Plader

Mother and the Addicts: Science Fiction Illustrated

I et forvirrende mix af diskofragmenter og postpunkede inspirationer gør Glasgow-bandet Mother and the Addicts opmærksom på sig selv. Pladen er fin og berettiget, men byder desværre ikke på meget andet end øjeblikkets baggrundslyde.

Det andet album fra den skotske kvintet Mother and the Addicts indledes med ordene »the soul opens, a stormy night« og lægger således op til historiefortælling af den bedste slags. Som begyndelsen på en roman af Dumas. Men mens skotterne måske nok er ude på at fortælle historier, er der meget, der ikke kommer frem under de 11 numres forløb. Det er, som om overfladen holder tilbage på en uhyggelig kerne, der kun viser sig i korte glimt.

Science Fiction Illustrated er en anstændig plade, som byder på gode melodier, hyggelig dansestemning og altså den her snigende uhygge – men så er den heller ikke mere. Det narkoramte familieforetagende spiller sig nemlig ind i en tradition, som efterhånden er så overbrugt, at udspillet ikke kan opfattes som andet end den poppede postpunks sidste forsøg på at transformere sig til noget, som den aldrig kan blive, nemlig holdbar.

Som hos grupper som Franz Ferdinand dukker Joy Division-forsangeren Ian Curtis’ vokal indimellem op, ligesom stemningen sporadisk slår over i det dystre. Andre gange bliver der plads til mere eksperimenterende inspirationskilder som Homosexuals’ mere new wavede virvarlyd.

Det nye, som Mother and the Addicts afprøver, består i at tilføje dette møde med den mørke fortid et om ikke modsatrettet, så dog noget anderledes element. Orkestret trækker nemlig også på den erstatning af Ian Curtis, der kom til at tegne en del af efterfølgerbandet New Orders lyd, keyboardet, som i enkelte numre medvirker som en del af det science-fiction billede, som pladen tilsyneladende er et forsøg på at skabe.

Dette billede er mørkt og koldt i sit inderste, men ofte glat og hyggeligt på overfladen. Keyboardet skaber – i kombination med et ønske om noget decideret disko-inspireret – en tynd, men ofte uigennemskuelig skal om musikkens centrum. Fra skallen står en em af opfordringer til at kaste sig ud på dansegulvet og være glad. Men bag glæden er det centrum, som hverken lytteren eller musikerne kan fornægte, og som giver sig udtryk i små desperate og angststyrede udbrud.

Pladen er som en gryde, der er ved at koge over, men aldrig rigtig gør det. Låget ryster, som om noget forsøger at kæmpe sig ud, og indimellem slipper lidt vand ud over kanten. Disse små brudstykker underbygges i høj grad af teksterne, som ikke er tillukkede på samme måde som musikken. Her udtrykkes frustration, mistænksomhed, kynisme og foragt, f.eks. i “So Tough”: »Well, it don’t mean much to me / No it’s really nothing / when girls cry, they all sound the same / It’s most enticing, as tears roll down her cheeks / and I think of no one but myself and all that I could be.« Måske er det den samme person, om hvem det i All in the Mind hedder: »You are not from this earth / you are from the provinces.« I hvert fald afspejler teksterne og de små udsving fra den slagne disko/postpunkede vej det apokalyptiske billede, som albummet tilsyneladende drejer sig om.

Det er svært ikke at lade sig påvirke Mother and the Addicts. Man kan ikke sidde Science Fiction Illustrated overhørig. Den bevæger én på den ene eller anden måde; valget står mellem at feste, som om det var 1999, eller at sætte sig til at tænke over metafysiske spørgsmål i en dertil højst upassende lydkulisse. Man vil aldrig finde albummet frem og få lyst til at høre en bestemt sang eller et bestemt stykke, men forbinde den med en ufravigelig stemning, som virkelig er godt kreeret.

Den energiske pressen sig fremad, som styres dels af vokalens desperation, dels af en ualmindeligt aggressiv bas og til tider også af keyboardets Star Trek-temalyde, får simpelthen fat i én. Indtrykket er på ingen måde uforglemmeligt, men bestemt virkningsfuldt, så længe det står på.

★★★½☆☆

Deltag i debat