Plader

Heidi Mortenson: Don’t Lonely Me

Skrevet af Mikkel Arre

Hvis sålerne på Heidi Mortensons dansesko har set bedre dage, er der en naturlig forklaring. På sit andet soloalbum balancerer hun nemlig på en meget skarp knivsæg mellem at lave morsomme, velfungerende poppasticher og at være lige rigeligt sløset, når det gælder at skrive gode sange.

Det mest komplicerede ved at udtrykke sig ironisk er at stoppe i tide. For hvis der ikke er en eller anden urokkelig bund neden under de skæve vinkler, fordi alt bare er rollespil, ender det nemt med, at man som modtager ikke ved, hvad man egentlig skal mene. For kan man overhovedet tro på noget af det, man bliver præsenteret for?

Lige netop dét hul i dansegulvet kommer danske Heidi Mortenson så tæt på med sit andet album, at hun ender med det ene ben dernede. Og det er en skam, for på Don’t Lonely Me kaster hun sig ud i et interessant livtag med alskens popkonventioner, der rent musikalsk er temmelig vellykket. Men når musikken langt hen ad vejen har tungen i kinden, er det hulens svært at finde ud af, hvordan man skal se på de kærlighedsfokuserede tekster, der fylder ret meget på pladen.

Hvor seriøst skal man f.eks. tage følgende smøre om en hed aften med den eneste ene: »You’ll buy me a beer / and I’ll call you a queer / And you’ll slap my booty / whenever I’m moody / I’ll take you to the shower / for more than an hour / you’re the hottest girl / and you rock my world«? Sammen med resten af “Girl Since I Met You” kan linjerne udmærket ses som en vrængen på næsen ad traditionelle kærlighedssange – på samme måde som Mortensons poppede electroclash vender vrangen ud på popmusikalske klichéer – men det gør, at albummets generelle tekstlige tema om kærlighedens mange facetter kommer til at virke som en leg uden rødder i nogen alvor. En tolkning, som ikke just modsiges af, at Mortenson leverer teksten som en snakkende og alt andet end tight rap.

Sammenlignet med den Berlin-baserede danskers knap to år gamle debut, Wired Stuff, er vokalerne kommet klart længere frem i lydbilledet på Don’t Lonely Me. Og takket være deres mildt sagt upolerede udtryk bliver de et af de vigtigste virkemidler i Mortensons rollespil som aparte popdiva. For så længe hun ikke roder med trættende rap-parodier, er det ganske interessant at høre hendes ujævne sangstemme kaste sig ud i pænt morsomme popeksperimenter.

Det største moment er så klart den skruppelløst overproducerede “Music”, hvor omkvædet er et lån fra U2’s i forvejen ikke videre underspillede “With or Without You”. Med funklende synths og kiksede korflader får Mortenson skabt et popnummer, der både har et ironisk lag og fængende kvaliteter underneden. Faktisk så fængende, at man nærmest køber den bevidst overgearede kærlighedserklæring til musikken: »Marry me, marry me / fuck me and have kids with me / be my husband, be my wife / I’ll love you to the end of life« – og er det ikke parodi nok på Mariah Carey-agtig overdreven hengivenhed, får teksten lige lidt ekstra til sidst: »Mortenson and music belong together.«

Don’t Lonely Me vidner ikke hele vejen igennem om, at kærligheden er uopslidelig, men Mortenson har bestemt skrevet flere velfungerende sange end på debutpladen. Selv om “Sphere” godt nok trækker lidt for langt ud til sidst, er der masser af fremdrift i nummeret, mens den kækt hoppende “Hard to Say” ud over en ret skæg tekst om, hvor svært det er at sige nej til alle de tilbud, man får som popstjerne, byder på horn og kontrabas og vækker mindelser om hollandske Solex’ samplecollagepop.

Når Mortensons ofte udmærket tænkte idéer og ubetvivlelige blik for at twiste popmusikkens vaner ikke fører til en gennemført god plade, skyldes det ganske enkelt, at hun ikke begrænser sig selv nok. Det er fint nok at antyde, hvor latterlige traditionelle poparrangementers mange lag af vokal kan være, ved at lave skingre korflader – men når de som i “Coincidence” bliver hængende så længe, at nummeret bliver irriterende, klapper hele projektet sammen. Ligesådan går det med den ellers ret sjove blanding af nuttethed og på én gang henkastet og småbrovtende queer-attitude i “Tiger”, hvor fjollede junglelyde tager glansen af den ellers kejtet sødmefulde sang.

Der er imidlertid så gode takter undervejs på Don’t Lonely Me, at den næste Heidi Mortenson-plade godt kan gå hen og blive interessant. I hvert fald hvis hun næste gang strammer sine egne tøjler lidt og i ny og næ drister sig til at lave et godt omkvæd uden straks at ville spænde ben for det. Så vil alle eksperimenterne også glide lidt lettere ned.

★★★☆☆☆

Deltag i debat