Plader

Polly Paulusma: Fingers & Thumbs

Skrevet af Mikkel Mortensen

Efter debutalbummet blev engelske Polly Paulusma kaldt den nye Joni Mitchell – en titel, som hendes andet album på ingen måde kan leve op til. Det er en underligt uinspireret omgang med meget få højdepunkter.

Der var mange store lovprisninger fra den engelske musikpresse til Polly Paulusmas debutalbum, Scissors in My Pocket, da det udkom i 2005, men ingen var større end den, Uncut gav, da de i deres anmeldelse kaldte Paulusma for Joni Mitchells arvtager. Store ord, men bestemt også noget at leve op til for den engelske singer/songwriter. Modtagelsen af Paulusmas andet album har været noget mindre positiv, og det virker ganske logisk, for det er en noget kedelig omgang, Paulusma udsætter lytteren for.

Det er ellers ikke, fordi det har skortet på store oplevelser for Paulusma i de to år siden debuten – bl.a. en ufrivillig abort og derefter fødslen af hendes første barn – alt sammen noget, der burde give rigeligt med stof til hjertegribende sange, men dem er der ikke mange af på Fingers & Thumbs.

Albummets største problem er de svage melodier. Det er dog heller ikke melodierne Paulusma har fået mest ros for. Hun anses nemlig for at være en yderst litterær sangskriver, der skriver langt bedre tekster end gennemsnittet. De er dog langt fra gode nok til at få størstedelen af sangene, og deres manglende melodier, til at fungere.

Det skorter på højdepunkter på Fingers & Thumbs, men et par lyspunkter er der dog. Åbningssangen “Godgrudge” er én af få uptemposange på albummet, og den mest velfungerende af slagsen på grund af dens ganske medrivende melodi. Ellers er balladerne i overtal, og blandt dem er “The Woods” den klart bedste. Over en afdæmpet, rusten guitar, fraserer Paulusma nærmest jazzet over en atmosfærisk og spooky melodi, og albummets absolut bedste øjeblik indfinder sig, når hun synger: »I saw it all crystal clear / I know who brought those children here,« så det risler koldt ned af ryggen. Næsten lige så god er den noget mere hyggelige pianoballade “Matilda”, hvor Paulusma igen har fundet én af de langtidsholdbare melodier, som albummet godt kunne have brugt flere af.

Ofte føles det, som om sangene på Fingers & Thumbs fortsætter i det uendelige, men når det gælder “All the Time” og titelnummeret, er det tæt på at være rigtigt. Det burde være nok, at sangene er ganske ligegyldige, men når Paulusma strækker sangene ud til seks og syv minutter, er det svært ikke at miste tålmodigheden.

Produktionen er et kapitel for sig – eller rettere: Det er den egentlig ikke. Coldplay-produceren Ken Nelson kan ikke have brugt mange sekunder på den usandsynligt uinspirerede produktion, der præger Fingers & Thumbs. Det kan godt være, at Nelson gik efter en nedbarberet, live-agtig lyd, men med tanke på, hvor svage de fleste af sangene er, ville det have været logisk med en lidt større tænkt produktion, der kunne aflede lytterens opmærksomhed fra de ikke ligefrem overbevisende melodier.

Det kan godt være, at Polly Paulusmas debutalbum viste et enormt potentiale, men dette potentiale er svært at få øje på på Fingers & Thumbs. Med dette album in mente ligner Paulusma ikke den nye Joni Mitchell, men snarere den nye Alanis Morrisette eller måske bare endnu én i den uendelige række af kvindelige singer/songwritere.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat