Plader

Piano Magic: Part-Monster

Skrevet af Lasse Bertelsen

Kollektivet fra London er tilbage med syvende album, og kontrasten mellem det vemodige og det voldsomme er større end nogensinde før, og det klæder dem at lægge kniven for struben. Også selvom hånden ryster visse steder på pladen.

Musikerkollektivet Piano Magic har med Glen Johnson som det vanlige omdrejningspunkt endnu en gang sat hinanden i stævne for at dyrke musikken som kunst og vemodigheden som materiale.

Det tidligere programslogan “Fuck rock – let’s art!” bliver dog i den grad omgået fra det første stortrommeslag, der sætter pladen i gang i “The Last Engineer”. Med kolde klaverakkorder og tempereret bas slår Piano Magic fast, at postrocken ikke længere fylder lige så meget som den – i tiden – dominerende neopostpunk og almindelig britrock. Når Glen Johnson på autobiografisk manér starter sangforedraget med hjertet i halsen, er vi egentlig ikke langt fra Morrissey, alt imens guitaren klistrer det ene riff efter det andet til klare mindelser om New Order.

Overraskelsen vækker til entusiasme, for når Piano Magic igennem næsten samtlige af deres tidligere plader, har bekendt sig til en balancegang mellem kunstfærdig electronica og kantet, sfærisk postrock, er det godt at høre, at den rene rocksang faktisk fungerer godt i deres hænder.

Måske burde overraskelsen dog ikke være så stor, da der er flere grunde til, at dette retningsskift var oplagt. Først og fremmest har produceren fra bandet Laika, Guy Fixsen, der tidligere har samarbejdet med Pixies, Lush og My Bloody Valentine, gjort et gedigent stykke lydbearbejdning og coachet kollektivet. Linjen fra Lush til My Bloody Valentine giver altså en antydning af, hvilken ligevægt gruppen har ønsket for sangene og deres arrangementer. Derudover har Johnson flyttet sin dyrkelse af den laptop-baserede electronica, der tidligere har gjort Piano Magic lidt ferske, over i soloprojektet Textile Ranch.

Electronicaen var dog ikke noget større problem på de seneste album fra kollektivets hænder, men eftersom postrockformlen de seneste år har syntes mere og mere udtømt for flere og flere bands, giver det ligeledes god mening at finde ind til en mere præcis kerne af, hvad der egentlig er udtrykket for det engelsk/franske kollektiv.

Efter den indledende uppercut af britisk rocklyd daler Piano Magic dog ned i den blide shoegaze, de som så mange før mestrer så godt. Slowdive ringler i baggrunden, mens en lille guitarfigur ganske langsomt fører sangens harmoniske grundlag fremad. I takt med den stillestående puls udfolder lydfladerne sig med lige dele Korg-synth og blæsere. Det er nøjagtig, som man kender Piano Magic og deres arv fra 4AD-kataloget og ambientgruppen SoulWhirlingSomewhere.

Men trods denne dulmende vuggesangs tidlige ophold på albummet farer Piano Magic igen af sted med “Incurable (reprise)”. Med sit stædige 4/4-beat og synthflader kunne det minde om ethvert middelmådigt indieband fra starten af dette årtusinde, men alligevel er det forbandet godt udført med både tungen i kinden og tåren i øjenkrogen.

Man opdager, som pladen skrider frem, at der til trods for det konsekvente fokus på sangmaterialet er op- og nedadgående kurver i albummets sammenhæng. Fra det folkede med den næsten Espers-agtige “Soldier Song” til de konsekvent britrockpunkede og sfæriske stunder med sange som “The King Cannot Be Found” og “Saints Preserve Us” er der temmelig langt, hvilket igen resulterer i et Piano Magic-album, der kan virke som en usammenhængende affære.

Men i modsætningen til tidligere tiders genrekollektivistiske tilgang handler det nu om, at udtrykket har forrykket sig markant, og at de mest iøjnefaldende udsving simpelthen skyldes gamle vaner, der tilsyneladende hænger fast. Hvis Glen Johnson og resten af bandet kan rense hele produktionsapparatet igennem, vil der helt sikkert være et smukt og klassisk værk i vente. Indtil da kan man trygt kaste sig over Part-Monster, da de bedste sange, når alle mellemregninger gøres op, opvejer for bundniveauet.

★★★★☆☆

Deltag i debat