Plader

Rumspringa: III

Lofi-rocken er i høj kurs hos danske Rumspringa. Forbillederne skinner dog rigeligt tydeligt igennem, og man savner et egentligt musikalsk argument for at høre en plade, der kommer over 10 år for sent.

»We are a rock’n’roll band,« synger det danske band Rumspringa. Devisen synes at være ‘ingen dikkedarer – bare derudad’. Det lyder helt befriende, men det er bare ikke helt tilfældet.

Rumspringas anden plade – som de vælger at kalde III (?) – åbner med en række stemmer, der undrer sig over, hvad Rumspringa betyder, og hvordan det udtales. Og ja, hvad i alverden betyder det dog? Et opslag måtte til for nærmere forklaring. Rumspringa er et overgangsritual for unge mænd fra Amish-sekten, hvor de er ude at opleve den store verden. Hvor meget af verden bandet Rumspringa har oplevet, kan man man kun gisne om. At dømme ud fra III har de i alt fald været et smut over Atlanten til Guds land.

Her kommer vi til dikkedarerne. Lyden er lofi, tilgangen er slacket, og amerikanske navne som Portastatic, Sebadoh og Pavement er tydelige forbilleder. Rumspringa har dog ikke samme fornemmelse for melodi som Mac McCaughan og Lou Barlow eller samme legende og opfindsomme tilgang til musikken som Stephen Malkmus og co.

Hvor lo-fi i 90’erne mest af alt var et nødvendigt onde fremfor en egentig æstetik, er det omvendte tilfældet i dag. 4-spors-båndoptageren er udfaset, og ProTools og lignende programmer har taget over. Derfor modtager man Rumspringas skrabede lyd med visse forbehold. Men hvis sangskrivningen på den anden side er stærk nok, kan den trænge igennem selv de mest beklagelige produktioner. På III er den dog af tvivlsom kvalitet.

Et af de bedre øjeblikke finder man i “Sportscar”, som bygger på repetitive rytmikker og instrumentalmønstre med idéer fra krautrockens verden. Fra de første stenede akkordanslag på guitaren til den lige så stenede fremdrift med fuld instrumentering i nummeret kan man godt gynge lidt med.

Gyngeturene bliver ikke helt de samme i løbet af pladens øvrige numre. Rumspringa forsøger sig ellers med lidt af hvert. “Laura” prøver kræfter med en finurlig afart af honky-tonk, “YX-AX” er en flippet tagfatleg med blues, og “Little Blue Whistle” blander Daniel Johnson og Sparklehorse med saxofon og mundharmonika.

III er interessant på grund af sin spændvidde, men man savner en strammere ramme omkring de løsslupne idéer. Og så er det ønskeligt, at bandet forlader ønsket om at være så skramlede og i stedet fokuserer på at stramme op på sangskrivningen, så man kan høre andet end en omgang slacket lofi-rock, der – alt andet lige – kommer over 10 år for sent.

★★☆☆☆☆

Om skribenten

Anders Hjortkær Christensen

 

Biografi

En 12-årig dreng sad hver fredag klinet til højttalerne på sit minianlæg. Frekvensen var stillet ind på lokalradioens ugentlige top 20-liste. Han sugede alle toner til sig og noterede heftigt titlerne på de bedste sange. Hver lørdag formiddag gik turen til den lokale pladebiks, hvor han gravede udbuddet af singler igennem, indtil han fandt den helt rigtige, som han fyrede alle sine lommepenge af på for at tage den med hjem og høre den igen og igen. Den 12-årige dreng var mig. Forskellen mellem dengang og i dag er ikke stor. Smagssansen har udviklet sig gevaldigt siden da, men interessen er intakt, og jeg køber stadig plader med stor iver i jagten på den næste helt store musikalske oplevelse. Siden fulgte ønsket om at udbrede kendskabet om musikken til andre ligesindede. Med det ideal in mente stiftede jeg i 2003 Undertoner, siden, du befinder dig på nu.

Skriv et svar

boeger