyldt for at sælge ud.

Sonic Youth og Jesus and Mary Chain står kraftigt ud i lyden, og det behøver der ikke at være noget galt med. De to førnævnte bands har været inspiration til alskens undergrunds-, støj- og indiebands siden de helt tidlige 80’ere, og den lyd er indgroet i så mange nye bands, at man dårligt nok lægger mærke til det længere. Liars skiller sig bare ud fra de bands ved altid at have gået deres egne veje, og selv om de var en del af en anden bølge af no wave-bands, der kom fra New York, har de formået at lyde som Liars og ikke så meget andet.
Og det fortsætter sådan set også på det nyeste udspil, der lægger voldsomt dunkende ud med “Plaster Casts of Everything”, der fræser hen over alting med de mest simple strukturer. »I wanna run away / I wanna take you too,« gentager forsanger Angus Andrew, mens der i den grad rockes ud, som kun Liars kan gøre det. Det hele virker velkendt, indtil “Houseclouds” viser, at Liars, som navnet siger, ikke er til at stole på. Nummeret består af et baggy beat a la Happy Mondays med et brølende keyboard henover, og man bevæger sig langsomt over i en stemning som i et bizart undergrundsdiskotek. Og det fungerer.

Andre steder rammer Liars en lyd, der nærmer sig pastiche, men som alligevel beholder nok af bandet i sig til, at det ikke blot bliver tom efterligning. Det er tre på hinanden følgende numre, og det er rent faktisk pladens højdepunkter. Først “Freak Out”, der klamrer sig fast til den lyd, som Reid-brødrene skabte i The Jesus and Mary Chain med den ene hånd og holder fast i løgnernes særkende med den anden hånd. Det er et forrygende, hårdt rockende, støjende og smukt nummer, der viser Liars’ evne til at lave helt uimodståelige støjpopsange.

“Pure Unevil” er skåret over samme læst og er næsten lige så eminent. Simpelheden, den rungende vokal og de små licks gør det hele romantisk, som romantik nu en gang så ud i de mørke alternative 80’ere, men det virker på ingen måde uddateret. Det er rummeligt, flot og rørende. Og til sidst i trilogien følger den klassiske Liars-dunkende “Clear Island”, der brækker over i en form for electrorock afløst af Sonic Youth-guitarer.

Albummet har stadig plads til den monotone, syrede og rumlende lyd, som især gjorde sig gældende på Drum’s Not Dead, på numre som “Leather Prowler” og “What Would They Know”, der er eksperimenterende og mystiske, men som også ender med at blive langtrukne og ikke mindst falder en smule uden for albummet som helhed. Når bandet begiver sig ud på de mere eftertænksomme og langsomme jagtmarker, kan det dog ende ganske smukt som i slutnummeret “Protection”, der med orgel, trommer, keyboard og Angus Andrews sørgmodige vokal viser, at Liars virkelig kan skrive ballader til den moderne generation.

Er Liars blevet nemmere at gå til? Ja og nej. Ja, på grund af de tydelige referencer og de kortere, mere melodiøse støjrocknumre. Nej, fordi Liars uden tvivl stadig er Liars og dermed fuldstændig gør, som det passer dem. Dét skinner med al tydelighed igennem på et album, der hverken sælger eller syrer helt ud, men skaber en perfekt balancegang mellem de to – og tilbage står man med trioens mest komplette samling sange til dato.

Læs også Undertoners anmeldelser af:
Liars: Drum’s Not Dead
Liars, 05.07.08, Roskilde Festival

★★★★½☆

Leave a Reply