Plader

Portastatic: Be Still Please

Skrevet af Anders Mortensen

Næsten-soloprojektet Portastatics 10. album er endnu en samling indiepop-sange; denne gang med flere strygere og mindre guitar – og stadig umulige ikke at holde af. Det er lettilgængeligt og melodiøst, men Mac McCaughan beviser, at pop og kant sagtens kan eksistere i fin harmoni.

Mac McCaughan er den slags kunstner, som “bare kan det dér” med at skrive gode sange. De fleste kunstnere, der “bare kan det dér” er oftest blevet kendte og udbredte, men det er, som om Mac McCaughan og Portastatic er røget under radaren.

Det undrer især, når man hører den nyeste plade fra hans hånd, Be Still Please. For det er om noget melodisk tæft, der skinner igennem i alle de ni let rockende skæringer, og det har ikke nødvendigvis noget med radio-venlighed og syng-med-omkvæd at gøre. I stedet handler det om sange, der på mystisk vis sidder fast uden helt at have et ordentligt greb, så der bliver plads til de små skæve toner og de bittersøde tekster, som han mestrer så ubestrideligt godt.

Det står klart fra den fænomenale åbner “Sour Shores”, der begynder med lavmælte strygere, men som senere efter omkvædet lyder som en langsommere New Pornographers-sang. Der er også den samme følelse af løssluppenhed i stemningen, selv om man ved, der gemmer sig noget mere bag vokalen og ikke mindst bag teksterne.
McCaughans vokal er en blanding af en hæs, til tider Dylan-agtig røst blandet med collegerockens ærkeamerikanske diktion, og gudskelov for det, for det skaber den helt perfekte stemme til at fastholde skellet mellem mainstream og alternativ.

Der bliver poppet videre på “I’m In Love (with Artur Dove)”, der igen nærmer sig New Pornographers-territorie. Den elektriske guitar er tydeligere fremme i billedet, og der tilføres et stille baggrundsorgel, lidt 60’er-janglepop, en decideret klassisk guitarsolo og et omkvæd: »I’m in love / I’m in love / I’m in love / I’m in love / I’m in love with Arthur Dove.« Det kunne sagtens have været spillet på en collegeradio i 1995, og ingen ville have rynket på et øjebryn endsige krummet en tå. Men det er igen en af Mac McCaughans styrker, at han formår at gøre denne til tider overfladiske melodistruktur til noget helt personligt og privat.

Balladerne er de stærkeste. Især Dylan-pastichen “Getting Saved”, der med den karakteristiske løse lyd og den lige så karakteristiske brægen næsten er en tro kopi af mesteren selv, men formår at skabe mening og række ud over gemen parodi, hvilket det heller ikke er tænkt som. Det skal nærmere ses som et kærligt vink til en meget, meget tydelig inspirationskilde. Og som i mange af de andre numre kommer strygerne ind og skaber en simpel og smuk baggrundslyd, der er en klar tråd igennem hele albummet.

Det sikre højdepunkt på pladen kommer i form af den meget lavmælte “Like a Pearl”, der et eller andet sted får én til at ønske, at Portastatic ville lave en hel plade med denne form for intens, rørende indiefolk. Den samme klimprende guitar, der bare kører igen og igen, mens McCaughan hviskesynger om »it’s every awkward teenage boy / that never comes by.« En flot tur igennem teenage-nostalgien.

Det er utroligt svært at karakterisere en kunstner som McCaughan. Hans sange er så ufarlige og samtidig så kantede, så poppede og samtidig så løse, at de ikke er til at få til at passe sammen med en bestemt genre. Måske netop fordi de passer med alt.
Portastatic er i klar familie med en kunstner som Dan Bejar (Destroyer), der ligesom McCaughan formår at lave popsange uden egentlig at gøre det. Der er en skævhed, der til tider kan være svær at få øje på, og begges musik er oftest akustisk guitar-baseret og behagelig at lytte til. Det, der så skiller de to kunstnere ud fra resten af den lettilgængelige singer/songwriter-tradition er den uforklarlige råhed, der alligevel ligger bag melodien.

Den konstante balance mellem nem kliché og dybfølt tragedie er i spil i mange af McCaughans sange, og det er tydeligt, at han selv udmærket er klar over denne leg, hvilket gør musikken interessant, selv om den for nogle kan lyde for nem og for bred ved første gennemlytning. Det er med andre ord pop, der vinder.

★★★★½☆

Deltag i debat